Lige siden 1988 har dna – kemiske mikroskopiske spor – været et teknologisk vidundermiddel til opklaring af kriminalitet, både i virkeligheden og bøgernes verden. Metoden er næsten 100 procent sikker som identifikation af individers gøren og laden.
Men der er altid alligevel den menneskelige faktor, for dna kan misfortolkes, bortlægges og fejldiagnosticeres.
Dna kan blive den falske sikkerhed i en sag, som senere viser at være en falsk brik på skakbrættet, den tragiske fejltagelse, der trækker helt andre spor end de tilsyneladende sande og antagne.
Det er den indre intrigante drivkraft i TV 2’s nye satsning inden for krimiseriegenren. Men først skal vi så meget grusomt igennem i de to første afsnit, som Henrik Ruben Genz har instrueret, men ikke ønsket at blive krediteret for på grund af ”kreative uoverensstemmelser”.
Vi kastes fra første billede i stormvejr ombord på færgen mellem Gedser og Rostock. Den standhaftige og stædige strømer Rolf er sammen med sin arbejdskammerat Jarl på vej til Polen. De er på sporet af et spædbarn, som forsvandt fra en legeplads.
Selv har Rolf sin egen baby Andrea med på turen, fordi moren er på kursus i London. Babysitter ikke nåede frem. Mens Rolf brækker sig af søsyge, forsvinder barnet sporløst.
Stor tragedie selvfølgelig.
Fem år senere finder vi så fraskilte Rolf som landbetjent i det nordjyske. En tilsyneladende banal sag om politimesterens stjålne Mercedes åbner nye spor med hensyn til de to aldrig fundne spædbørn.
Samtidig får vi begyndelsen på en historie om en stakkels gravid pige i Polen. Men indtil videre synes denne del mere at være en del af seriens koproduktion end en nødvendig del af plottet.
DNA er nemlig skabt af vældige kræfter. Nordisk Film, Warner Bros. og Arte France.
Det mærkes i den grad på det lækre og luksuøse design, at vi taler om internationalt format på alle ledder og kanter. På et tidspunkt vil selveste Charlotte Rampling gøre sin entré i seriens intrige.
Ud over hende er der det vanlige væld af stærke danske kræfter. Anders W. Berthelsen er altid god til at spille bekymret blød, alligevel hårdkogt og sammenbidt mand i en kneben situation. Her er han udmærket som efterforskeren Rolf, der var så dum at tage en barnevogn med indhold med på sin mission.
Brave Nicolas Bro er den joviale, jordnære kollega Jarl, der altid er klar til en håndbajer og en passiar. Det er meget i samme dur og rolle, som den piberygende panserbasse Jens Okking gav os for små 50 år siden i tv-serien En by i provinsen.
Han er imidlertid som type og karakter ikke det eneste deja vu.
Historien synes på alle ledder og kanter én, vi har set før, og den byder på genrens faste katalog af klichéer, puslespil og sætstykker: den bøse boss på politistationen, som ikke forstår en disse, den bistre fraskilte strisser med samspilsramt fortid, diverse kvinder, der enten er konede eller kække – som glimrende Olivia Joof Lewerissa, den jyske polititøs med ben i næsen og peberspray i hånden.
Foruden de vekslende smukke billeder ved nat og dag med den hurtige computertekst ovre i hjørnet om tid og sted i geografi, plot og fortælling.
Vi har i den grad været der før.
Nordisk krimi med samarbejde over landegrænser. Selve intrigen med forsvundne børn går på krykker på Netflix og HBO.
Det eneste rigtigt originale ved historien er den poetiske frihed for realistisk sandsynlighed, nemlig den absurd himmelråbende ubetænksomhed, at en politifar udsætter sit spædbarn for stormfuld fare på et vådt dæk.
Men okay – alt er tilladt, hvis det sætter fut i historien. Det er desværre ikke rigtigt tilfældet her.
Der er for mange lange replikker, som pendler mellem det rimeligt realistiske og pinligt rædselsfulde. Ligesom i så mange andre danske serier er der vanskeligheder med dialogen: At få replikken til at lyde mundret ægte og samtidig være koncis og kontant.
Indtil videre er vi atter underholdt med folk og fæ på politistationen med meget lidt nyt under forhørslampen.
Kommentarer