Den engelske skuespiller Rebecca Halls instruktørdebut Dobbeltliv er et afdæmpet og imponerende selvsikkert periodedrama om race, identitet og socialklasse.
Filmens originale titel Passing henviser til den sociale praksis, hvor lyshudede sorte foregiver at være hvide – ”passing for white”. Det er et stadig ømtåleligt emne, som i 1920’ernes strengt raceopdelte amerikanske samfund var sprængfarligt.
Datidens New York vækkes sprudlende til live med elegante sort-hvide billeder af fotograf Eduard Grau, der understreger tidens rigide sociale strukturer.
Rebecca Hall er draget af samfundets usikre, inciterende gråzoner. Hun er selv af blandet etnisk ophav, og filmen – baseret på Nella Larsens bog fra 1929 – er ikke bare en ny kunstnerisk retning for skuespilleren. Den er også en måde for hende at udforske sin identitet på.
Tessa Thompson og Ruth Negga funkler i hovedrollerne som Irene og Clare, to gamle skoleveninder, der ved et tilfælde mødes på en hotelcafé i Manhattan. Det er en ubehagelig, utryg oplevelse for Irene, der gik ind på det mondæne etablissement – som er forbeholdt hvide – i håb om at falde i ét med tapetet. I stedet bliver hun fikseret af Clares intense, gnistrende charme.
Begge kvinder er tilpas lyse i huden til, at de ikke skiller sig særligt ud. Men hvor Clare glider selvsikkert gennem den hvide verden, dukker Irene forskræmt hagen, så hendes øjne er skjult bag randen på hendes klokkehat.
De to kvinder har valgt at leve deres liv på hver sin side af hudfarvens skillelinje. Clare er gift med en velhavende hvid mand, som ikke har den fjerneste anelse om hendes baggrund. Alexander Skarsgård er modbydelig i den noget løst skitserede rolle, hvor henkastet racisme er hans vigtigste kendetegn.
Irene er derimod en samfundsstøtte i Harlems sorte øvre middelklasse og har to sønner med sin hårdt arbejdende, stressede mand, som er læge. Mørkhudede drenge, som hun trodsigt fortæller Clare, da hendes gamle veninde jokende bekender, at hun er bange for at få et barn, hvis hud er mørkere end hendes egen.
Deres venskab har aldrig været enkelt. Det står klart fra det øjeblik, hvor Irene genkender Clare på caféen, og hendes øjne formørkes af ængstelighed. Begge skuespillere er eminente til at udforske nuancerne i det komplekse sociale spil.
Tessa Thompsons tilbageholdenhed som Irene står i kontrast til Ruth Neggas strålende, prangende Clare. Den ene af kvinderne bærer på et dybt sindsmørke, mens den anden stiller sig selv uforknyt til skue.
Men som handlingen skrider frem, og spændingen optrappes med pirrende klavermusik, der hænger som et spørgsmålstegn over hver en scene, udfordres vores førstehåndsindtryk.
Hvorfor er Clare så ivrig efter at genoplive deres venskab? Ser hun Irene som en måde at finde tilbage til et liv, hun mistede, da hun tog beslutningen om at ”spille” hvid? Eller begærer hun simpelthen Irenes liv, som Irene begynder at mistænke?
Det lys, der tændes i øjnene på Irenes mand Brian (André Holland), hver gang han får øje på Clare, gør ikke det mindste for at udglatte kappestriden mellem de to.
Irene hjælper heller ikke på situationen med sin høfligt stiltiende fordømmelse af de valg, Clare har truffet for at opnå privilegier, der ellers ikke ville være nogen af dem forundt.
Dobbeltliv er tematisk beslægtet med Douglas Sirks 50’er-klassiker Imitation of Life, men tonen i de to film kunne dårligt være længere fra hinanden. Hvor Sirks skæbneramte kvinder kastes omkring på følelsernes brusende hav, er Rebecca Halls figurer smagfuldt mådeholdne, til tider endda lidt kølige. Det er ikke altid lige let at holde af dem, og det kan være et problem.
Men det er en lovende debut. Irene og Clare holdes fanget af en klaustrofobisk anstændighed, der går gennem filmen som en uudtalt trussel. Lige indtil maskerne falder i en tredje akt, der rammer som en mavepuster.
Kommentarer