Doctor Sleep

Der er to slags vanvid, som bliver ved med at fascinere i The Shining fra 1980: Jack Nicholson-karakterens voksende sindssyge i mødet med det onde hotel Overlook og den nærmest matematiske galskab i Kubricks teknisk perfektionistiske håndtering af Stephen Kings forlæg. 

For cineaster er Kubricks film et værk og en filmteknisk bedrift, som man kan dykke ned i igen og igen uden nogensinde at blive færdig. 

The Shining fik ikke nogen overvældende modtagelse ved premieren. Anmeldelserne var blandede, og filmen blev ignoreret ved Oscar-uddelingen. Kubrick blev sågar nomineret til en Golden Raspberry Award – den berømte sviner-pris – som årets dårligste instruktør. 

Stephen King var heller ikke glad. Han kaldte Kubrick “a man who thinks too much and feels too little”. Men The Shining er i dag en klassiker, og med Doctor Sleep får filmen nu en fortsættelse, baseret på Stephen Kings roman fra 2013.

Ewan McGregor spiller Danny Torrance, som overlevede Overlook-hotellet, der tog hans far, og siden har forsøgt at holde dæmonerne i skak med alkohol og stoffer.

Da filmen starter, har han nået bunden. Men han flytter ind på et lille værelse i en ny by, melder sig ind i AA og får et job på et hospice.

Livet lysner.

Han har stadig evnen til at ”skinne”, som gør ham i stand til at trøste patienterne og giver ham kælenavnet ”Doctor Sleep”. Han får telepatisk kontakt med teenagepigen Abra, som også har evnen. Sammen må de to tage kampen op imod en gruppe omstrejfende vampyrer, ledet af den smukke og ondskabsfulde Rose the Hat (Rebecca Ferguson).

Doctor Sleep balancerer mellem nostalgi og moderne genrekrav. Og instruktøren Mike Flanagan er den rette mand til at få King, Kubrick og den moderne multiplex-biograf til at mødes.

I løbet af de seneste otte år har Flanagan stille og roligt etableret sig som en mere end solid genreinstruktør med en stribe stramme horrorfilm, blandt andet Stephen King-filmatiseringen Gerald’s Game. Hans fremragende spøgelsesserie The Haunting of Hill House er baseret på en roman af Shirley Jackson, men minder på mange måder om noget, Stephen King kunne have skrevet.

Flanagan har et talent for effektiv horror med det stærke fokus på karaktererne, som mange andre instruktører glemmer. I Doctor Sleep får han en nedtonet og sorgramt præstation ud af Ewan McGregor, som giver filmen en solid, følelsesmæssig bund.

Horror-sekvenserne er godt håndteret. Flanagan har et godt øje, og han ved, hvad der virker, men den snigende, kosmiske rædsel fra Kubricks film er erstattet af mere håndfast uhygge. Og midt i den effektive rutschebanetur sidder vi alligevel hele tiden lidt og venter på, hvornår filmen vil tage os tilbage til Hotel Overlook.

For Kubrick-fans er der masser at sætte tænderne i. Filmen er spækket med visuelle referencer. Flere kameragange og indstillinger fra The Shining er blevet lavet igen. Og ligesom i Spielbergs Ready Player One er Overlook-hotellet blevet minutiøst genskabt.

Der er også mere subtile henvisninger.

For eksempel har Danny Lloyd – der spillede Danny i The Shining – en lille rolle. Og i en scene med McGregor og Bruce Greenwood har Flanagan moret sig med at matche interiøret til scenen med Jack Nicholsons job-samtale i starten af The Shining.

Midt i alle Kubrick-referencerne er det i øvrigt værd at bemærke, hvor meget filmens omrejsende vampyrer virker inspireret af Kathryn Bigelows Near Dark fra 1987.

Doctor Sleep er både for filmnørder og for almindelige folk med lyst til to en halv times solid horror-underholdning. Det er også en langt mere konventionel film end The Shining.

Hos Kubrick var Jack Nicholson både hovedpersonen og monsteret. Der blev antydet mere end forklaret. I Doctor Sleep er Danny oppe imod mere traditionelle uhyrer, og efter en eksplosiv slutning på Hotel Overlook er indtrykket stadig, at dette er mere King end Kubrick. Og at få laver mainstream-gysere med samme håndelag som Mike Flanagan.