Doggystyle – hele sæsonen

Efter de første fire afsnit var jeg ikke spor hooked på DR3’s Doggystyle.

Først var der hovedpersonen, den 21-årige Asta (Rosemarie Mosbæk), og magen til en irriterende og unuanceret ung person skulle man lede længe efter. Det provokerede mig, at Asta skulle agere som repræsentant for den gængse københavnerinde, med sin bedrevidende attitude og sit højstemte snobberi.

Er det virkelig sådan, vi bliver betragtet af generationen over os? Som fuldkommen umulige, selvoptagede pattebørn?

Det fristedes jeg dengang til at spørge de ”rigtig” voksne, som jo for længst har vænnet sig til det voksne liv, de voksne vaner og det modne overblik.

Ser I ned på os eller hvad? Hvor er lysten til at indleve jer i vores verden uden at forvrænge eller parodiere den?

Doggystyle virkede på mig som en velmenende 30-årigs fascinerede, men samtidig også en smule forbeholdne og til tider hånlige fremstilling af en 21-årig kvinde anno 2018.

Men efter sæsonens ti afsnit er der sket en tiltrængt forandring.

Rammerne er de samme. Vi er fortsat et sted ved kysten i Odsherred, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Asta har godt nok fået et job på den lokale diner Tunen, men selv om hun har fingrene indsmurt i friture, forhindrer det hende ikke i at skælde ud på provinsen og stille umulige krav til curlingforældrene med en fastgroet, surmulende grimasse.

Men hvor jeg førhen tog afstand fra hende og søgte tilflugt hos barndomsveninden Jose, som jeg fandt langt mere rå, intelligent og kompleks, står jeg tilbage med følelsen af at have indlevet mig i Asta.

Om ikke konstant, så i glimt. Og de øjeblikke, som rummer nogle af seriens mest velspillede og helstøbte scener, har været vidunderlige.

Der er et nærvær mellem Asta og den hæse Jose, som kravler ind ad Astas vindue med et blåt sæbeøje efter en konfrontation med kæresten. Hun vil bare blive holdt lidt om, inden hun stikker af igen – tilbage til hverdagen. Der er også nærvær mellem Asta og hendes søster Ida, som man kan ærgre sig over bliver spillet af en skuespiller uden handicap.

Alligevel er udviklingen mellem de to rørende at følge med i.

Ida lider af cerebral parese og får i sæsonens sidste afsnit en avanceret computer af kommunen, som kan tale for hende. Med ét får hun et sprog og en stemme, som hun kan sige fra med.

”Hvorfor taler du altid om mig i tredje person, som om jeg ikke er her?” spørger hun sin søster, og Asta ser et øjeblik måbende på hende, inden hun rømmer sig og kommer med en uforbeholden undskyldning.

Det er en stærk scene.

I afsnit syv sidder Asta på forsædet ved siden af sin mor. Hun har netop mødt provinsfyren Bjarke, som hun er lidt vild med, og hans lille datter, som hun ikke anede fandtes.

Asta stirrer fjernt ud af bilruden. Måske er hun en smule overvældet, måske lidt fortabt. ”Why do I have to get sober?” lyder Shy Shy Shys hæse stemme på lydsiden. ”Why do I have to grow older? Give me a second, give me a moment life just ran me over.”

Scenen giver et af sjældent sug i maven. Den er ladet med Astas frustrationer, ikke bare over Bjarke, som har holdt sin datter hemmelig, men også over ungdommens fortabthed.

Jeg genkender Astas forskrækkelse, da det går op for hende, at hun ikke længere er et barn, heller ikke en purung pige, men en voksen kvinde. Hvordan kunne det egentlig gå til, og hvorfor skulle det pludselig gå så stærkt?

Jeg forstår det at ville løsrive sig fra sine tåbelige forældre og samtidig længes efter deres omsorg og vejledning.

Når Asta dropper de smarte bemærkninger og sin egen selvoptagethed – når serien giver hende tid og rum til at være sig selv med fejl og mangler – oplever vi en side af Asta, som er langt mere dragende og sympatisk end den overlegne københavnersnude.

Efter ti afsnit er Doggystyle stadig bedst i de momenter, hvor karaktererne frigør sig stereotyperne og karikaturerne.