Doggystyle – sæson 3

DR er tilbage med tredje sæson af ungdomsserien Doggystyle om den unge, slushice-drikkende Asta (Rosemarie Mosbæk) med glimmer på øjnene og en flabet attitude. 

I de tidligere sæsoner så vi Asta sætte det smarte københavnerliv på pause og flytte tilbage til forældrene i provinsen, hvor der drikkes redbull og spises fritter med remoulade på havnen. 

Ved slutningen af sæson to besluttede Asta og veninden Jose (Josephine Park) at tage ud og rejse. Men det afsløres hurtigt i den nye sæson, at veninderne ikke når meget længere end København, før Jose indser, at hun ikke har lyst alligevel og tager hjem igen. 

Asta derimod flytter ind hos skuespilleren Adam (Peter Zandersen) og hans kone, som hun tilfældigvis støder ind i på gaden. Adam tilbyder at coache Asta i skuespil, men man aner hurtigt, at der ligger noget gemt bag gæstfriheden. 

Vi får i den nye sæson masser af tid til at blive klogere på Jose. Det klæder serien, at hendes historie får lov at fylde, og den går næsten hen og bliver mere interessant end Astas. 

Jose forsøger at tackle sin angst og rive sig endeligt fri af sit tidligere giftige, voldelige forhold. Det er stærkt at se, hvordan hendes krop nærmest fysisk siger fra. 

Også lillesøsteren Ida, som lider af cerebral parese, er fængslende at følge. Sarah Juel Werner skildrer Ida med en smittende livsenergi og nerve. 

I anden sæson blev Ida mere selvstændig og begyndte at give udtryk for sine meninger og ønsker. Hun flyttede hjemmefra og blev kæreste med sin medhjælper Henrik. 

I tredje sæson bliver endnu flere nuancer af hendes personlighed udfoldet, og serieskaber Anna Emma Haudal giver et bevægende indblik i nogle af de problemer, man som handicappet må slås med i hverdagen. Herunder kampen med kommunen for at få bevillinger og anden hjælp til Ida, som selv må betale for sin psykologiuddannelse. 

”Jeg er dårlig økonomi,” som Ida udtrykker det. 

De seks afsnit er hver især blevet omkring ti minutter længere, men desværre bliver de ekstra minutter ikke udnyttet. Flere steder føles lange montagescener som rent fyld – for eksempel da Adam giver forskellige skuespilinstrukser til Asta, eller vennen Fnuggie prøvekører en bil til tonerne af D-A-D i en scene, der varer en evighed. 

Serien bliver indimellem lovligt urealistisk. Asta og Jose møder for første gang Adam og konen tilfældigt på gaden. De inviterer pigerne med hjem til at overnatte hos dem, og kort efter deres ankomst foreslår Adams kone, at de tager narkotikummet mdma. 

Doggystyle er dog stadig et aldeles charmerende bekendtskab, som er fyldt med humoristiske øjeblikke. 

Det er morsomt, da Asta på stoffer sender kærlige hilsener til sin overbekymrede mor og tilbagelænede far om, at hun elsker dem, og takker for, at de har født hende. 

Astas flabethed og konfronterende attitude er fortsat fængende, og man er i godt selskab med hende. Hun er kommet lang vej siden første sæson, hvor hun med næsen begravet i mobiltelefonen følte sig for fin til filterkaffe og et slavejob i provinsen. 

”Er det en ægte drøm eller en Insta-drøm?” spørger Jose, da Asta læser punktet om at skumbade i storkespringvandet op fra sin bucketliste. Hvortil Asta svarer, at man egentlig bare burde kaste sig ud i det – ikke for at få det dokumenteret, men for at mærke det på egen krop. 

Et fint indspark i debatten om den perfekthedskultur, der i disse år fylder på de unges sociale medier, hvor alle forsøger at fremvise deres spændende liv. 

”Alle har det bedre end mig,” siger Jose med reference til Instagram. Så er provinslivet, som ofte er uden internetdækning, mere ægte! Astas skrupforvirrede søgen efter en retning i livet virker ligeledes ægte. Og her kommer hendes far med måske seriens vigtigste budskab. 

”Man må godt være dum engang imellem. Livet handler om at græde den gråd, der skal grædes, og grine de grin, der skal grines.” 

Det er med andre ord helt okay at vælte rundt og lave fejl. Livet handler ikke om at træffe alle de rigtige valg og finde den direkte vej, men om at leve. Det viser serien på bedste vis.