Ved en udsolgt gallapremiere i Belgien summer fans af forventning, da en mystisk stemme lyder over højttalerne.
”Jeg ved, det går imod alt, hvad I har lært, men jeg beder jer: Tag jeres telefoner frem og film det her!”
En svagt oplyst mand toner frem i en video på lærredet. Han peger et kamera mod sig selv, og hans hænder ryster og fumler, så grågrønne nattebilleder flimrer. Linsen dugger til, da han henvender sig til publikum igen.
”Jeg har brug for, at verden ser den her meddelelse. I skal vide, at jeg ikke gjorde noget af det med vilje. Så når du også smittes i nat, har jeg beviser.”
Snart oplyses salen af hundredvis af grønne nattebilleder. Han har os i sin hule hånd – ganske sigende for den oplevelse, der følger. For det er instruktør Kristoffer Borgli, som i bedste found footage-stil introducerer os for konceptet ”delte drømme”.
Det er et uforklarligt fænomen, der efter sigende kan spores 5000 år tilbage, og i Dream Scenario rammer det den helt gennemsnitlige familiefar Paul (Nicolas Cage).
Han er en kedelig professor i evolutionsbiologi, nøler med at gøre sin bog færdig og ignoreres på daglig basis af sine to teenagedøtre.
Han forguder sin søde kone Janet (Julianne Nicholson), som virker lidt træt af deres manglende sexliv. Men en morgen ændrer alt sig. I løbet af natten er Paul blevet hovedpersonen i næsten hele verdensbefolkningens tilfældige drømme.
Det lader til, at han er den eneste røde tråd i den mærkelige pandemi. I provokerende og hylende morsomme sekvenser må Paul affinde sig med konstant at blive stoppet på gaden og grint op i hovedet af fremmede, som fortæller, hvor ynkeligt han har optrådt i deres drømme.
For uanset om der er gået ild i et hus, eller en kvinde er ved at føde, står Paul altid passivt og ser på, inden han hjælpeløst trækker på skuldrene og går.
Dream Scenario disker op med en kavalkade af absurd intetsigende drømmescenarier. Og selv om Cage dårligt nok løfter en finger i dem, fremstår hver drømmeoptræden som et friskt bud på inkompetence og kastreret maskulinitet.
Internettet elsker meningsløsheden, og Pauls manglende reaktion bliver det ultimative meme.
Imens ser hans kone skeptisk til. Som en af de eneste er hun ikke i stand til at drømme, og ægteskabet skubbes langsomt i baggrunden til fordel for berømmelse.
Kristoffer Borgli har tidligere stået bag den fascinerende Sick of Myself, som på tåkrummende vis udstiller unges selviscenesættelse. Nordmanden er tydeligvis glad for at skele mod Sverige, hvor Ruben Östlund er herre over knugende satire.
Dream Scenario disker op med et herligt mix af filosofisk refleksion over fælles bevidsthed, pinlige fædre og falleret sex.
Det er en stor mundfuld.
Men med familien som filmens kerne bliver koncepterne løst diskuteret over middagsbordet, og sådan bliver selv de mest utrolige ting jordnære.
Intet godt varer dog ved, og da Pauls grådighed efter popularitet eskalerer, skifter drømmene om ham karakter. Og filmen går fra slapstick til rendyrket horror. I ekstremt voldsomme gengivelser af drømme får han Freddy Krueger til at fremstå som en mønsterborger. Og han styrer mod enhver kendis’ værste mareridt: cancel culture.
Nicolas Cage er betagende i udviklingen af Pauls moralske fordærv og forargelse over internettets dobbeltstandarder.
Den ekvilibristiske optræden bliver sat på spidsen, når han i drømme balancerer mellem at være bloddryppende morder og verdens største komiske taber – nogle gange i én og samme indstilling.
I et overdrevent karikeret portræt af en gruppe TikTok-influencere mister Kristoffer Borgli noget af grebet om sin kommentar til jagten på berømmelse.
Men Dream Scenario reddes af et piskesmæld af følelser, når fokus vendes mod Pauls krakelerende forhold til hustruen. For hvad betyder det, at hele verden drømmer om dig, hvis den eneste, du egentlig vil have, ikke gør det?
Kommentarer