”Har du nogensinde følt dig hjælpeløs?” spørger den karismatiske rigmandssøn Nikolaj byens teenagedrenge, når han indlemmer dem i sin mystiske loge.
Spørgsmålet skal blotlægge den sårbarhed, drengene prøver at skjule for hinanden. Især efter, at logebroren Lasse er fundet død i en nærliggende sø.
Drenge dykker ned i dødsfaldet og lillebysamfundet med udgangspunkt i Nikolajs barndomsven Robin. Netop prøveløsladt efter tre års fængsel optrevler han de toksiske intriger.
Som en mystisk fremmed fra en gammel western vender Robin hjem til barndomsbyen og lægger vejen forbi det lokale vandhul. Her redder han med de bare næver sin gamle flamme Leonora (Karoline Hamm), da to fyre chikanerer hende i baren.
Det viser sig, at hun var kæreste med afdøde og er sikker på, at der er ugler i mosen. For at finde frem til sandheden beslutter de, at Robin skal infiltrere logen.
Men hans mission kompliceres, da afsløringer om, hvorfor han røg i fængsel, gør ham i tvivl om, hvem hans rigtige venner er.
Med et realistisk og poetisk visuelt udtryk opbygger den fremstormende instruktør – og Ekko Shortlist Awards-vinder – Jonas Risvig et enigmatisk provinsmysterium.
Enkelte billeder går igen og brænder igennem: skoven indhyllet i tågedis, gyngerne foran den stille sø ved nattetid, neonoplyste dansegulve og røgen fra brandslukkere, der slutter om de unge, når de danser i gaden. William Risvig – instruktørens bror –leverer slående originalmusik, der indfanger drengenes skrøbelighed og storhedsvanvid.
Foruden krimirammen med drabsopklaringen tager serien dristigt fat om giftig maskulinitet og religiøs vækkelse. Drenge udfolder sig til et medrivende ungdomsdrama, hvor modstridende kliker er parat til at gå i kødet på hinanden.
Sylvester Byders præstation som Robin er underspillet. Hans lighed med en ung Jeff Bridges leder tankerne hen på ungdomsklassikeren The Last Picture Show, og ligesom i Peter Bogdanovich’ film prøver de unge af ren kedsomhed hinandens grænser af – for at finde sig til rette i provinsen eller måske for at finde en vej væk derfra.
Debutanten Viktor Hjelmsø er et fund som alfahannen Nikolaj, der brændemærker sine følgere som en satanisk vækkelsesprædikant. Han er hypnotisk i en scene, hvor logebrødrene bryder ind i byens kirke for at uddele nadver, og han reciterer bibelvers fra prædikestolen, høj på testosteron og magtrus.
Den nytestamentlige dimension skaber en forventning om, at Robin som en anden Judas skal sætte en stopper for drengestregerne. Men han optræder også som en symbolsk frelser over for den falske profet Nikolaj, da han som del af logens optagelsesritual skal tæves og slæbe et stort kors på sin ryg uden for byen.
Dar Salim er fantastisk i rollen som Nikolajs uforskammet rige farmand med pelsklædt trophy wife under armen. Han spankulerer selvsikkert omkring med let spredte ben og skridtet presset fremad, som vil han udfordre enhver anden mands maskulinitet.
Nikolaj går på samme måde, da han arrogant vader gennem køkkenet på en restaurant og skruppelløst tager for sig ligesom en af de tunge drenge i Martin Scorseses Goodfellas.
Drengenes afstumpede adfærd leder tankerne hen på andre dysfunktionelle drengegrupper, for eksempel i Lone Scherfigs The Riot Club eller Penetrator-gutterne i Skam.
Jonas Risvig udstiller det maskuline univers med et glimt i øjet, når han viser drengene danse letpåklædt i skoven og homoerotisk underkaste sig Nikolajs vilje, mens han hånligt betragter dem.
I en scene pisser han ligefrem på sine undersåtter fra et hustag. En enkelt fyr drister sig til at kalde det ulækkert. Men ingen tør træde ud af lederens gyldne stråler.
Med en udsøgt balance mellem symbolik, kulturelle referencer og lyrisk formsprog er Drenge en bemærkelsesværdig fortælling og en helstøbt sanseoplevelse.
Kommentarer