Drengen og hejren

Det er en stor begivenhed, når der er nyt fra den japanske mester Hayao Miyazaki.

Med dybfølte, håndtegnede fantasifortællinger som Min nabo Totoro og Chihiro og heksene hører medgrundlæggeren af Studio Ghibli til blandt verdens mest elskede instruktører, og i sin første film i et årti leverer han atter ren filmmagi.

Drengen og hejren starter med en by i flammer. Drengen Mahito kæmper forgæves for at nå frem til sin mor, der forgår i flammehavet, mens en menneskemængde af gråbrune silhuetter blusser omkring ham.

De japanske nationaltraumer efter Anden Verdenskrig har fulgt Miyazaki gennem livet og kastet lange skygger over hans fantasiverdener. Men han har aldrig før tacklet dem så direkte.

Instruktørens far producerede flydele til luftvåbnet, og i Drengen og hejren ejer Mahitos far en fabrik, der gør det samme.

For at være tættere på den flytter Mahito og hans far noget tid senere ud på landet, hvor der også venter Mahito en stedmor.

Mahito bebrejder sig selv for ikke at redde sin mor. Skyldfølelsen gør ham indelukket og får ham til at modarbejde sig selv.

Han trives dårligt i sin nye skole og plages snart derhjemme af en mystisk, talende hejre, der hævder, at hans mor stadig lever.

Han lader sig ikke narre, men da han ser sin stedmor forsvinde ind i skoven, tager han alligevel med hejren på redningsmission til en magisk underverden.

Denne verden og dens beboere – både døde og levende – manes frem for øjnene af én, som springer de direkte fra Miyazakis fantasi og op på lærredet. Konvojer af spøgelsesskibe passerer i horisonten, mens talende pelikaner jager warawaraer – små ballonagtige væsner, der stiger til himmels for at blive til menneskesjæle.

Undervejs udviser Mahito stor viljefasthed og snusfornuft. Han møder en hårdfør søfarer, en pige med magiske kræfter og en troldmand, der beordrer hejren at ledsage Mahito. Den ellers så truende fugl viser sig at være en storsnudet mandsling, der bruger hejrehammen som en fjerklædt sparkedragt.

Drengen og hejren behandler tunge tematikker om død, sorg og forandring, men finder også plads til overraskende slapstick, ikke mindst leveret af en koloni af morsomme menneskeædende parakitter.

Det er Miyazakis sjoveste film siden debuten Slottet i Cagliostro og samtidig den, der er mest defineret af sine kontraster. Dens voldsomme og voldelige univers rummer også sublim skønhed med grønne vidder, knudrede træer og blå himmel.

Det er en film, hvis lige ikke er set længe i de danske biografer. Den møder sit publikum i øjenhøjde og stoler på, at de kan følge med på Mahitos underfundige, overraskende og rørende rejse.

Endnu engang sender Miyazaki både store og små mennesker videre i livet med visdom og en fabelagtig filmoplevelse i bagagen.

83-årige Miyazaki har flere gange truet med at gå på pension, men er efter sigende allerede i gang med næste projekt.

Alligevel føles Drengen og hejren som en art afsked og en mere opløftende af slagsen end hans forrige svanesang, Når vinden rejser sig.

Det biografiske drama handler om flydesigneren Jiro Horikoshi, hvis drøm om at designe smukke flyvemaskiner forurenes af at se dem sprede død under Anden Verdenskrig. En smuk, men vemodig fortælling, der føles som en selvransagelse af de ofre, Miyazaki har gjort for Studio Ghibli.

Længe var spørgsmålet, hvem der kunne drive studiet videre. Nu er det solgt og går en usikker fremtid i møde.

Når vinden rejser sig ender med, at Jiro opfordres til at leve videre, selv om hans livsdrøm er bristet. Drengen og hejren tager tråden op ved at spørge, hvordan man skal leve i en verden fyldt med sorg og ondskab. Hvordan skal man skabe i mødet med ødelæggelse?

Det føles som en fortrøstningsfuld opsummering af hans livsværk, når Miyazaki svarer: med hjertet åbent, fantasien i behold og vores egen fejlbarlighed til trods.