Drømme fra ødemarken

Den stolte aboriginer bestiger en mægtig bakke i den australske ødemark, som han har gjort det så mange gange før. Han bryder ud i en sang på sin stammes ældgamle sprog, og hans majestætiske røst harmonerer med de træer, buske og dyr, som han og hans folk i evig tid har været så tæt forbundet med.

Og så tænder han en smøg.

”Jeg havde ikke regnet med at bestige den her bakke igen. Især fordi jeg drikker og ryger så meget,” siger han og klør sig på ryggen med en pind, han finder på jorden.

Den midaldrende Gabriel gør, hvad han kan for at holde fast i den kultur, der med Englands kolonisering af kontinentet i det 18. århundrede blev udsat for et måske uoverkommeligt overgreb. Men hans lille vennegruppe af traditionelle aboriginere får ikke megen støtte af lokalsamfundet.

Europæisk kultur er i det 21. århundrede status quo, og de ældgamle stammeritualer, som Gabriel pligttro deltager i, er nu overrendt med turister, og hans spirituelle dans kommer til at ligne en parodi på sig selv.

Det romantiske billede af den vilde, men vise indfødte er så fjernt som nogensinde før, og tilbage er kun den triste, undertrykte aboriginerklasse i Australiens yderlige provinser, der lever med en af verdens højeste selvmordsrater.

I Jannik Splidsboels dokumentar om tre generationer af aboriginere på et udsat australsk område er der ikke megen pomp og pragt.

Den tidligere alkoholiker Felicity forsøger at holde sammen på sin familie. Hendes mand er hvid australier, og hendes ældste datters hvide hud illustrerer den kulturelle splittelse, der dominerer familien.

Datteren og hendes ældre bror har efterhånden opgivet at holde fast i den aborigine kultur, efterhånden som de ser deres jævnaldrende begå selvmord på stribe i den trøstesløse ødemark. Ikke engang kunsten at kaste med boomerang kan de finde nogen særlig begejstring i længere.

Der er tilsyneladende intet håbe for det lille lokalsamfund, hvor de ældste ikke vil tale, og de yngste ikke har noget positivt at sige. Lige indtil Billy viser sig.

Den smilende og eventyrlystne teenager møder sin halvbror, Jordan, der kommer fra byen og ikke før har beskæftiget sig med sin kulturarv. Billy sætter sig derfor for at lære sin nye bror, hvordan man er aboriginer i det 21. århundrede.

For det er han.

Livsglade Billy forener ubesværet sin baggrund med vestlig ungdomskultur på en måde, der kun kan give håb for fremtiden i hans hærgede generation.

Han fisker med net og springer fra klipper, men kan også citere lange stykker af mesterbokserens Muhammed Alis interview. Han går til fester og lytter til Bruno Mars, men ved også, i hvilke træer man finder de største og mest saftige larver.

Han ved, hvor han kommer fra og er ikke blind for den tragiske situation, hans folk befinder sig i. Men han forstår også sin samtid og har beundringsværdig empati for sin nye halvbror, der har svært ved at forholde sig til den fremmedartede kultur.

Dokumentarholdet formår med stor dramaturgisk forståelse og subtil fortællekunst at berette om en kulturs undergang og potentielle genopstandelse.

Drømme fra ødemarken gør os bevidst om, hvor vigtig vores egen kulturforståelse er, men også hvor nødvendigt det er at tilpasse sig.

Gabriel er nederlaget, Felicity er offeret, og Billy er håbet, der sender os ind i en bedre fremtid.