Enhver, der en stille nat er zappet forbi Eurosport og har set professionel skak, ved, at det ikke er verdens mest publikumsvenlige sportsgren.
Ikke desto mindre er det en af de mest mytologiske, hvor den menneskelige hjerne presses til sit yderste.
Gennem historien er mere end ét skakgeni kollapset under det ensomme spil, der kun består af ens hoved, 32 brikker og én modstander. Imens er det for udenforstående ikke meget andet end to mennesker, der stirrer på et ternet bræt.
Så meget mere imponerende er det, at en af de bedste sportshistorier nogensinde handler om skak og netop er udkommet på Netflix.
De fleste store sportsfilm og -serier genfortæller virkelige historier, men Dronninggambit – baseret på amerikanske Walter Tevis’ roman af samme navn fra 1983 – er ren fiktion. Og det er heldigt.
Fri fra virkelighedens begrænsninger har instruktør og manuskriptforfatter Scott Frank haft frie tøjler til historien om en forældreløs pige, der i 60’ernes USA kæmper sig til tops i den mandsdominerede, internationale skakelite.
Idéen er sådan set hverken kompleks eller original. Ligesom Janus Metz’ fremragende tennis-film Borg er det en historie om total ensomhed og indre turbulens, der giver sig til kende gennem sport.
Men hvor Borg beskæftiger sig med virkelige atleter og derfor kun kan gisne om hovedpersonernes mentale liv, er skakgeniet Beth Harmon skabt til lejligheden.
Som otteårig kommer hun på børnehjem og bliver øjeblikkeligt afhængig af beroligende medicin. De ansatte har den samme ukritiske holdning til nervemedicin, som herhjemme blev praktiseret på 60’er-drengehjem som Godhavn.
Men alle de ubehagelige oplevelser føles kun som fjerne strøtanker på Beths livsrejse. I korte glimt ses den indelukkede kvinde udefra igennem de mange venner og rivaler, hun møder, men hun skubber dem altid på afstand. Fokus er på de indre følelser hos det svigtede barn.
Anya Taylor-Joy har anlagt en kold og underspillet spillestil i rollen som Beth. Alligevel får man stor indsigt i hendes følelsesliv, fordi hendes ansigt – komplet med gigantiske øjne – er ekstremt udtryksfuldt, og den unge skuespiller mestrer antydningens kraft.
Rundt om hende brillerer også de andre skuespillere.
Thomas Sangster giver den fuld arrogance-pedal som flamboyant stormester, men overraskende nok er det Harry Melling (fætter Dudley i Harry Potter-filmene), der stjæler opmærksomheden.
Med øjne som et dådyr hypnotiseret af billygter, en imponerende ro i sit spil og kikset charme har han potentiale til at blive en ny generations Hugh Grant eller Colin Firth. Melling gør Beths beundrer Harry Beltik til en dybt elskelig figur.
Det øger frustrationen over Beths selvforskyldte ensomhed. Ønsket om, at hun kan tage sig sammen og stole på de åbenlyst gode mennesker omkring hende, bliver en effektiv drivkraft igennem seriens syv afsnit.
Men intet af det havde fungeret, hvis ikke det var lykkedes at gøre selve skakspillet filmisk. Og det må man sige, at det er.
Bønner lander som atombomber på brættet, dronninger ofres med samme smerte, som var det mennesker, og små skift i spillernes mimik signalerer forskellen på liv og død. Selv om det nok er de færreste, der forstår de komplicerede taktikker, sidder man på kanten af sædet, når Beth nervøst afventer den sovjetiske mester Borgovs næste træk.
Endelig er der blevet tilsat tonsvis af glamour, som ikke ligefrem præger virkelighedens skakverden.
Beth bliver stadigt mere velklædt, og hendes bekendtskaber mere og mere farverige, mens alt det bedste musik fra 60’ernes USA kører i baggrunden.
Efter Dronninggambit får man lyst til at finde morfars gamle skakbræt frem og lære en åbning eller to. Skak har aldrig været lækrere eller mere gribende.
Kommentarer