Elementært

Hvad enten det er tiltænkt eller tilfældigt, har film fra både Pixar og Walt Disney Animation Studios de senere år kredset om forældreopgør. 

I værker som Luca, Rød, Vaiana, Encanto og En forunderlig verden må hovedpersonerne løsrive sig fra opvæksten for at finde deres egne ben at stå på. 

Det føles også som en slags programerklæring, efter at John Lasseter, begge studiers ledestjerne, trådte tilbage i 2018 efter anklager om krænkende adfærd. Hans efterfølger hos Pixar, Pete Docter, har holdt fanen højt siden, også selv om studiets bedste film fortsat er hans egne: Monsters, Inc., Op, Inderst inde og Sjæl. 

Elementært lander et sted mellem Pixars floskler og mesterværker. 

Det gælder især for Ildfolket, som på grund af deres destruktive væsen lever isoleret fra resten af befolkningen. De har nok i deres egen, ubestemmeligt østeuropæiske kultur, en tankegang som den unge Ilena har fået ind med modermælken. 

Hun står over for at overtage familievirksomheden Ildstedet, en købmandsforretning som også er blevet et samlingspunkt for Ildfolkets diaspora. Men da kundernes kævleri får vulkanen Ilena til at gå i udbrud, kommer hun til at slå hul på et vandrør, hvorefter inspektøren Evan – en Vandperson – pludselig fosser ind i kælderen foran hende. 

Evan spotter lynhurtigt reglementsbrud nok til at lukke biksen. Da Ilena halser efter ham for at ændre hans holdning, bliver det startskuddet til et eventyr tværs gennem Element City – og en umage romance mellem ild og vand. 

Peter Sohn er en Pixar-veteran, der har sat sine fingeraftryk på mange af studiets bedste film. Han var inspirationen bag spejderdrengen Russell i Op. Som instruktør leverede han et af selskabets sjældne flop: Den gode dinosaur, et velment, men uinspireret urtidseventyr. 

Elementært har langt mere på hjerte. 

Peter Sohn voksede op i en koreansk familie i New York, og han hylder sin hjembys smeltedigel af forskellige nationaliteter i skildringen af det sprudlende multikultursamfund Element City. 

Det er skægt og opfindsomt, hvordan de forskellige elementer forsøger at tage hensyn til hinanden, selv om de ofte støder sammen. Som på en metrotur, hvor Ilena må holde godt fast for ikke at stikke ild på de andre passagerer! 

Da det viser sig, at der er vandlækager overalt i Ilddistriktet, sætter Ilena og Evan sig for at afdække, hvad der ligner en konspiration mod byens mest udsatte befolkningsgruppe. 

Jo længere opklaringsarbejdet tvinger Ilena væk fra stamkvarteret, desto mere trækker det i hende efter at bryde med den retning, hendes forældre har udstukket for hende. 

Det er en problematik, som mange immigrantfamilier vil kunne nikke genkendende til. Men det er også velkendt farvand for amerikanske animationsfilm. 

På papiret ligner Elementært et kryds mellem de antropomorfe følelser i Inderst inde og racetematikken i Zootropolis, og Ilenas historie er da også en typisk Pixar-fortælling om at stå ved sig selv og følge sine drømme. 

Heldigvis er filmen spækket med en velgørende autenticitet og oprigtig fortælleglæde, som ikke mindst kommer til udtryk i animationen. 

Ild og vand har altid været noget af det sværeste at animere, så forholdet mellem Ilena og Evan er også en måde for Pixar at spille med musklerne på. Fra de mindste gags til de stærkeste følelsesudbrud følger animationen fornemt trit med Peter Sohns kunstneriske ambitioner. 

Selv når ambitionerne virker mere beskedne end i andre Pixar-film, leverer Elementært varen som en drønflot og stærkt underholdende eventyrfortælling.