Det er et stort brød, der slås op i Dag & nat, Lone Scherfigs stærkt imødesete hospitalsserie.
Serien følger de fortravlede jordemødre på en fødegang med Sofie Gråbøls blæksprutte af en afdelingsjordemoder, Ella, i centrum.
Ambitionerne mærker man tydeligt under verdenspremieren i Berlinalen søndag aften, hvor de første to afsnit af i alt otte blev vist. Til maj kan serien ses herhjemme på TV 2.
Og allerede fra de første minutter er Dag & nat et vedkommende dansk drama med øje for den personlige fortælling og det store perspektiv. Et ensembledrama af den slags, Lone Scherfig mestrer til fulde, med et genkommende tema om at hjælpe hinanden.
Introsekvensen består således kun af hænder – unge såvel som gamle – der finder hinanden eller lukker sig om sig selv. Det er et glimrende ledemotiv for en historie om at holde i hånd, fordele byrden og løfte i flok.
Det er planen, at serien over flere sæsoner skal følge skiftende afdelinger af hospitalet. Som en slags hospitalsseriens The Wire. Ledelsen er pålagt endnu en sparerunde, og fødeafdelingen er allerede nødt til at afvise fødende kvinder.
Dermed taler Dag & nat ind i en aktuel samfundsdebat om vores prioritering af sundhedsvæsnet. ”Vi kan ikke løbe stærkere,” som Marijana Jankovic’ jordemoder Louise siger.
Ella må tage mellemledermasken på, når jordemødrene klager over lange arbejdstider. Og når de – næsten værre – bider dem i sig. Men hun er også selv nødt til bare at hakke et stykke wienerbrød i sig, før hun flyver ud ad døren.
Sofie Gråbøl er forventeligt fremragende.
Ella er et forjaget anker for historien, en medfølende leder, der doserer omsorg mellem patienter og pressede ansatte. Snart får hun også selv personlige problemer efter en affære med børnelægen Jerry (Pål Sverre Hagen), der er flyttet fra sin dybt religiøse familie i Norge.
Serien udspiller sig over ni måneder, hvor nye fødende i hvert afsnit føjer sig til den samlede fortælling.
De to første afsnit viser en tvillingefødsel, som må tages ved kejsersnit, en alkoholiseret mor, hvis barn mangler ilt, en uegnet mor, der allerede har bortadopteret barnet, og en dødfødt baby til et lægepar, der har brugt år på kunstig befrugtning.
Tragedierne byder sig til, men det gør de opløftende historier også. ”En fødsel er som en omvendt trafikulykke,” forklarer Ella. ”Der er en masse blod og skrigen, men når røgen har lagt sig, er der ét menneske mere, end da det startede.”
Sofie Gråbøl får dygtigt medspil af veteraner som Charlotte Munck og Mette Horn. I andet afsnit gør svenske Mattias Nordkvist indtryk som kirurgen Jacob, der får hænderne fulde på den næste afdeling, efter at en skolebus er forulykket.
Det afsnit starter med en lang optagelse af kaosset på afdelingen, med blødende og døde børn, mens lægerne må kæmpe for at holde hovedet koldt.
Det dramatiske potentiale på et hospital er indlysende, men virkeligheden spidsvinkles ikke ud i lægegenrens velkendte sæbeopera. I stedet holder Scherfig et sobert fokus på en genkendelig dansk virkelighed og de følelsesmæssige omkostninger, det har at holde andre i hånden på deres livs værste – eller bedste – dag.
Dag & nat er et flagskibsprojekt for Creative Alliance, et produktionsselskab stiftet af Lone Scherfig, Ole Christian Madsen og producer Malene Blenkov, der alle har samarbejdet på serien.
Lone Scherfig er hovedforfatter, men har kun instrueret de sidste to afsnit. Resten er fordelt mellem Ole Christian Madsen (Krudttønden) og Søren Balle, der efter Klumpfisken har gjort tv-karriere på sin bløde humanisme.
Når man alligevel sidder tilbage med et lidt rutineret indtryk af serien, har det at gøre med, hvor meget uindfriet potentiale der også er undervejs. Man når at savne, at nogle af sidehistorierne blev fulgt mere til dørs.
Afsnittene varer kun godt 40 minutter hver, og det føles kort.
Hvorfor presser den unge jordemoder Tine sine patienter til naturlige fødsler, selv når de skriger af smerte? Hvorfor stiller Louise sig så meget imod, da hun bliver tildelt en mandlig jordemoderpraktikant?
De første afsnit spreder mange brødkrummer, som resten af sæsonen vil følge op på. Man kan håbe, at der vil være lidt mere på spil, efterhånden som de fremragende skuespillere kommer mere på banen.
Redefinerer serien genren, som Berlinalen hævdede, da serien blev udtaget til festivalen? Nej, men den gør intelligent og mådeholdent brug af fødeafdelingens indlejrede dramatik.
Det tegner yderst lovende efter de første to afsnit. Kimen er lagt til en ny dansk dramasucces.
Kommentarer