For mange skoleelever stikker frygten for at blive valgt sidst til holdsport dybt.
Men for Aksel gør det mest ondt, at selv den ensomme, kejtede Lau, som han ellers har prøvet at knytte et venskab med, vælger atletiske William.
Skuffet ser han over på sin nye ven, der med røde kinder prøver at undgå øjenkontakt.
På herretur med sine klassekammerater prøver hovedpersonen Lau at være nede med de store, stærke fyre. Måske deres maskulinitet kan smitte af på den usikre unge mand?
Imens kan et spirende venskab med flamboyante Aksel forhindre ham i at blive anerkendt som En af drengene, der er titlen på Viaplays nye ungdomsserie.
Over en times spilletid skal de unge fyre udstå en række manddomsprøver som tovtrækning og mere spejderlignende discipliner såsom at finde vej med kort og kompas.
Ved vejs ende kåres vinderen til titlen som en rigtig mand.
De fleste af gutterne ser op til den stærke og rapkæftede William (Oliver Tikotzki) – en tyrenakket hulemand, der håner Lau for en svag fysik og for at få jern på i badet.
I løbet af de fire korte afsnit spørger serien ironisk, om man kan være en såkaldt rigtig mand, hvis man går med ørering, har afbleget hår og hellere vil kysse med drenge end tale om kvinders bryster og dyrke gammeldags mandeidealer.
Det er en pinligt akavet scene, når William spørger Lau, hvad han synes om en ung kvinde, som har sendt intime billeder. Situationen gør hovedpersonen utilpas, og det ved William øjensynlig godt.
Men han nyder sin magt over klassekammeraten.
I stedet for tekster, der ruller over skærmen, står titlen i hvert afsnit ridset ind i en dør eller en rude som graffiti. Der er heller ikke en klassisk intro med titelnummer skrevet til serien, så man bliver hver gang smidt direkte ind i handlingen, hvor den sidst stoppede.
Instruktør Teys Schucany er uddannet fra den alternative filmuddannelse Super16 i Valby. Han har en særlig evne til at skildre ømhed mellem mænd. Både hvad angår seksualitet, venskab og binær opfattelse af maskulinitet.
I hans afgangsfilm Flygt frys kæmp prøver en ung mand at genfinde sin seksualitet, efter han er blevet voldtaget. Men hans skrøbelige indre liv gør ham ikke umandig.
Den samme indadvendte angst kendetegner En af drengene, hvor Lau skal affinde sig med, at han ikke er ligesom de andre drenge. Ord som ”tøsedreng” slynges omkring. Det er nemlig sådan, han er bange for, at de andre ser ham.
Men William er ikke en komplet skurk. Til Lau fortæller han, hvor meget konkurrencen betyder for ham. Når han sparker nedad, ved han godt selv, at det handler om usikkerhed.
Rasmus Botoft og Morten Burian gør det udmærket i morsomme roller som underviserne, der med de bedste intentioner vil guide de unge drenge ind i voksenlivet. Men det er de yngre skuespilleres sårbare præstationer, der bærer værket.
Jonathan Meinert Pedersens er takket være sin sarte ansigtsmimik fremragende som Lau. Det er smertefuldt at se karakteren kæmpe med sig selv, og når præstationen er allerbedst, er replikker overflødige.
Som seer aflæser man ubehaget ved manddomsprøverne i skuespillerens tøven og søgende blik, der søger anerkendelse fra de jævnaldrende.
Når Lau i afmagt løber igennem en mark, giver det en umiddelbar forløsning. Men når han med spejlblanke øjne stopper op, er han stadig ensom og føler sig forkert.
Lige så grufuldt det er at se den unge mand lide under idealer, han ikke kan leve op til, lige så håbefuldt føles det, når han ubesværet taler med Aksel (Jacob Spang Olsen).
Ingen af dem passer rigtigt ind, men noget tyder på, at de to – modsat drengene, der peaker som teenagere – har deres bedste år foran sig.
”Det bliver bedre,” var sloganet i en amerikansk tv-kampagne i 00’erne, der skulle forhindre homoseksuelle i at begå selvmord.
Et lignende budskab har En af drengene, der trods hovedpersonens angst bevarer et tiltrængt optimistisk perspektiv.
Kommentarer