Én ulykke kommer sjældent alene

”Kig væk. Denne serie vil ødelægge din aften, hele dit liv og din dag.”

Sådan lyder de første linjer i introsangen til tv-serien Én ulykke kommer sjældent alene.

Den er baseret på en bogsserie af samme navn skrevet af den fiktive forfatter Lemony Snicket, der også optræder i tv-serien spillet af Patrick Warburton.

Han fortæller med alvorlig og bedrøvet røst den grusomme historie om de tre søskende – Klaus, Violet og Sunny Baudelaire – som mister deres forældre i en ildebrand.

Børnene har intet andet tilbage i livet end hinanden og den kæmpemæssige formue, de står til at arve, når de er gamle nok. Formuen er en ringe trøst for børnene, der nu skal bo sammen med deres nærmeste slægtning Grev Olaf (Neil Patrick Harris).

Grev Olaf er en skummelt udseende skuespiller og viser sig at være yderst koldhjertet og ondskabsfuld. Han er ligeglad med børnene, til gengæld er han meget interesseret i den formue, de står til at arve.

Derfor bliver de indlogeret i hans hjem, der ligner et victoriansk spøgelseshus, som har overskredet sidste salgsdato.

Scenografisk ligner serien noget af det tidligste, Tim Burton lavede, og de symmetriske billedskæringer leder tankerne hen på Wes Andersons universer.

Sagt på en anden måde er serien vanvittigt flot, eventyrlig og stemningsfuld. Replikkerne er som skåret ud af bøgerne, og serien har et teatralsk udtryk, som åbner for en underholdende og humoristisk brug af ironi.,

Grev Olaf er nok Neil Patrick Harris’ bedste skuespilpræstation til dato, og han overstråler selveste Jim Carrey, der spiller samme rolle i en 2004-filmatisering af bogen.

Harris svømmer som en fisk i det kunstige og absurde miljø, og det klæder ham at få en rolle, hvor han kan få lov til at skabe sig og være sarkastisk uden grænser.

Den onde greve giver kun de tre børn én seng at sove i, og alt, hvad de får lov til at lave, er opslidende husarbejde.

Serien igennem prøver Grev Olaf at få fingrene i børnenes formue, blandt andet ved at narre Violet til at gifte sig med ham og ved at myrde børnenes andre slægtninge.

Han gør brug af adskillige morsomme forklædninger, som aldrig narrer børnene, men altid narrer de voksne. Børnene er yderst intelligente. Klaus er en altvidende bogorm, Violet en kreativ opfinder, og selv om Sunny kun er en baby, gør hun stor nytte ved at kunne bide igennem alt med sine stærke tænder.

De voksne i serien bliver fremstillet som naive og dumme, og under den barnlige overflade er serien ofte en satirisk kommentar til virkelighedens samfund, hvor voksne går rundt med skyklapper og kun kan relatere sig til ting, der angår deres egen profession.

Musikken er lige så eventyrlig og stemningsfuld som kulisserne, og det kan sagtens føles koldt om hjertet når børnene mister endnu en slægtning eller konfronteres med endnu et horribelt skrækscenarie.

Serien balancerer generelt mellem det komiske og det melankolske meget lig Tim Burtons tårefremkaldende Edward Saksehånd.

I seriens tredje afsnit bliver børnene indlogeret hos deres umådeligt rare onkel Monty (Aasif Mandvi). Han bor i et kæmpe hus med en stor have, der faktisk ligner Edward Saksehånds smukke gårdhave til forveksling – komplet med blomster og hække, som er klippet så de ligner dyr.

Historien har et mystisk lag, som gør den perfekt til binge-watching. Ingen ved nøjagtig hvad der skete med Baudelaire-børnenes forældre, og hvert afsnit slutter med en cliffhanger,som gør det ulideligt ikke at se det næste afsnit med det samme.

Det kan gudskelov lade sig gøre, da det er en Netflix-serie, og alle otte afsnit bliver lagt op på én gang.

Én ulykke kommer sjældent alene er en uhøjtidelig, skæv og anderledes tilføjelse til Netflix’ seriebibliotek, som både børn og voksne kan få stor glæde af.