I anden akt, første scene, i Shakespeares tragedie The Life and Death of King Richard the Second (1595) holder John of Gaul en tale, som siden er blevet herostratisk berømt, skønt den egentlig er helt og holdent fiktiv.
Kongens onkel kalder sin nevøs kongerige for ”This blessed plot, this earth, this realm, this England” i en patriotisk lovsang. Og det er herfra, at den nye store satsning om covid-19-skandalen i Storbritannien har sin lidt højstemte titel.
Coronavirus er stadig aktuel.
I skrivende stund er denne anmelder faktisk ved at komme sig over en forbavsende barsk omgang covid-19. I det seneste døgn er der, alene i Danmark, hele 39 personer, der er døde af virussen, som i disse dage igen er i hastig stigning.
I Storbritannien er tallet for det seneste døgn 579 – og samlet set har cirka over 200.000 mennesker mistet livet på grund af virussen i Det Forenede Kongerige. I Danmark er tallet 7.286 personer.
Michael Winterbottom (In This World, 24 Hour Party People) har skabt en velproduceret, velskrevet og velspillet serie om covid-19. Det er virkelig lækkert britisk tv-drama. Helt i front er en Kenneth Brannagh, som – forklædt og maskeret til næsten ukendelighed – spiller landets premierminister med stor præcision.
Brannagh er Boris Johnson helt ned i stivheden i ryg og arme, helt ned i den sløje, britiske udtale af alle de græske citater, han smider om sig med. Selv vorten på hagen er med.
Men lige så vigtig er faktisk Simon Paisley Day, som spiller spindoktoren Dominique Cummings. Embedsmanden bragte sig selv til fald, da han sked højt og flot på de corona-ristriktioner, han selv havde lavet, og daffede på landet, da alle andre skulle blive hjemme.
Brannagh er Shakespeare-elsker om en hals, og man skal ikke tage fejl af referencen i titlen. I Shakespeares Richard II-stykke er det centrale kongens fald, men nok så meget hele hoffets rænkespil, som de til sidst selv snubler i.
Som serien skrider frem, skærpes den fortælling, der i grunden ender som et showdown mellem Johnson og Cummings, som presses af de aggressive britiske medier.
Serien begynder ellers roligt.
Vi sluses sløvt ind i coronahistorien, som vi husker den. Nå, der er lidt knas i Kina med en influenza. Nå, nu dør der et par stykker. Så vender folk hjem fra skiferie i Italien – som de gjorde i Danmark – og, bang, så er der virus.
Først lidt, så mere, så overalt.
Serien er kaldt politisk, og den kan godt ses sådan. I Storbritannien kæmper medierne om at fordømme den.
Den er kommet ”for tidligt”, mener BBC. Den er så Boris Johnson-venlig, at det er ”completely bananas”, siger den lidt Politiken-agtige The Guardian. Den skal ”undgås som pesten”, fniser centrumvenstreavisen The Independent.
Men selv et ærkekonservativt medie som The Telegraph afviser serien blankt, rent kunstnerisk. Alene Brannaghs paryk ligner slet ikke Johnsons hår, fordi frisuren ”muligvis er for urolig til at kunne genskabes troværdigt”, som der står.
Men Michael Winterbottoms samfundskritiske serie vinder alligevel i sidste ende. Den er en temmelig skarp diagnosticering af en regerings håbløst elendige håndtering af en medicinsk krise, der tilsyneladende er kommet til at koste måske faktisk dobbelt så mange menneskeliv, som den havde behøvet.
Og hvilke menneskeliv er det så?
Ja, det er faktisk et af seriens egentlige ærinder. Vi ser de mennesker, der gik til. De pårørendes sorg. Sosu-assistenternes traumatisering. Lægernes hjælpeløshed. Sygeplejerskernes gråd.
Vi er med, når den sorte familie pulveriseres, da faren dør. Da en asiatisk familie mister sin matriark. Da børn mister mødre. Da gamle kvinder mister deres elskede ægtemænd. Vi er med, når gamle venstrefløjsere stiller træskoene. Og da fornemme kvinder vipper stiletterne af.
Skildringen af Boris Johnsons eget covid-19-forløb, som var temmelig voldsomt, er barsk at følge i slowmotion over to afsnit. Da prognosen lyder, at risikoen for, at han ryger i respirator, er fifty-fifty – og at overlevelsen derefter igen reduceres med samme odds – retter man sig i sofaen.
This England er en serie, der skal vaccinere os mod en regerings massive svigt af den befolkning, den reelt skulle servicere – og beskytte.
Man kan roligt tage alle seriens seks skud omgående.
Kommentarer