Equinox

Det var en mildt sagt blandet fornøjelse at kæmpe sig igennem Netflix’ første danske serie The Rain, og Adam Prices norske eskapader i Ragnarok fik heller ikke vores anmelder op at ringe.

Så det var med bange anelser, at denne anmelder tog hul på streaminggigantens nyeste bud på et globalt hit fra disse breddegrader.

Men de blev hurtigt gjort til skamme.

Equinox er baseret på DR’s drama-podcast af samme navn (dog med tilføjelsen 1985 på audiomediet), og begge er skabt af Tea Lindeburg, der har fået sin filmuddannelse på Super16, men også har en fortid som filmanmelder på DR2.

Netflix-serien har hun lavet sammen med instruktør Søren Balle på selskabet Apple Tree Productions, der er grundlagt af Piv Bernth og Lars Hermann, som stog bag Forbrydelsen og Arvingerne på DR. 

Historien handler om radioværten Astrid (Danica Curcic i den altdominerende hovedrolle), der lever et stille liv på Bornholm med sin datter, selv om forholdet til pigens far noget anspændt.

Et opkald ind til radioprogrammet flår fortiden op, så hun bliver nødt til at tage tilbage til København og konfrontere sig med ting og personer, hun har forsøgt at fortrænge.

I 1999 forsvandt Astrids storesøster Ida (Karoline Hamm) sporløst sammen med resten af sin gymnasieklasse, da de var på studenterkørsel. Et af de sidste minder, den daværende niårige Astrid (Viola Martinsen) har om sin søster, er, at hun overværer et skænderi på den skæbnesvangre dag mellem Ida og moren (Hanne Hedlund).

Hvad der umiddelbart virker som en ganske simpel opklaring af et mysterium, udvikler sig dog hurtigt til noget mere dystert. Astrid plages af mareridt og ser flere gange mennesker eller uhyggelige skabninger, som ikke er der.

Fans af Netflix’ fænomenale tyske sci-fi-serie Dark vil uden tvivl kunne nikke genkendende til den atmosfære, Tea Lindeburg og de andre kreative kræfter etablerer. De to serier har forsvundne børn, skift mellem nutid og fortid samt konspirationer gennem generationer tilfælles.

Men som serien udvikler sig igennem de seks afsnit, lægger den sig genremæssigt tættere op af HBO-thrilleren The Third Day.

Det er her – efter de tre første afsnit – at Equinox for alvor bliver spændende.

Titlen Equinox giver et hint om, hvad der er i vente. Det refererer til jævndøgn – de to dage på året, hvor solen står direkte over ækvator, så nat og dag er lige lange.

Netop naturen og de astrale himmellegemer spiller en afgørende rolle i det univers, som bliver afdækket, jo tættere Astrid kommer på sandheden om Idas forsvinden.

Springene frem og tilbage i tid fungerer sømløst, og især de øjeblikke, hvor vi følger Ida, får karakter af varsler om, hvad der vil ske. Og kemien mellem Karoline Hamm og Fanny Leander Bornedal som Idas veninde Amalie slår gnister.

Der er dog ingen over Danica Curcic.

Serien lever og ånder med Curcic’ portræt af en kvinde, der bærer på et traume i sit inderste – et traume, som bliver blotlagt og igen torturerer hendes sind.

Det er primært de negative følelser – sorg, vrede og frustration – Curcic giver skuespillektioner i, og derfor virker det så meget desto meget mere befriende, når Astrid har en hyggelig og varm session over Skype med sin lille datter.

Det er dog kun for en lille stund, for der er ikke tid til at dvæle i nutiden. Jo tættere Astrid kommer på svar, jo mere bekymret bliver de nærmeste for hendes sindstilstand. Og uvisheden om, hvad der er fantasi, og hvad der er virkeligt, tvinger seerne til hele tiden at være på tæerne.

Er Astrid bare ved at gå fuldstændigt op i limningen, eller byder skoven på mere end store, dunkle træer?

Det virker, som om slutningen på afsnit seks vitterligt afrunder fortællingen, så vi undgår den irriterende serietendens til at udvande og udpine et kløgtigt koncept.

Så rosen herfra er i høj grad betinget af, at de kreative kræfter ikke sælger ud. Stop, mens legen er god – og I har lavet den bedste danske Netflix-serie til dato!