Så snart det nævnes, at Storbritanniens store, kunstneriske personlighed – den allestedsnærværende Sherlock Holmes-skuespiller Benedict Cumberbatch – medvirker i en film, er man på forhånd fan.
Når man så hører, at han spiller en fordrukken far, der ligger i skilsmisse, spærrer man øjnene op. Når man dertil kan lægge, at han er indlejret i en historie, der udspiller sig i et 1980’er-univers, der er lavet én til én med for eksempel denne anmelders ungdom, er man bjergtaget.
Og når man så til sidst forstår, at han – i en stor del af de seks afsnit, som miniserien Eric udfolder sig i – spiller over for en gigantisk dukke af samme navn, overgiver man sig helt.
Eric åbner med et gennemført anslag.
Vi er umiskendeligt i 1980’ernes New York med alle de hjemløse, med den livsfarlige kriminalitet og med efterlyste børns portrætter trykt på bagsiden af mælkekartoner i en lykkeligere tid uden skærme og elektronik.
Detaljerne er vanvittigt perfekte. Vi taler Lacoste-guldbriller og skuldertasker, print på børne-T-shirts og endnu smukt designede biler.
Vincent (en fuldkommen autentisk Cumberbatch-far) er en gudsbenådet tegner og noget selvoptaget dukkefører på et Muppet Show-agtigt børne-tv-program. Men hurtigt forstår vi, at han og hustruen Cassie (en skrøbeligt-stærk Gaby Hoffmann) har så mange ægteskabelige problemer, at deres søn Edgar (spillet flot af Ivan Morris Howe) bliver en lus imellem to ret hårde negle.
Så da han en dag bliver fulgt til skole af sin far, smutter han. Og det kommer hurtigt frem, at hans far, som lige var optaget af noget andet, nok faktisk heller ikke fik fulgt ham helt til dørs.
Derfra begynder et klassisk Lost Child-drama med eftersøgningen, afhøringer, de mulige mistænkte – som er sådan cirka alle – og mange hjælpere, der gør, hvad de kan.
Men midt i det hele dukker der noget uventet op.
I Ole Lund Kirkegaards børnebog Otto er et næsehorn får en børnetegning liv og bliver en karakter i en fortælling. Det samme sker her, hvor Edgars tegning af ”monsteret” Eric, som nu er et ret sødt og bamseagtigt monster, pludselig vækkes til live.
Han bliver Vincents faste side-kick, da faren leder efter sin søn. I flere scener er han direkte med, men det er snedigt nok lavet sådan, at han i flere scener er uden for billedet, så han på en måde lige så meget er en voice-over.
Man begynder uvilkårligt at gætte. Er Eric Vincents dårlige samvittighed? Er han en stemme fra Vincents vrede og kritiske far? Hvem er han?
Serien er frem for alt båret af eminente skuespilpræstationer. En af de finere er McKinley Belcher III, der spiller kriminalassistenten Ledroit. Han har færten af en større sag, som kredser om pædofili i baglokalerne på en natklub, og når det kædes sammen med Edgars forsvinden, rejser nakkehårene sig.
Men det gør de endnu mere, når vi oplever skabshomoseksuelle Ledroits forhold til sin kæreste og samlever, der er ved at dø af aids. Skammen og udsatheden, marginaliseringen og frygten, er ægte.
Historien om en indgroet homofobi og hiv-forskrækkelse i USA for 40 år siden er bare ét spor i den samlede fortælling. Og det er seriens akilleshæl.
For ud over frygten for ”bøssepesten” skal vi også lige have lynbehandlet stofmisbrug, alkoholisme, hjemløshed, skilsmisse, skilsmissebørn, arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, manglende fagforeninger, raceproblemer, presseetik, lokalmiljø, stereotyp type casting, politivold, pædofili, pæderasti, trækkerdrenge, homoerotik, regnbuefamilier, ligestilling og mental load.
Vi vil gerne høre om dem alle, men i den samme serie bliver det for meget. Og seriens titulære monster fylder slet ikke så meget, som man havde forventet.
Men som en britisk anmelder på The Guardian har skrevet, skal instruktør Lucy Forbes og manuskriptforfatter Aby Morgan have points for at have svunget battet hårdt og modigt. Deres gengivelsen af 1980’ernes New York er fremragende, og Cumberbatch bliver forhåbentlig belønnet med mange priser.
Kommentarer