Et liv som dronning

En lille, lyshåret pige plukker blomster, imens Dronning Margrethe fortæller om sine tidligste barndomsminder. 

Allerede som toårig holdt hun af at gå på opdagelse i haven. 

Så tidligt starter fortællingen om dronningens begivenhedsrige liv, der i fire afsnit med hver sit tema vil male et filmisk portræt af hende. 

Når Hendes Majestæt taler, hører Dronningeriget Danmark efter – og det er ikke blot af respekt for den fornemme titel. Ligesom Karen Blixen kan Margrethe nemlig spinde guld af den mindste hændelse. 

Det er ikke så vigtigt, om hun virkelig husker, dengang hun var to år gammel. For historien er god. 

Fortællingerne bliver ikke mindre betagende af de mange montager af pressefilm, nyhedsklip og gamle hjemmeoptagelser fra kongehuset. 

Ved blot at nævne en genstand eller et menneske skaber hun et levende omdrejningspunkt for sin fortælling, der altid får en overraskende slutning. 

Hendes beretning om mødet med Elvis Presley på jordomrejsen i 1950’erne bygger op til en væsentlig læresætning, som kongen af rock’n’roll kunne give dronningen. 

Ligesom dengang hun i en nytårstale opfordrede befolkningen til at gøre noget unyttigt i det nye år, fortæller hun aldrig befolkningen det, som de forventer. Hun fortæller dem det, de har brug for at høre. 

Ulig mange i sin generation var hun ikke blændet af rockmusikerens kendisstatus. Det var hun derimod af samtidig at besøge den præ-columbianske by Machu Pichu og fortæller stolt, at hun har betrådt et af få steder på kontinentet, som selv de spanske conquistadorer aldrig så. 

Glimtvis rammer journalisten og forfatteren Martin Sundstrøm noget ganske sælsomt og nærværende i samtale med dronningen. 

I en sekvens mister hun kortvarigt fatningen, den vante livsgejst falmer, og den normalt oprejste skikkelse synker lidt sammen. Ganske stille stirrer hun ned i jorden og tænker sig om, før hun besvarer spørgsmålet om, hvordan hun håndterer savnet efter prinsgemalens død. 

Her er hun ikke længere den evigt smilende og mundrette Daisy, som vi kender hende. Men den øjensynlige smerte er universel og fængslende. Langsomt går hun over mod en bænk, støtter sig til den og tager en dyb indånding, før hun kortfattet siger, at de sidste år med ham ikke var nemme. 

Det er hjerteskærende at se hende i en tilstand, der ikke skjules af hverken pomp og pragt, ej heller kloge anekdoter eller kunstneriske ambitioner. Det er det, som serien formår, når den er allerbedst. 

Et liv som dronning brygger ærbødigt på forestillinger om, hvem dronningen kunne have været, hvis ikke det var for det blå blod i hendes årer. 

Men det er netop hendes privilegerede adgang til nogle af verdens førende skoler, der har fostret interessen for blandt andet forhistorisk arkæologi. 

Som hun selv siger, kan mennesker lære meget om sig selv og deres historie af at se og røre ved fortidslevn. Men havde hun haft samme adgang til at lade sig betage af historiske håndværk, hvis ikke hun var kongelig? 

”Der er så meget varme, når de står og råber hurra,” siger majestæten, imens gamle filmklip viser, at familien vinker ned fra balkonen til sine undersåtter. 

Musikere på en scene eller filmskabere, der modtager en pris, får applaus for en bedrift, de har præsteret. Men som dronning møder hun stående bifald for blot at være den, hun er. 

Den surrealistiske oplevelse vises, men bliver aldrig rigtigt behandlet. Ej heller forholder serien sig kritisk til de royales umenneskelige privilegier og pligter, som for eksempel DR-serien Hvorfor er Ludwig ikke konge formår. 

Mere kant ville ikke have stået i modsætning til majestætens menneskelighed, der gør hende til en af Danmarkshistoriens mest afholdte regenter. 

Ikke desto mindre er Et liv som dronning et seværdigt portræt af en fornuftig regent, der ufrivilligt blev presset i rampelyset.