”Vil I høre vores Eurovision-sang?”
Det spørger sangduoen Fire Saga til deres intime koncert på en dunkel beværtning i havnebyen Húsavík.
Svaret et enstemmigt ”nej” fra gæsterne, men så bryder barens strikse ejer ind. Han vil kun høre sin yndlingssang, Ja Ja Ding Dong, en spøjs slager skrevet til filmen.
Trods manglende opbakning i hjemstavnen får Lars (Will Ferrell) og veninden Sigbrit (Rachel McAdams) chancen for at repræsentere Island ved det europæiske Melodi Grand Prix. Men ikke uden modstand fra både andre deltagere og lokale politikere.
I Islands Altinget udspiller der sig en munter sidefortælling. Blandt dets medlemmer satser nogle på Fire Sagas nederlag, så landet slipper for udgifterne. For hvis Island skulle vinde, er reglen jo, at landet skal være vært for sangkonkurrencen næste år, hvilket er hundedyrt.
Dertil hvæser en febrilsk, men kostelig Anna (Alfrun Rose) – der med sløjfe i håret, matchende genbrugskjole og kridhvidt pagehår er en af filmens sjoveste bipersoner – at når islandske mænd kunne lægge landet i økonomiske ruiner, kan de vel overskue en sejr.
Den ofte højrøstede komiker Will Ferrell er både forfatter og spiller hovedrollen som Lars. Han er byens særling, hvis eneste mål i livet til farens store skuffelse er at stå på scenen til Eurovision.
Med tiden er Ferrell som skuespiller blevet roligere. I Eurovision Song Contest: The story of Fire Saga bruger han en morsom, nordisk accent i stedet for at give replikkerne mere volumen ved at råbe dem ud.
Og når han alligevel gør det, får det komisk effekt ved, at vi ser en lavine suse ned ad et isbjerg i fjorden.
Rachel McAdams er uimodståeligt sjov som hans blåøjede veninde Sigbrit. Især fordi hun spiller hver sindsstemning til perfektion, uanset hvor fjollet scenen måtte være.
På et tidspunkt ligger hun på knæ foran nogle opstillede alfehytter uden for hjembyen Húsavík. Med sig har hun whisky og småkager, som hun vil tilbyde sagnvæsnerne for til gengæld at få deres beskyttelse i den forestående konkurrence.
Lars er også overtroisk, men selv om der er hjerter i brand, afviser han Sigbrits tilnærmelser.
Tænk blot på, hvordan hjertesorg splittede andre kendte grupper som Fleetwood Mac og Simon & Garfunkel – en duo, der i filmen barnagtigt, men sjovt udtales med islandsk accent som ”Semen and Garfunkel”.
Bølgerne bruser langs kysterne, og sneen ligger evigt i gletsjerne i den storslåede islandske natur, der pryder meget af filmen. Og moden blandt den langhårede befolkning strækker sig fra hjemmestrik og folkedragter til aflagt 1990’er-tøj. Således fremstår de som taget ud af en tidløs, nærmest drømmeagtig fantasiverden.
Og de overdådige sceneshows, der præger duoens vej mod finalen, er ikke mindre fabelagtige og minder om den musikalske folkefest, som Europa under corona-nedlukningen måtte være foruden.
Alligevel gør filmen stort grin med showet. Ikke mindst, når Lars løber ind på scenen i et kæmpestort hamsterhjul, som Sigbrits tørklæde sætter sig fast i, før de begge ruller ud af kurs direkte mod publikum.
Efter en våd bytur vågner Sigbrit ved siden af Ruslands bud på en sangvinder: Alexander Lemkov. Chokeret over sig selv gisper hun efter luft. Men det viser sig, at imens den hjertensgode islænding sov rusen af sig, har den homoseksuelle russer siddet i seks timer og flettet hendes hår.
Hver gang vi møder ham, stjæler han scenen. Hvad enten han svinger sin pisk over letpåklædte mænd på scenen eller læner sig op ad sine græske statuer, der er udstyret med stiv pik og Alexanders eget ansigt.
Melodi Grand Prix beskrives ofte som bøssernes fest, og her henter heteroseksuelle Will Ferrell som forfatter meget af filmens humor.
Morskaben sidder i skabet, ikke mindst fordi den pirker til et homofobisk Rusland. Og ligesom med det rigtige Melodi Grand Prix lever man gerne med, at det hele – fra overfloden af homovittigheder til andre muntre indslag – er for meget af det gode.
Kommentarer