Every Face Has a Name

En sjælden gang imellem sidder man som filmanmelder og føler sig nærmest udvalgt. For tænk, at man får lov at se det her. Tænk, at det har været muligt at lave det. Tænk, at disse billeder og fortællinger er bevaret.

Sådan har jeg det med Magnus Gerttens dokumentar Every Face Has a Name fra 2015, som i anledning af befrielsesdagen den 4. maj langt om længe får dansk premiere. Den er i øvrigt en forløber for instruktørens roste Nelly & Nadine.

Idéen er meget enkel, men eksekveringen er fuldstændigt gennemført – og aldeles imponerende.

Gennem et stort detektivarbejde er det nemlig lykkedes instruktøren at finde de endnu overlevende fra historiske optagelser fra den 28. april 1945.

Optagelserne viser nogle af de 1.948 passagerer, som anløber Malmø med skib fra Tyskland. Ombord er overlevende fra Tysklands koncentrationslejre.

Men hvem er disse anonyme ansigter? Hvad hedder de? Hvad har de oplevet? Hvad kan de fortælle?

Gertten begynder at grave, og det, han finder, er chokerende.

I filmen medvirker blandt andre Piotr Gorski, Phillip Jackson, Bernhard Kempler, Ryszard Lagemo, Anita Lobel, Fredzia Marmur, Svenn Martinsen, Judit Popinski, Elsie Ragusin og Nurit Stern.

Alle navne, som først kommer frem, da instruktøren finder dem og får dem til at fortælle om deres oplevelser.

Der er mange og ofte temmelig voldsomme beretninger. Og der er adskillige detaljer, som man bliver både overrasket over og grebet af.

En af de overlevende nægter hårdnakket at tale om krigen. Hun ser det gamle filmklip, genkender sig selv og fortæller ganske kort om, hvad hun ser.

Andet vil hun ikke sige.

Efter flere forsøg opgiver instruktøren og siger: ”Du har sat navn på et af ansigterne. Det er dit bidrag til filmen.” Og kvinden svarer formelt: ”Jeg er glad for, at jeg kunne bidrage.”

Derefter ser man bare hendes tavse ansigt. For hun har ikke talt om sine oplevelser siden 1945. Og hun nægter stadig. Måske er det på sin egen bagvendte måde et af de mest sigende og rammende vidnesbyrd i hele filmen.

En gammel norsk mand beskriver, hvordan han under sin tilfangetagelse så helt små børn blive udsat for nazilægers bizarre medicinske eksperimenter. Men da lejren blev befriet, var børnene væk.

”De var blevet fjernet og aflivet. De var blevet hængt på knagerækkerne uden for et klasseværelse på en skole,” husker han.

Det modbydelige indre billede lammer tilskueren, selv om man ikke ser det. Det samme gør hans fortælling om, at han hver aften taler med en anden udgave af sig selv. En udgave, der som altid vinder og ikke kan overvindes.

Midt i interviewet siger han, at han ikke håber, der er andre i huset. Hans familie må ikke høre, at han er sådan.

Efter hvert interview er der et skilt, som fortæller navnet på den overlevende, dennes familie og indimellem også videre skæbne. De små tekster er ofte tankevækkende.

Om den norske mand står der for eksempel, at han dør syv uger efter interviewet. Og at manden, der så børn blive dræbt, efterfølgende viede sit liv til at undervise udsatte børn.

Den ene historie er værre end den anden.

En meget højt dekoreret efterretningsofficer fra Paris kæmpede sammen med sin mor – ligeledes efterretningsagent og højt dekoreret – imod tyskerne og satte livet på spil.

Manden, der med fødderne trækker sig afsted i en kørestol, er kort for hovedet og aggressiv. Da han afbryder interviewet, fordi han ikke mener, at det, han kan sige om krigen, kan bruges til noget, mærker man afmagten.

Mordene på jøder, modstandsfolk og outsidere var netop totalt meningsløse. Men de var udført med fuldt overlæg. Dermed døde de mange mennesker af ren ondskab.

Af samme grund er det lidt kvalmende, at instruktøren drager en parallel mellem mordene under Anden Verdenskrig og de dødsfald, der rammer flygtninge og migranter på Middelhavet.

For selv om man kan have stor sympati med flygtningene, og selv om deres historier også er bevægende, var nazisternes ondskab i særklasse.

Det er derfor, fortællingerne om den skal huskes. Og vi skal igen og igen lytte.