Biografanmeldelse
19. apr. 2023 | 19:23

Evil Dead Rise

Foto | Kirsty Griffin

Som moren Ellie stjæler Alyssa Sutherland rampelyset med en præstation, der spænder fra underspillet og sart til dyrisk og foruroligende.

Kvalmende, bloddryppende og chokerende – 42 år efter originalen er fortsættelsen af kultserien præcis det skrækorgie, som gyserfans i biografmørket sulter efter.

Af Kjartan Hansen

Efter et jordskælv opdager Danny et forladt rum under en parkeringskælder. Med sig har han søstrene Kassie og Bridget. Han ignorerer deres bøn om ikke at gå derned. 

Nede i hullet finder han en gammel bankboks og tomme skuffer. For enden er der et alter fyldt med religiøse artefakter omkring en sarkofag og en mystisk, læderindbundet bog. 

Nysgerrighed er gysergenrens største dødssynd. Når den nyfigne teenager tager bogen med hjem, vækker han ondskaben, der har ligget i dvale mellem siderne. 

Dæmonerne, som besatte de unge på skovtur i de tidligere Evil Dead-film, slippes nu løs i storbyen, hvor de tre søskende og deres mor Ellie har besøg af børnenes moster Beth. 

Lily Sullivan er fremragende som Beth. Hun har fravalgt søsterens mondæne tilværelse med mand og børn for at leve et spændende liv som omrejsende guitartekniker for rockmusikere på turné. 

Undervejs overraskes hun af sin egen moderlighed, når hun blodbesudlet, grædende og jaget af dæmoner træder i kraft som børnenes beskytter. 

Men det er den tidligere model Alyssa Sutherland, der som moren Ellie stjæler rampelyset med en præstation, der spænder fra underspillet og sart til dyrisk og foruroligende. 

Allermest skræmmende er hun, når hendes dæmonbesatte lig sidder på hug ude i gangen og synger en vuggevise for at lokke lille Kassie til at åbne døren ind til lejligheden. 

Hverken en brækket arm eller skudsår forhindrer hende i at kaste hele sin kropsvægt mod sit bytte, mens hun griner manisk. 

Tilsat rædselsvækkende filmsminke og den danske tonemester Peter Albrechtsens lyddesign kommer den kvalmende og hårrejsende spænding langt ind under huden. 

”Naturen er Satans kirke,” siger Charlotte Gainsbourg i Lars von Triers Antichrist. Citatet er rammende for en række gyserfilm fra Robert Eggers’ The Withch til Fredag den 13.-filmene, hvor seriemorderen Jason skyder jagtsæsonen mod teenagere på campingtur i gang. 

Men hvis uhyggen skal blive til en vedvarende franchise, må formatet genopfindes. Derfor rejser Jason fra søen til storbyen i Fredag den 13. – Del VIII: Jason indtager Manhattan og senere til rummet i Jason X

Noget tyder på, at instruktør og forfatter Lee Cronin har draget samme konklusion, når han placerer handlingen i Evil Dead Rise i en boligblok i en storby frem for skoven, hvor forgængerne udspillede sig. 

For at ofrene alligevel skal være afskåret fra hjælp udefra, viser det sig, at jordskælvet i starten af filmen afbryder telefonforbindelsen og får trapperne i bygningen til at kollapse. Fordi elevatoren også er ude af drift, er der ingen udvej fra sjette sal. 

Længe har fans diskuteret, om de første to Evil Dead-film er en af genrens mest effektive blodbad eller kloge forløbere for 90’ernes postmoderne og ironiske gyserfilm. 

Dualismen og filmenes symbolske fortælling om vanvid, frygten for det ukendte, fysiske overgreb og posttraumatisk stres optræder ikke i filmseriens seneste udspil. 

I stedet hviler meget af uhyggen på voksnes ansvar for børn i overnaturlig fare, hvilket også er en af genrens kæpheste. Tænk blot på Eksorcisten og Lad den rette komme ind

Ikke desto mindre er det frygteligt at se dæmonbesatte Ellie prøve at slå sine egne børn ihjel, mens de skræmte unger forgæves søger forbarmelse i morens blik. 

Det er som en genfortælling af den græske tragedie om troldkvinden Medea. Hendes hævn over sagnhelten Jason, der forlader hende for en anden kvinde, er at dræbe sig selv og deres fælles børn. 

Det kræver mod at bygge videre på en splatterserie, der har kultstatus. Men med skrækindjagende skuespilpræstationer og bloddryppende effekter serverer Evil Dead Rise lige præcis det skrækorgie, som gyserfans i biografmørket sulter efter.

Trailer: Evil Dead Rise

Kommentarer

Titel:
Evil Dead Rise

Land:
USA, New Zealand, Irland

År:
2023

Instruktør:
Lee Cronin

Manuskript:
Lee Cronin

Medvirkende:
Lily Sullivan, Alyssa Sutherland, Morgan Davies, Gabrielle Echols, Nell Fisher, Mia Challis

Spilletid:
97 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
20. april

© Filmmagasinet Ekko