På papiret ligner det en sikker triumf.
Og et lækkersultent dokumentarhold har da sikkert også været lige ved at tabe boomstang og kamera på gulvet af begejstring, da de hørte, at Pilou Asbæk er yngste søn i et farverigt familiedynasti, som siden 1970’erne har solgt kunst til alle Danmarks spidser.
Ægteparret Jacob og Patricia Asbæk startede for knap 50 år siden et succesfuldt kunstgalleri i København.
Siden er de blevet en ledende kraft i landets kunstneriske top, hvor folk som Jørgen Leth og Prins Henrik har været fast inventar i familiens sociale kreds.
Parret har tre sønner – Thomas, Martin og Pilou – hvoraf to af dem arbejder med kunstformidling som henholdsvis konsulent og galleriejer, mens den yngste er en af landets mest kendte skuespillere.
Med en så sexet samling medvirkende og muligheden for et sjældent indblik i den mystiske kunstelites gøren og laden burde det ikke kunne gå galt.
Men det gør det alligevel.
Det første af seks afsnit i Familien Asbæk bruges på, at samtlige familiemedlemmer fortæller til kameraet, at ”kunst betyder alt for familien” og ”uden kunst var der ikke nogen Asbæk-familie”.
Tilrettelægger Marie Skovgaard – der måtte kæmpe for at få en credit i Syriens-dokumentaren The War Show – har tilsyneladende glemt ”show, don’t tell”-princippet. For det er svært at få øje på en eneste scene, hvor de kunstglade familiemedlemmer forholder sig til kunst som andet end en indtægtskilde.
Det tætteste, vi kommer, er galleristen Martin, der i to sekunder beundrer teknikken bag et maleri på sit galleri, hvorefter han konkluderer, at det ”koster halvanden million”.
I forvejen er det nemt at se på galleridelen af kunstverdenen som en kynisk pengemaskine, der ikke har anden interesse end at skubbe priser i vejret og dermed bestemme, hvad den gode smag består i.
Helt komisk bliver det, når Asbæk-børnene i deres ferier flytter ind i familieherregården på Mallorca. Et paradis, hvor patriarken Jacob i årtier har røget cubanske cigarer i sin pool sammen med Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre.
I ramme alvor går et helt afsnit med, at familiemedlemmerne brokker sig over, at den aldrende galleriejers kompromisløse passion for kunst har haft store økonomiske konsekvenser.
Jacob går rundt med kunstneren Wilhelm Freddies stok, og da Martin bliver gift – for første gang, som faren komisk pointerer – spiller DAD til brylluppet. Så selv om det givetvis har været svært for Asbæk’erne at overleve farens udskejelser, er det svært at få øje på de reelle konsekvenser.
Her gøres familien en fuldfed bjørnetjeneste, for selv om Familien Asbæk aldrig forholder sig direkte kritisk til de medvirkende, fremstår flere af dem decideret usympatiske og hykleriske.
Det er typisk for reality-tv at udstille de medvirkende, men overraskende at opleve en seriøs DR-dokumentar fremstille sine medvirkende som lallende overklasseløg uden at konfrontere dem med det.
Ærgerligt – for man aner, at familien gemmer på interessante og sympatiske historier, som seerne kunne have identificeret sig med.
For eksempel historien om Martins leukæmi, der nærmest optræder som en bisætning før en lang smøre om, hvordan Pilou blev inspireret af broderens lidelse til at skrive en bog om sig selv – godt nok med et overskud, der går til kræftens bekæmpelse.
Ligeledes havde det været interessant at høre, hvordan et ægtepar fra kunstverdenen i de vilde 70’ere har formået at blive sammen i 50 år – en fornøjelse, der vel er de færreste forundt.
Men deres lange ægteskab bliver aldrig beundringsværdigt. Jacob virker ikke til at have den store respekt for sin kone. Omvendt optræder hun som et monster, der benytter enhver lejlighed til at pille sine børn ned.
Familien Asbæk er et respektløst karaktermord på en familie, som aldrig får lov at vise, om der ligger en passion under dekadencen.
Kommentarer