Titlen på den svensk-danske And the King Said, What a Fantastic Machine er taget fra en anekdote om kroningen af den britiske Kong Edvard 7. i 1902.
Forud for ceremonien var Georges Méliès, trickfilmens gudfar, blevet hyret til at optage en filmversion, der kunne blive vist samme dag som den egentlige begivenhed.
Da kongen så filmen, roste han filmkameraet: ”Sikke en fantastisk maskine! Den viser også de dele af ceremonien, der ikke fandt sted!”
Det er en perfekt indgangsvinkel til Axel Danielson og Maximilien Van Aertrycks fabulerende filmessay, der dyster i Sundance-festivalens sektion for internationale dokumentarfilm.
Fantastic Machine er produceret af Ruben Östlunds selskab Plattform Produktion – i samarbejde med det danske produktionsselskab Bullitt Film – og stemmer godt overens med den svenske samfundsrevsers misantropiske verdenssyn og hang til virale videoer.
Med velvalgte klip opruller instruktørerne kameraets historie fra kemieksperiment til YouTube-hitparader, mens den tematiserer over menneskedyrets ubændige trang til at se sig selv fra den bedste vinkel.
Og leverer mange mindeværdige eksempler på, hvor hårrejsende og tåkrummende pinligt det kan tage sig ud, når det går galt.
Tidligt i filmen ser vi et gribende foto af en død haitiansk pige, skudt i hovedet af politiet under optøjer efter jordskælvet i 2010. Fotografiet vinder en fornem pris i Sverige og vises på en hjemmeside ”ved siden af en ølreklame med Mads Mikkelsen”, som filmens ofte sardoniske fortællerstemme formulerer det.
Et andet billede viser den døde pige omringet af pressefotografer, der dyster om bedst muligt at indkapsle tragedien.
Snart efter ser vi kiksede fraklip fra en ISIS-propagandavideo, hvor de hellige krigere glemmer deres replikker og driller hinanden, mens de poserer med automatgeværer.
Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck brød igennem med et andet studie af menneskelig adfærd, kortfilmen Ten Meter Tower, hvor badegæster får kolde fødder, da de står foran timetervippen.
Oprindelig var planen, at deres debutfilm skulle indeholde flere nye optagelser, men pandemien tvang instruktørerne til i stedet at dykke dybt i diverse film- og fotoarkiver for at præsentere en blanding af overraskende optagelser og gamle internet-travere.
Som den om revisoren, der blev forvekslet med en ekspert i netpirateri, da han mødte op til et jobinterview hos BBC og forvirret gjorde sit bedste for at svare på spørgsmålene i et live-interview.
Eller den med den arrige lille dreng, der smækker med døren på sin pedalbil. Eller den lille Bruce Lee-fan, der svinger sine nunchucks perfekt synkroniseret med kung fu-klassikeren Enter the Dragon.
Eller den hvor Leni Riefenstahl forsvarer Viljens triumf ved at sige, at hendes bidrag til Hitlers propagandamaskine alene var af teknisk – ikke politisk – karakter.
Fantastic Machine zigzaggerrundt i det levende billedes lange historie med skarpt vid og en sober blanding af fugle- og frøperspektiv.
Taget som helhed tegner filmen et lidet flatterende portræt af vores fælles hang til sex, vold og lette hjernekalorier. Som da Netflix-chefen Ted Sarandos forklarer, at brugerne måske nok sætter Schindlers liste over Adam Sandler-komedier, men de sætter den sjældent på!
Fantastic Machine byder på mange interessante koblinger mellem filmmediets og den vestlige civilisations udvikling.
Foruden en del betragtninger, der vil virke bekendt for de, som har fulgt med i tidens debatter om YouTube-algoritmernes tendens til at pege brugere i stadig mere radikale retninger.
Det gennemgående budskab er, at kameraet ikke så meget forværrer som synliggør vores medfødte tendens til selviscenesættelse. Og der findes i dag omkring 45 milliarder kameraer på verdensplan, som producerer 500 timers råoptagelser hvert eneste minut.
Det er ikke Instagram, Snapchat, Google eller YouTube, der gør, at vi opfører os dumt. De gør det bare lettere.
Kommentarer