Afgangsprojekter fra kunstskoler har ofte en kedelig tendens til at ligne hinanden. En karismatisk fagleder kan, bevidst eller ubevidst, styre eleverne i den samme retning.
Det har aldrig været tilfældet med Den Danske Filmskoles animationsuddannelse, der i mange år var ledet af Gunnar Wille og hans evne til at få det enkelte talent til at blomstre.
Mulighederne er uendelige inden for animation, og årets dimittender er da også befriende mangfoldige i deres udtryk – fra klassisk 2D-animation og stop-motion over eksperimenterende motion capture til nærmest usynlig animation.
Alligevel går flere temaer igen på tværs af filmene. De to mest komiske indslag, Space Ham og Buff Cops, leger med en klassisk historie om venskab.
Ubehagelige Gossip og hæsblæsende Jeg har ikke tid til det her har begge en fraværende hovedperson, der forsømmer sine nærmeste. Og sci-fi-værket Neon Knights og den mediterende Yndlingsdatter drejer som et far-datter-forhold.
Samtlige film behandler deres temaer vidt forskelligt, og der er da også forskel på, hvor godt det lykkes.
Nicecore og galgenhumor
Nicolai Vielwerths Space Ham er en sød, humoristisk historie om to grise i rummet, der konkurrerer om, hvem der elsker den anden mest.
Ikke den mest interessante historie, men en finurlig omgang nicecore-underholdning til børn.
Det charmerende 3D-animerede univers ligner noget fra en af Cartoon Networks bedre serier som Eventyrtid eller Steven Universe, og Space Ham er da også tænkt som et afsnit i en online-serie.
Dog virker det, som om stemmeskuespillet er blevet nedprioriteret af instruktøren med manglende timing til følge. Det er også tilfældet i Buff Cops, men til gengæld er Camilla Kaufmanns skøre historie om to politibetjente overrumplende original.
To betjente lever i et 2D-animeret univers, hvor de banker forbrydere og fyrer oneliners af. Men ved et trylleslag bliver vennerne transporteret ind i den virkelige verden – som foregår i stop-motion – da deres tv-show bliver aflyst.
De er nu akavede action-voksfigurer, der ikke kan bevæge sig ordentligt, og deres eneste selskab er en vanvittig figur fra et andet program, som er blevet droppet.
Hvad der først ligner en lidt mere mørk udgave af venskabshistorien i Toy Story, bliver et eksistentialistisk mareridt a la film af instruktørens (næsten) efternavnebror, Charlie Kaufman.
En galgenhumoristisk kommentar til fiktionens forgængelighed, der oven i købet finder overskud til at bruge forskellige typer animation aktivt i historien.
Genistreg
Der er ikke en finger at sætte på stemmeskuespillet i Mathias Rodrigues Bjerres Jeg har ikke tid til det her.
Og hans stressende historie om en mand, der konstant flygter fra en ferie med sin kæreste for at arbejde på verdens mest præcise ur, er lige så sjov, som den er smuk.
Med replikker som ”Charlie kom til at skyde sig selv i hovedet med vilje” og en genialt dynamisk æstetik er den lille film underholdende såvel som rørende fra start til slut, selv om en småracistisk, kinesisk figur kunne være undværet.
I en sekvens, hvor den anspændte hovedperson endelig overvældes af sin stressede tilværelse, kastes han ud i frit fald med telefonen i hånden i den ultimativt smukkeste scene fra hele afgangsfilmprogrammet.
Agnes Trier går en helt anden vej med sin animationsfilm, Gossip. Faktisk skal man være meget opmærksom for overhovedet at opdage animationen.
For det uopmærksomme øje kan det ligne en ganske almindelig realfilm om en tabloidjournalist, der jagter en historie med sine børn på slæb. Men fra første klip føles et eller andet forkert.
Der er tale om subtil brug af virtuel produktion, hvor filmens baggrunde hele vejen igennem er kunstige animationer frem for faktiske steder. Derfor kommer hovedpersonen til at føles lige så visuelt påklistret og fraværende i sine omgivelser, som han er i sit hoved.
Et sløvt tempo trækker en smule ned, men den særlige brug af animation til at opbygge en karakteropbygning er en genistreg af Agnes Trier, der bestemt er værd at holde øje med.
Tusinde følelser
Mark Iversen kaster sig ud i game engine-animation og placerer med Neon Knights: Humanity Erased Lars Mikkelsen i et computerspil-lignende cyber noir-univers.
Den meget Blade Runner-agtige fortælling handler om Mikkelsens karakter, der lever af at destruere spøgelsesagtige hologrammer, men får skrupler, da han skal dræbe sin egen datters hologram.
Computerspilanimation kan ikke længere negligeres – det er en vigtig kunstart i sin egen ret – og Mark Iversen har skabt et imponerende gennemført sci-fi-univers. Lasse Heide Fjordbos atmosfæriske musik fuldender fornemmelsen af miljøet.
Men historien når desværre ikke at forme sig til mere end en kort sekvens fra et sikkert glimrende videospil. Man får i den meget korte film ikke for alvor et indtryk af Mikkelsens karakter og den indre konflikt, han befinder sig i.
Det samme kan i princippet siges om Susi Haanings ekstremt personlige 2D-animationsfilm Yndlingsdatter. Men i filmen om et forhold mellem en datter og en bipolar far er historien ikke i fokus. Det er den kaotiske oplevelse af tusind følelser, der strømmer hen over tilskuerens hornhinde.
Susi Haaning, som deler navn med datteren i filmen, benytter en fri associationsstil. Abstrakte og ofte barnlige fortolkninger af hyggelige og triste scener fletter sig ud og ind ad hinanden på psykedelisk vis.
Især et tredje øje, der former sig i datterens pande, er et smukt billede på den forfærdelige oplevelse at blive opmærksom på sine forældres problemer og fejlbarlighed.
Det er animationens styrke i sin reneste form.
Kommentarer