Filmskolen dokumentar årgang 2019

Nye vinde blæser over Den Danske Filmskole.

I foråret, hvor blæsten rejste sig som et stormvejr af protester mod den nye struktur, som vil sammenlægge de tre instruktørlinjer til én og ende med at uddanne færre, valgte de danske filmkritikere at hædre dokumentarlinjens leder Arne Bro med en Æres-Bodil.

”Vi er ikke bange for at udpege Arne Bro som en af dem, der har banet vejen for, at den danske dokumentarfilm har så markant en position i dag – også internationalt,” lød en del af begrundelsen, som ingen kan være uenig i.

På Filmskolens dokumentarlinje lægges der vægt på det poetiske og personlige filmsprog. Det har kastet filmpriser af sig over hele verden, og det er også tydeligt i de seks afgangsfilm fra årgang 2019.

Men efter at have set filmene trænger ét spørgsmål sig på.

Måske bliver det personlige fremelsket for meget i generationer, der er opvokset med kameraer, som vender ind mod dem selv? Måske har de unge filmskabere i virkeligheden mere brug for et kærligt puf i den modsatte retning – ud mod verden, en begejstring, nysgerrighed eller kritisk stillingtagen til noget, der ikke tager udgangspunkt i egen navle?

Det er sigende, at i halvdelen af afgangsfilmene har instruktøren bevæget sig ind foran kameraet.

I Sayōnara dykker instruktør William Andreas Wivel ned i sin fortvivlelse efter sin mors død. Men formen er instruktørens fiktive brev til den syriske flygtning Eyad, der bor med sin mor i en lille lejlighed et sted i Danmark. Linjer fra brevet bevæger sig over lærredet, mens vi følger deres hverdag: ”Du har noget, jeg ikke har: en mor.”

Til sidst sidder instruktøren også selv på det lille værelse og søger forståelse.

Man kan ikke undgå at sidde med en sær fornemmelse af, at Eyad og hans mor er fanget i instruktørens egen smertefortælling. Selv om det er dem, vi følger, får vi intet at vide om dem.

Anderledes muntert er det i Patricia Bbaale Bandaks Villa Villekulla, hvor instruktøren har inviteret sin store, farverige søskendeflok i sommerhus.

Otte søskende med samme far fra Uganda mødes og taler ud om minderne fra barndommen gennem dans og leg. Det er ikke en film, der på nogen måde nærmer sig farligt territorium. Bandak er med foran kameraet og deltager i legene og rødvinsmiddagen på lige fod med de andre frem for at stille de svære spørgsmål, der trænger sig på, når søstrene for eksempel kortvarigt diskuterer deres ikke-eksisterende forhold til deres mødre.

Men man keder sig aldrig gennem de højlydte skænderier og brede smil, og fotograf Loui Ladegaard gør med lækre, lyssatte billeder sit til, at stemningen forbliver lys og lattermild.

Manifest af Assa Rytter lægger sig i slipstrømmen af #MeToo og kropsaktivisme-debatten. Hun vil generobre sin krop ved at posere nøgen foran sin kunstmaler-mor. Moren har tidligere malet et nøgenbillede af Assa Rytters mormor, der skammede sig over sine store bryster.

Anderledes selvsikkert sidder Rytter i stolen, mens hun fortæller om sin vrede mod de mænd, der har behandlet hendes krop som deres ejendel.

Manifest er et interessant generationsportræt, men dokumentaren ville have nydt godt af en overraskende vinkel eller en fængslende form på et emne, der har haft stort fokus de seneste år.

Det er ikke kun i de tre afgangsfilm, hvor instruktørerne helt konkret er trådt foran kameraet, at historien peger tilbage på dem selv.

Også i de to poetiske dokumentarer om pigeliv – Camilla Arliens Stjerneregn og Michella Bredahls Chassé – fungerer omverdenen som statister i en instruktør-kontrolleret virkelighed. Man mærker en stor iver for stilistiske iscenesættelser, mens det er sværere at mærke en dybfølt interesse for historien eller de medvirkende.

Camilla Arlien har samlet tre unge piger i et sommerhus, hvor de fortæller historier til hinanden. Et værelse er blevet dekoreret som en skovbund, med visne blade og store grene. Det poetiske lag udfoldes på smuk vis af fotografen Rasmus Hasle, men pigerne virker fremmede i deres egen fortælling, når de udstyres med overskæg eller vikles ind i lyskæder. Det interessante ved dem eller situationen fremstår aldrig klart.

Det samme kan siges om Chassé, der viser, hvordan piger bruger dansen til at frigøre sig fra brudte løfter og et ikke altid lige godt forhold til forældrene. Men stilen er for fragmentarisk og iscenesat til, at man kan indleve sig.

I en af de bedste scener ligger en tatoveret mor i undertøj, badet i et grønligt skær, og taler i mobiltelefon med en veninde.

Samtalen handler om nogle bukser, som moren på et tidspunkt købte til sin datter. Hun fortæller, at plejemoren nægtede pigen dem med ordene: ”Vil du ende som en narkoman, ligesom din mor?” Det går pludselig op for moren, at hun måske ikke altid ved, hvad der er bedst for datteren.

Der ligger en hudløst ærlig refleksion over moderrollen i samtalen, og moren er interessant i sig selv. Derfor er det uforståeligt, at et kransekagetårn troner ved siden af hende på sengen. Det er æstetik, der skæmmer.

Det er måske en hård kritik af nyudklækkede instruktører, der kun har haft få optageuger til at udforme deres visitkort til verden. Under anderledes produktionsforhold ville de måske have kigget længere ud over egen næsetip.

Men det ændrer ikke ved, at man i de flestes tilfælde mangler den stærke historie.

Når dokumentarlinjen fravælger forklarende elementer såsom interviews, voice-overs og tekstbokse, er kravene til den poetiske fortælling så meget desto større. Den skal stå knivskarpt for, at vi kan indleve os og forstå, hvorfor netop disse personer er interessante at følge.

Nitesh Anjaan er beviset på, at det kan lade sig gøre at levere et dybt personligt visitkort, som ikke peger tilbage på instruktøren, men tværtimod åbner sig ud mod verden.

I Natbus stiller Anjaan et simpelt spørgsmål: Hvem er de usynlige mennesker, der arbejder, mens vi andre sover?

En storbysymfoni om natten er unægtelig et gennemprøvet koncept, men det fungerer overraskende godt. David Bauers smukke, symmetriske billeder blandes lydefrit med Kaspar Kaaes toner og et hypnotiserende lydbillede af Andreas Sandborg.

Men det er Anjaans forbilledlige nysgerrighed på sygeplejersken, flymekanikeren, buschaufføren og de andre natarbejdere, der forplanter sig hos tilskueren og gør Natbus til en helstøbt dokumentarfilm.

Der er en nærmest ophøjet respekt for de medvirkende og deres arbejde, når Anjaan følger dem rundt i natten. Vi ser sygeplejersken forsigtigt vække en patient og tage en blodprøve, Metro-arbejderen ordne en skydedør og buschaufføren starte bussen til natruten. Den natlige ro indfanges, og vi får lov at dvæle længe nok ved personerne til, at vi selv begynder at stille spørgsmål om deres liv.

Nitesh Anjaan er årgangens åbenlyse talent, der allerede har to længere, anmelderroste dokumentarer på visitkortet: Dreaming Murakami og Med verden imellem os. Han bliver spændende at følge.