”Jeg kan ikke snakke om det her mere,” siger hovedpersonen Andrea opgivende i et ærligt øjeblik i Jarl Therkelsen Kaldans Refugium. Hun har forladt scenens barokke stilleben – et overdådigt opdækket spisebord – og gået ud for at trække luft, men mikrofonen er stadig tændt.
Sammen med sin veninde er hun taget på refugium for at bearbejde en sorg. Men Kaldan gør det ikke klart før til slut, at det drejer sig om tabet af Andreas lillebror. Det skaber et benspænd for forståelsen, da diffus sorg er sværere at følge end den konkrete.
Indlevelsen får vi dog til fulde afslutningsvis, hvor brorens himmellanterne på magisk vis bliver ved med at lyse. Den farer højere og højere op, mens den overjordiske forbindelse mellem de to søskende tydeligt manifesteres i Andreas glædesstrålende ansigt.
Det er sigende, at det mest rørende øjeblik i afgangsfilmene fra Filmskolens dokumentarlinje er ordløst. For årgangen er tæt på at drukne i ord, og bliver som sådan et generationsportræt af en ungdom, der fra barnsben har lært at stå ved deres følelser. De er ikke bange for at åbne sig, hvilket er prisværdigt.
Men de er næsten for ivrige.
Til tider virker det, som om de medvirkende afkræves følelsesmæssige forklaringer, de ikke kan give. Nogle gange er der bare ikke noget at sige, eller også giver de korteste svar det største indblik.
Som når faren i Søren Brydesens Kraftenlos svarer undvigende på instruktør-sønnens spørgsmål.
”Mor kommer lidt senere, vil du ikke fortælle lidt om hende?” spørger instruktøren. Faren smågriner afværgende, mens han kigger alle andre steder end i kameraet – som kunne han med øjnene dirigere samtalen et andet sted hen.
Nødtvungent sætter han alligevel et par ord på moren, der har været ramt af en depression, men nu er rask. Det skal fejres med kage, høns, balloner og andre rekvisitter i et ellers tomt studie.
Ud over staffagen på gulvet er der også meget fyldstof i Kraftenlos. Der pyntes og piskes flødeskum, mens der langt ude i horisonten tegner sig et billede af en konfliktsky familie.
Men da instruktøren er alene tilbage med sin mor, sker der noget. Pludselig mærker man omsorgen og kærligheden mellem dem. Brydesen og fotograf Philip Peng Rosenthal viser sig som formidable billedskabere, da en kæmpe bold med den rette lyssætning bliver til en smuk solopgang.
Kameraet som skriftestol
De nære historier er et gennemgående træk i årgangen, der særligt har fokus på unge kvinders følelser.
Marina Vorobyevas Nu skælver jeg og Ejner Benedict Seidelins Mira har begge en ung mor i hovedrollen, hvis tanker formidles poetisk i blandt andet en fortællerstemme.
I selvportrættet Nu skælver jeg bruger Vorobyeva både venner og selve kameraet som skriftestol, hvori hun undersøger sine seksuelle drifter som mor. Der er en reminiscens af 70’ernes bekendelseslitteratur, men problemet for Vorobyeva er, at hun ikke formår at løfte sin historie ud over det private.
Det samme gør sig gældende for Ejner Benedict Seidelins skildring af sin kæreste og titelperson Mira.
Inden for psykologien skelner man mellem det private og det personlige. Det private er ikke interessant for andre end dem, der gennemlever det, men det personlige giver nye perspektiver på verden.
Det er, som om de unge filmskabere har svært ved at skelne, og tænker: Jo mere man blotter sig, des bedre.
Ikke færre end fem ud af seks dokumentarer har scener i en seng, hvor kvinderne gerne er nøgne, mens de gør sig tanker om livet. Og i over halvdelen er der et mere eller mindre elegant fokus på brystvorten som et symbol på det kvindeligt frimodige.
På plussiden er den poetiske fotografering.
I Nu skælver jeg veksles bekendelserne med nogle vidunderligt nænsomme scener af barnet i det blødeste lys, som fotografen Hanna Marie Biørnstad har sørget for. Og i Mira, der fokuserer på den lille, nybagte familie, sluttes der af med en familiemiddag, hvor familien indlemmes i en større familie med Christian Karlsens betagende nærbilleder, hvor man for alvor mærker varmen imellem dem.
Utæmmet ungdomsliv
I En film, der måske handler om fremtiden er endnu et parforhold sat under lup, men grebet er anderledes let.
Instruktør Josefine Exner har sammen med klipper Cecilie Marie Damsgaard klippet den sort-hvide dokumentar, så den humoristisk viser et parforhold fra forskellige vinkler. Det starter med, at to elskende slæber en seng op i deres nye lejlighed. Exners voiceover fortæller om den unge mand, at han ikke tror på skæbnen. Så stopper hun brat scenen og konstaterer, at det gør den unge kvinde til gengæld.
Men det sjove greb er ikke nok til at opveje den trivielle historie. Parterne kan ikke finde ud af, om de vil være sammen eller ej. Midtvejs bryder Exner dog ind i fortællingen på en bemærkelsesværdig måde, som giver fornyet interesse i forholdet bag forholdet.
Ingen regel uden undtagelse.
Anna Eline Friis-Rasmussens Desire indeholder nærmest ikke andet end to nøgne kvinder – hovedpersonen Nicoline og hendes kæreste Ninna – der bekender sig til hinanden i sengen, men blikket er et andet.
Der er en nysgerrighed over for personerne og miljøet, som forplanter sig i publikum, og lur mig, om det er, fordi de ikke kendte hinanden i forvejen. Uanset hvad formår instruktøren forbilledligt at tage det private og vende det ud mod os, så vi drages ind i fortællingen.
Nicoline er queer, 21 år og lige dér, hvor nætterne føles uendelige, og livets dage flyder ud i sex, fest og farver. ”No Regrets,” står der på et af de adskillige spejle, som hun kigger i, mens hun prøver tøj og identiteter. Når hun står og smører sig ind i olie, ligner hun en maskulin, italiensk fodboldspiller komplet med guldkæde og tilbagestrøget hår under kasketten.
Men når hun har sex med Ninna, har hun et problem med at være så dominerende, som kæresten ønsker.
Fotograf Jakob Natorp har en evne til at finde magisk lys, selv på en tusmørkekold fodboldbane. Sammen med klipper Matilda Henningsens rå og kantede klipning, og komponist Peter K. Nørgaards hypnotiske, elektroniske underlægningsmusik bliver Desire ikke bare til en film om Nicoline, men til et indbydende destillat af utæmmet ungdomsliv.
facebook
twitter
Kommentarer