Den perfekte familie: en mandlig forælder, en kvindelig forælder, et drengebarn og et pigebarn. Mor og far er unge, smukke og tilsyneladende stadig forelskede. Børnene er kvikke og livlige, men velopdragne.
Hvis man har set nogle af Ruben Östlunds tidligere film, vil denne svenske familie taget ud af en Ikea-reklame uden tvivl få advarselsklokkerne til at bimle.
Manuskriptforfatteren og instruktøren Östlund er et fascinerende eksempel på filmskaberen som adfærdspsykolog: Hans seneste film De ufrivillige og Play er halvt fiktive dramaer, halvt socio-psykologiske eksperimenter, som er omhyggeligt planlagt og tålmodigt observeret.
Force Majeure er ikke anderledes. Men efter at have tacklet temaer som gruppepres, konformitet og samfundets modvilje mod at involvere sig vender Östlund sig her mod et mere primalt instinkt: selvopholdelsesdrift. Og det gør han i hans mest tilfredsstillende og modne værk til dato.
Force Majeure er et vidunderligt stilfuldt drama, der efterhånden åbenbarer sig som en sorthumoristisk, menneskelig komedie og et hvast studie af ægteskabet.
Først synes alt rosenrødt. Hele familien er begejstret under en uges skiferie i de franske alper.
Men man fornemmer hurtigt små spændinger. Tomas (Johannes Kuhnke) har arbejdet som en gal, og konen Ebba (Lisa Loven Kongsli) fortæller en bekendt på hotellet, at han endelig ”har fem dage til at fokusere på sin familie”.
Som så ofte i Östlunds film siger den henkastede replik mere end som så – den afslører en begravet afsky hos Ebba og et vist pres på Tomas. Et poseret, over-perfekt familiefoto, som tages af skistedets fotograf, forstærker fornemmelsen af, at familien møder omverdenen med en airbrush-overflade.
Så er der nok mere sandhed i et smukt totalbillede af familien, da de svinger sig ned ad en bred løjpe i samme retning, men ad forskellige baner. Sporene i sneen bliver til en DNA-spiral – en påmindelse om genetiske begrænsninger midt i den tilsyneladende frihed.
Da dramaet indtræffer, er det ikke en stor katastrofe. Men det bliver det. Det sker i en uklippet scene med fast kamera, som er et kompositorisk mesterværk.
Da familien spiser på en restaurant-terrasse, ruller en angiveligt kontrolleret lavine ned ad bjerget overfor. Den vokser og vokser, og pludselig ser det ud, som om den vil sluge terrassen. Panikken bryder ud, og midt i kaosset redder Tomas sin Iphone, løber for livet og lader Ebba og børnene kæmpe for deres egen overlevelse.
Men den hvide sky viser sig kun at være sne-støv, som slynges op foran lavinen. Da frygten og sne-tågen har lagt sig, sætter alle sig tilrette foran deres borde.
Men intet er det samme mellem Ebba og Tomas. Hans instinktive valg om at redde sig selv før familien – og hans efterfølgende benægtelse af kujonhandlingen – åbner en dyb kløft mellem parret.
Hvad der følger, er en dramatisk koreografi rig på nuancer og smukt skuespil, hvor Ebbas pine og Tomas’ selvbedrag stilles til skue.
Det sker gennem millimeterpræcist kropssprog, rivaliserende tandbørstning og hviskende skænderier i gangen foran familiens hotelværelse. Sammentræf med venner og fremmede graver skellet mellem dem endnu dybere. Tomas holder sig krampagtigt til sin historie, mens Ebba for alvor begynder at overveje tilværelsen uden ham.
Og problematikken smitter, ikke bare til venneparret, men også til biografgængeren. Hvordan ville vi selv have reageret?
Sine steder bliver det til en hylemorsom komedie om menneskets fejl, mangler og bortforklaringer. Humoren står i skarp kontrast til de kolde, utilnærmelige bjergsider og maskineriet, der betjener dem.
Östlund startede sin karriere med at instruere ski-videoer. Og han portrætterer dette skisportssted som et truende monstrum med sin egen vilje, hvor fjernstyrede lavine-eksplosiver går af med dundrende brag, og sneplove brøler i natten uden synlige førere.
Stemningen løftes eminent, når det berømte tordenvejrs-motiv fra Vivaldis De fire årstider buldrer gennem den snedækkede dal. Brugen af klassisk musik er lige så beåndet, som når Kubrick lader sine rumskibe danse til Strauss’ Donau-vals.
Kommentarer