Frækkere end politiet tillader: Axel F

Nervøst starter man på Netflix-filmen Frækkere end politiet tillader: Axel F. For kan Eddie Murphy virkelig genoplive sin mest ikoniske ungdomsrolle i en alder af 63 år?

Hurtigt er frygten forsvundet.

30 år efter de oprindelige tre film, der havde premiere mellem 1984 og 1994, ruller den frække strømer Axel Foley igen igennem hjembyen Detroit iført sportsjakke og med Murphys ubestridelige charme.

Debutanten Mark Molloy har overtaget instruktørstolen fra forgængerne Martin Brest, Tony Scott og John Landis. Og allerede i første scene demonstrerer han, at han er en observant fan af de gamle film.

Axel tager til hockeykamp og bruger sine eminente bluffeevner til at afsløre et røveri. Snart buldrer han igennem Detroit i en stjålen lastbil med kække bemærkninger dryppende ud til alle sider.

Selvfølgelig rundes seancen af med en rituel skideballe fra politiinspektøren, der nu er jævnaldrende med Foley, men stadig er træt af at rydde op efter den løse kanon.

”Politidirektøren har lige råbt af mig i 45 minutter!” siger inspektøren og får kun smilende skuldertræk ud af Foley.

Det er filmisk 80’er-nostalgi uden skulderpuder og store blazere, men fyldt med statisk fotograferede skuddueller, klumpede kampkoreografier og det befriende sløve tempo, som prægede datidens bedste action-komedier.

Handlingen er som sædvanlig ikke så vigtig.

Groft skåret går det ud på, at Foleys advokat-datter Jane (Taylour Paige) er kommet i problemer med et californisk narkokartel og nogle korrupte strømere. Og så er Axels gamle ven Rosewood (Judge Reinhold) blevet kidnappet.

Manden bag det hele spilles af et andet 80’er-levn, Kevin Bacon, der leverer de skarpe kindben og den sparsomme personlighed, som definerer filmseriens skurke.

Foley må endnu engang til Beverly Hills for at redde dagen, og mange af de bedste scener følger den gamle skabelon: Axel går med dødsforagt hen til en gruppe skumle typer og bullshitter dem med genial komisk timing, indtil noget går galt, og han ender med at plaffe løs eller tage flugten i en bil/helikopter.

Når Axel havner midt i trafikken, og uendeligt mange biler må lade livet, går der Blues Brothers i løjerne.

Med et nutidigt blik er det svært ikke at tænke på miljøaftrykket og materialespildet efter sådan en optagelse. Men nogle gange er det bare rart at glemme nutidens bekymringer og synke ned i Reagan-æraens stupiditet.

Det fantastiske titeltrack Axel F – som i overtegnedes generation desværre kendes bedst fra Crazy Frog-coveret – dukker op hist og her, men synth-numrene er blandet nænsomt op med mere nutidige toner.

Der bliver også tid til et velkomment gensyn med Rosewoods vrisne makker Taggart (John Ashton). Og Murphy får veloplagt modspil af Taylour Paige som Jane og Joseph Gordon-Levitt som den lokale betjent Sam.

I 00’erne og 10’erne var det svært at huske, hvad der engang gjorde Eddie Murphy til en af verdens største stjerner. Derfor er det slet og ret fantastisk at se ham stråle så meget, som han gør i Netflix-filmen.

Han var 22 år gammel, da han første gang spillede rollen, men trods alderen rammer han stadig den afvæbnende lethed og ironi, der gør Axel Foley til sublimt selskab.

Noget af det befriende ved Foley og lignende karakterer som Marty McFly i Tilbage til fremtiden er, at de er færdigudviklede helte. I stedet for at lære en vigtig lektie skal de bare banke bøllerne og smitte omverdenen med deres karismatiske retskaffenhed.

Men i Netflix-filmen er Foley nødt til at erkende, at han har været en dårlig far over Jane, og det påtvungne drama spænder ben for festlighederne, selv om kemien mellem Murphy og Paige forhindrer det i at blive direkte pinagtigt.

Bortset fra dette lille fartbump ændrer Frækkere end politiet tillader: Axel F så lidt som muligt på den gamle opskrift og gudskelov for det.

Det er virkelig fjollet, og mod slutningen kammer nostalgien da også over. Men det er altså smukt, at man stadig kan lave tjubang, som da mor var ung.