”Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans.”
Sådan lyder omkvædet i Holger Drachmanns Midsommervise, som vi synger omkring bålet den 23. juni. Hver by har sin heks, hvert sogn sine trolde, alt imens studenterne springer ud. Nu skal der festes og drikkes, kæresten krammes kærligt.
Det slutter brat for studenten Aksel, som på sit småfulde trav igennem sommernatten brutalt bliver kørt ned af en amerikansk pickup med lygter på taget.
Hændeligt uheld eller hensigt med vilje? Drab eller dårlig kørsel?
Halvandet år efter går spørgsmålet stiltiende og stædigt igennem det lille vestfynske samfund en halv times kørsel uden for Odense i DR1’s nye serie, Fred til lands, der er skrevet at Christian Torpe (Stille hjerte, The Mist) og Marie Østerbye (Rita).
Det lille nærmiljø med beverdingen Syveren som socialt samlingspunkt har sådan set vedtaget, at man taler om et trafikuheld. Bortset fra Aksels far – stedets alkoholiserede læge, der af anklagemyndigheden har fået afvist at få taget sagen op til revision.
Når alle andre end ham mener, at tragedien bør være lukket og slukket for stedse, skyldes det sognets trold, automekanikeren Mike. Han sad i vognen sammen med Aksels ven Casper, der blev psykotisk i kølvandet på bildrabet.
Sådan ligger landet i første afsnit.
Alle har en sort samvittighed, fordi alle synes på en eller anden måde at være i lommen på denne Mike. Han skal snart vise sig at være en uberegnelig og ganske helhjertet psykopat, som selv landbetjenten ikke tør røre med sin stav eller skilt.
Mike er ond, men også satanisk og seksuelt forførende for begge køn. En skikkelse, der uhyggeligt og gotisk synes at have nøgler til alle landsbyens hemmeligheder inde bag ligusterhækken og inderst i skabe og skuffer.
Et minisamfund med et latent netværk af fortrængninger og hemmeligheder. Sandelig igen den dæmoniserede danske provins anno netop nu.
For ligesom Frygteligt lykkelig, Jagten og Dræberne fra Nibe taler vi om Morten Korch Noir. Vrangen ud af folkekomediens folkloristiske lyksaligheder med genrens faste stab, sætstykker og skabeloner. Sat i mol og sorte skygger af mere eller mindre realistisk skildret vold og kriminalitet.
I Fred til lands er stil og stemning i den grad socialrealistisk. Selv om den også i ubehagelige glimt leger med det magiske i form af et spøgelse på vejen, en ulv i natten.
Psykopaten Mike bliver spillet finurligt sitrende af en glimrende Morten Hee Andersen. Aksels drikfældige far med gammeltestamentligt sorgarbejde gestaltes trodsigt, tosselabilt og stædigt sammenbidt af Claus Riis Østergaard. Han får fra starten af besøg af sin bror Martin – gavflabede Anders Juul – der er en falleret forfatter, et dumt svin, men også en forførisk flæskesteg, som kvinder sporenstregs falder for.
Med en nationalistisk ironi er flækkens eneste menneskelige mandfolk Milad fra Irak, der spilles blødt og blidt af Dar Salim.
Alle skuespillere er gode, men suverænt bedst er Lene Maria Christensen som værthusholderen Bibi. På en gang almindelig hverdagsagtig som en vreden karklud og så pludselig måske byens mest sexede heks med sit eget helvede i form af et ægteskab med en slatten, mishandlet mand.
Uden at røbe noget træder hun spændende i karakter i de følgende afsnit. Med sit ensomme hjerte vandrer hun muligvis ned ad et sinistert skråplan. Plottets labyrint synes at føre ind i en anden ondskab end psykopatens mørklagte og meningsløse.
Instruktøren Louise Friedberg tager effektivt sin tid til at samle sine brikker. Hun sætter dem op i et inciterende brætspil, som bryder alle borgerlige regler for ret, retfærdighed og rimelighed.
I stedet for at køre med i den gamle patruljevogn ovre på TV 2’s DNA så bliv endelig hængende. På landet på Fyn. Kanske fin, men også ganske forfærdelig.
Kommentarer