Det ringer på døren. Men fødselaren Ida synes ikke, at hun venter flere gæster. Omkring hende sidder venner og familie og hygger sig med sang, spil og herlighederne på bordet.
Udenfor står to politibetjente med en arrestordre på kæresten Mo for væbnet røveri.
Serien er baseret på virkelige hændelser fra 2013 og følger den ellers sekulære Mohammed ”Mo” (Besir Zeciri) under og umiddelbart efter en to måneder lang varetægtsfængsling.
Undervejs oplever han en religiøs vækkelse i islam, der i sidste ende afskærer ham fra hans tidligere miljø.
Det opklares aldrig, hvem der begik røveriet, men både advokaten og politiet ignorerer, at han faktisk har et alibi. At han har dårligere chance for at blive frikendt, fordi han har en tidligere dom, virker utroværdigt.
Værre bliver det, når hovedpersonen nægtes retten til at lave et opkald, mens han er i varetægt, og de andre indsatte deler sig i to lejre. På den ene side er de kronragede gutter, der kalder ham for ”perker”, og på den anden side er der dem, som vil have ham til at konvertere til islam.
Forinden har han det ambivalent med, hvad andre synes om hans ophav. Det går blandt andet ud over hans mor, som han er bange for at præsentere for Ida (Maria Cordsen) og hendes familie.
Alligevel diskuterer den hvide svigerfamilie i hans fravær, om han mon er skyldig, imens kammeraten Ali mener, at politiets hårde fremfærd skyldes racisme. Selv efter at Mo løslades, gør venner og kolleger grin med anklagerne og hans nyfundne tro.
Mo defineres af det, der bliver gjort imod ham, snarere end hvad der rører sig inden i ham.
Hovedpersonen er mest nærværende og menneskelig hos den lokale frisør, hvor gutterne sludrer om deres forhold til Mellemøsten. Nogle ønsker at komme derned, andre er godt tilfreds med tilværelsen i Danmark. Men også her sidder Mo passiv og hører andres fortælling om ikke at føle sig hjemme.
Seriens rå lydspor, hvor støj ikke er blevet fjernet, klæder den. Tværtimod skrues der op for larmen omkring hændelserne for at give et mere intenst og dokumentarisk udtryk.
Lydsporet spiller sammen godt med de mørke aftenscener, ensomheden i fængselscellen og den anspændte atmosfære mellem Mo og Ida, der begge er bange for, hvad anklagen betyder for deres forhold.
Det føles derfor som et friskt pust, når stemningen skifter i en smuk sekvens filmet fra oven, hvor sneen falder omkring hovedpersonen, der går alene rundt i den vinterklædte fængselsgård.
Sneen i den maleriske sekvens fotograferet af Stephanie Stål Axelgård fremstår som et symbol på et fornyet håb. Et indtagende greb, der er som taget ud af forfatteren Gabriel Garcia Marquez’ magiske realisme.
Det korte format med femten minutter lange afsnit har fungeret fint for ungdomsserier som TV 2’s Rainbow og DR’s Doggystyle.
Men som socialrealistisk drama mangler Fredløs tid til at udfolde sig med varierende stemning og tempo, så fortællingen og dens karakterer når at blive mere nuancerede og levende.
Uforvarende kommer svigermor i en tale til at tingsliggøre Mo, når hun beskriver ham som et varmt krydderi i familien. Han er helt paf, og Ida holder sig flovt for panden, mens de andre ved bordet smiler høfligt for ikke at ødelægge stemningen.
Scenen er tåkrummende morsom og en fantastisk, men desværre forpasset mulighed for at bearbejde kulturmøder og hverdagsracisme med glimt i øjet.
Man er ikke i tvivl om, at serieskaberne Laurits Flensted-Jensen, Babak Vakili og Malthe Jagd Miehe-Renard bestræber sig på at sige noget om vestlige privilegier og kulturmøder igennem Mos udvikling.
Det gør de ved at klippe mellem brune mennesker i det danske retsvæsen og nyhedsudsendelser, der viser brune mennesker lide i Syrien, samtidig med at hovedpersonen finder ro i islam.
Men før et afsnit når mere end bare at kradse i overfladen, er den færdig. Og næste gang starter det forfra.
Kommentarer