Biografanmeldelse
04. mar. 2020 | 22:09

Fremad

Foto | Disney
Barley opmuntrer lillebror Ian til at stole på sine magiske evner og lære at bemestre den tryllestav, som deres afdøde far har efterladt dem.

Pixar-film om to elverbrødre, der er på en magisk færd for at få et sidste møde med deres afdøde far, trækker tårer.

Af Claus Nygaard Petersen

”I tidernes morgen var verden fuld af undere.”

En enhjørning suser over lærredet og sætter tonen for, at vi er på vej ind i et magisk univers, som kun Pixar kan kreere.

Elverdrengen Ian fylder seksten år. Han er prototypen på en akavet teenager: lidt for lange lemmer, tør knap nok sige et ord til sine klassekammerater og er bare bange for alt.

Modsætningen er hans storebror Barley: højtråbende, iøjnefaldende og komplet pinlig, fordi han er ekstremt passioneret omkring al magi.

Men – som vi ser i introen – er det væsentligt nemmere at trykke på en kontakt for at få lys, end det er at sige en trylleformel og svinge en stav for at opnå det samme.

Fremad handler om at huske det, der var engang.

Drengene mistede deres far lige før, Ian blev født. Men inden faren døde, fandt han ud af, hvordan han ved hjælp af magi kan vende tilbage i 24 timer, når drengene var blevet gamle nok.

Det er de nu!

Men det går ikke helt som planlagt, og kun farens underkrop kommer frem. For at gøre ham komplet er Ian og Barley nødt til at tage ud på en færd og finde en Fønix-juvel, inden de 24 timer er gået og faren forsvundet for evigt.

Man er lavet af sten, hvis man ikke får mindst et par tårer i øjnene.

De eneste minder, Ian har om sin far, er billeder og en kassettebåndsoptagelse. I desperation efter at tale med det menneske, han aldrig har mødt, har han memoreret båndet udenad, så han kan have en samtale med faren.

Den scene er grundlaget for filmen. Instruktør og manuskriptforfatter Dan Scanlon har nemlig selv mistet sin far og fundet en bånd med hans stemme – og ja, Scanlon har også en bror.

Det er nok også derfor, søskendedynamikken virker så naturlig. Emil Birk Hansen og Pilou Asbæk gør det også ganske glimrende i de danske stemmer til henholdsvis Ian og Barley.

Især Asbæk rammer den dominerende storebror til perfektion. Under det larmende ydre findes en lille dreng, som alt for tidligt blev konfronteret med, at livet har en ende. Den slags forsvinder aldrig, det bliver bare anderledes.

Pixar har altid mestret at takle store emner som liv og død og fortælle om dem i børnehøjde, så alle kan følge med. Men denne gang findes der allerede en filmserie, som på fænomenal vis arbejder med de samme temaer, nemlig Sådan træner du din drage.

Og desværre bliver det magiske univers heller ikke rigtigt udforsket. Sjove situationer, som når drengene betaler bro-told til en trold eller en lille biker-fe siger ”lad mig komme forbi, bønnestage” til Ian, er der desværre ikke nok af.

Kernen i Fremad – hvordan et dødsfald kan påvirke én mange år efter – griber dog fat i hjertet.

Det gør ondt på den helt rigtige måde, når Ian sidder og laver en liste over de ting, han gerne vil nå at lave med sin far. ”Grine sammen,” lyder et punkt. Sorgen såvel som den nostalgiske glæde er rørende.

Trailer: Fremad

Kommentarer

Titel:
Fremad

Originaltitel:
Onward

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Dan Scanlon

Manuskript:
Dan Scanlon, Jason Headley, Keith Bunin

Medvirkende:
Emil Birk Hansen, Pilou Asbæk, Mette Marckmann, Ellen Hillingsø, Niels Olsen 

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
5. marts

© Filmmagasinet Ekko