Selv ikke Julia Roberts kunne bekæmpe Hollywoods kedeligste filmtendens, hvor succesfulde kvindelige skuespillere oplever et fald, så snart de fylder 40 år.
Talentet forsvinder ikke, men det gør rollerne om kvinden efter midtvejskrisen, som åbenbart er det endegyldige vendepunkt i en kvindes liv. Det er også omdrejningspunktet for hendes seneste prominente filmoptræden i den tolv år gamle Spis bed elsk.
Siden har hun kun medvirket i halvkedelige nichefilm, hvor der ikke er plads til, at hun kan folde sig ud. Hvilket er nødvendigt i en god Julia Roberts-film: At hun nærmest fylder det hele.
Som skuespiller har hun en helt særlig evne til at omfavne publikum. Og når filmskaberen forstår, hvordan man skal bruge hende, kan skuespilleren give sine roller en forbløffende dybde.
Særligt den type figur, som hun flere gange har arbejdet med: kvinden, som alle fejlvurderer på grund af udseende og status, men som i sidste ende viser sig at være et større, stærkere menneske.
Pretty Woman var hendes gennembrudsfilm, og senere perfektionerede hun præstationen som titelpersonen i Erin Brockovich. Med en Oscar som belønning skulle man tro, at hun med den film havde skabt et højdepunkt.
Men nu – mere end tyve år efter – har hun gjort det igen. Ud af det blå kommer 54-årige Julia Roberts med karrierens bedste præstation.
Martha Mitchell er en af nøglepersonerne i Watergate-skandalen, som tv-serien Gaslit handler om. Hun var gift med Nixons kampagneleder for det nærliggende genvalg og blev i tiden kendt som kvinden, der ikke kunne holde mund, når hun blev uretfærdigt behandlet.
Snart blev hun frosset ude af det republikanske miljø, efter hun gentagne gange ringede til journalister midt om natten for at sludre.
Da indbruddet, som førte til Watergate-skandalen, opdages, spærres hun derfor inde på et hotelværelse uden forbindelse til omverdenen. Hendes mands bodyguards er voldelige, når hun stritter imod.
Men der bliver ikke lyttet til hende, da hun fortæller om den traumatiske hændelse.
Det er historien om en kvinde fanget i et samfund defineret af idiotiske mænd, der intet regner hende for. Julia Roberts føjer en psykologisk dimension til Martha Mitchell, der tvivler meget på sig selv og konstant kæmper med det pres, som kommer fra samtlige politiske sider.
Især fra hendes mand, der flot spillet af en velpolstret Sean Penn konstant veksler mellem at forgude og manipulere sin kone.
Serieskaber Robbie Pickering har en tydelig interesse for Watergate-skandalen og arbejder dens ellers glemte karaktergalleri ind i en spændende fortælling, der løber parallelt med Marthas.
Her er historien også, at det amerikanske politiske system er fyldt til randen med idioter, der render rundt som høner uden hoveder. Vi møder den unge, republikanske jurist John Dean (Dan Stevens), som pludselig får ansvaret for Watergate-skandalen, selv om han aldrig har mødt præsidenten.
Gentagne gange ødelægger magtens mænd alt for dem selv med så dårlige beslutninger, at det nærmest ville være umuligt, at de ikke blev opdaget.
På trods af historiernes relevans for hinanden fungerer de desværre ikke så godt sammen og ville stå langt stærkere i to enkeltstående miniserier.
Robbie Pickering glemmer, at Julia Roberts overskygger alt.
De politiske scener spejler Trump-æraens idioti, men føles allerede en smule forældede. Derfor forbliver serien i en nicheverden mest for nørder af amerikansk politisk historie.
Til gengæld føles Martha Mitchells fortælling langt vigtigere, når hun skildres som en kvinde, der nægter at følge sin mand og viser sig – gisp! – at være vigtig efter sin overgangsalder.
Kommentarer