The Good Nurse

Bliv ikke syg i USA!

Det budskab står klart fra starten i Tobias Lindholms The Good Nurse, hvor sygeplejeren Amy slider sig gennem nattevagter på et hospital i Pennsylvania.

Amys afdeling er overbelastet, underbemandet og evigt truet af nye besparelser. Hun bliver tilmed irettesat, da hun lader en ældre mand blive ved sin hustrus side efter besøgstid.

Amy har et stort hjerte, men også en alvorlig hjertefejl. Hun burde slet ikke arbejde, men har ikke råd til at blive sygemeldt.

Det er et absurd dilemma, og filmen tegner et fordømmende billede af det amerikanske sundhedsvæsen. Jessica Chastain leverer et sympatisk portræt af en uselvisk, selvstændig mor, der kæmper mod sin sygdom for at få hverdagen til at løbe rundt. Amy er ikke typen, der lader andre se hende græde.

Alene hendes historie ville være en fængslende film, ikke mindst efter, at corona-pandemien blotlagde de kummerlige arbejdsvilkår for sygeplejere i både USA og resten af verden.

Men så tager The Good Nurse en drejning.

En patients pludselige død vækker opsigt, og mistanken falder på den nyansatte sygeplejer Charlie Cullen (Eddie Redmayne), der på kort tid er blevet Amys nære ven. Charlie er erfaren og betænksom, og han forsøger ligesom hende at huske sine patienters fornavn. Selv privat er han en støtte – Amys døtre elsker ham, og hun sætter pris på at blive afløst.

Så da endnu en patient dør af en mystisk overdosis insulin på deres afdeling, har hun svært ved at tro på, at søde og hjælpsomme Charlie står bag. Men som beviserne hober sig op, indser hun, at hun måske er den eneste, der kan standse ham.

Eddie Redmayne tackler fornemt rollen som en karismatisk, kompleks mand, der opfører sig både som en rollemodel og et monster. Filmens intense drama udspringer af de to magnetiske præstationer – og af Tobias Lindholms præcise instruktion

Med manuskripter til film som Jagten, Druk og Smagen af sult har Lindholm længe markeret sig som en af dansk films skarpeste forfattere.

Som instruktør har han været draget af stærke fortællinger om almindelige mennesker fanget i store systemer, som i Kapringen, Krigen og senest Efterforskningen.

I sin engelsksprogede debut arbejder han for første gang efter en andens manuskript. The Good Nurse er skrevet af Krysty Wilson-Cairns og bygger på virkelige hændelser, der fandt sted i New Jersey i 90’erne og starten af 00’erne. Men omfanget af Cullens forbrydelser gøres først klart kort før rulleteksterne.

Hospitalernes medskyldighed er dog tydelig længe inden.

Filmen viser, hvordan sundhedsvæsnet for at undgå skandale og forsikringsansvar mørklagde og dermed muliggjorde Cullens fortsatte mord. Ledelsen tyssede på kolleger og pårørende, ikke bare på Amys arbejdsplads, men på alle de hospitaler, hvor han arbejdede.

Man ville hellere holde forretningen end patienterne i live.

Men Tobias Lindholm er ingen Michael Moore, og danskeren lader ikke forargelsen råde. Frem for et revsende totalportræt diagnosticerer The Good Nurse sygdommen i det amerikanske sundhedsvæsen ved at gå helt tæt på én betændt byld.

Filmen skilter med seriemordergenrens kendetegn – to betjente, der snuser rundt på hospitalet, en kamp mod uret for at forhindre flere dødsfald – men Lindholm instruerer med skandinavisk mådehold og stort fokus på realismen.

Frem for at skrue op for thrilleren, stiller han et psykologisk gribende drama op med venskabet mellem de to hovedpersoner i centrum. Hverken Amy eller filmen ser Cullen som et monster. Begge forsøger at forstå, hvad der får et menneske til at begå ubegribelige handlinger.

Det er åndeløst spændende fra start til slut.

The Good Nurse efterlod mig rystet, chokeret og håbefuld. For dette kan meget vel være den bedste Hollywood-debut, vi nogensinde har set fra en dansk instruktør.