Biografanmeldelse
23. nov. 2019 | 15:42

Gud være lovet

Foto | Jean-Claude Moireau
En grufuld pædofili-sag mod en katolsk præst i Lyon begynder at rulle, da en voksen mand, som selv blev misbrugt som barn, opsøger andre mulige ofre fra fortiden.

François Ozon når med en overraskende nedtonet stil ind i hjertet af en katolsk pædofili-skandale, der er brændende aktuel.

Af Wendy Ide

François Ozon er en filmskaber med stil – også selv om han ofte skifter den ud med en anden.

Dobbelt begær er fremturende i al sin Brian De Palma-frækhed, Frantz var båret af nøgtern elegance, og mange af den franske instruktørs film – som 8 kvinder og Swimming Pool – er fulde af ondskabsfulde, Hitchcock’ske farefornemmelser.

Men stilen – skælmsk, omskiftelig, altid synlig – er en fællesnævner.

Derfor vil Ozons seneste måske overraske fans af hans normalt så legesyge værker. I Gud være lovet er han nemlig trådt til side for den autentiske historie om en katolsk pædofili-skandale i Lyon.

Filmen er sober, ligefrem og totalt ukunstlet. Her er hverken den fjantethed, der ofte bobler lystigt under overfladen i Ozons film, eller noget forstyrrende forsøg på at skabe kunstig spænding. Og modsat den amerikanske Oscar-vinder Spotlight er her ingen reelle trusler i nutiden, intet katten-efter-musen-spil med kirkens åleglatte magthavere.

Gud være lovet er et uforfærdet værk, som engagerende opruller en skandalesag, der stadig verserede under optagelserne. Og her tjener manglen på en markeret stil filmen godt, fordi den retter opmærksomheden mod de konsekvent fremragende skuespilpræstationer.

Melvil Poupaud demonstrerer intelligens og mådehold i rollen som Alexandre, det nu voksne offer, der griber til handling for at beskytte andre børn mod samme skæbne.

Alexandre har et stærkt fundament i form af en støttende hustru og fem kærlige børn. Og så har han sin katolske tro i behold.

Som han forklarer, er han snarere motiveret af sin kærlighed til kirken som institution end af et behov for oprejsning, da han begynder at udveksle breve med kirkens embedsmænd. I brevene redegør han udførligt for sine anklager mod Fader Preynat, den pædofile præst, der ødelagde hans barndom.

Disse breve læses højt i begyndelsen af filmen som en lidt tør indgang til historien. Alexandre tilbydes et møde med Preynat, men ingen undskyldning. En audiens med kardinalen er heller ikke specielt tilfredsstillende. Så han begynder i stedet at opsøge andre mænd, der kan være blevet misbrugt af præsten – og opdager hurtigt, at der er mange af dem.

For en af disse, François (Denis Ménochet), er fortidens misbrug et overstået kapitel, det ikke nytter at grave frem igen. Han skifter mening, da han erfarer, at Preynat stadig arbejder med børn og er med til at oprette en lobbyorganisation og en hjemmeside, der kan støtte andre ofre.

Swann Arlaud spiller den mest ødelagte af de tre. Emmanuel er arbejdsløs og håbløst skadet efter et helt livs usunde forhold. Han kaster sig så hovedkulds ind i kampen for retfærdighed, at vi aner, at han klamrer sig til sagen, fordi den er det eneste, der kan give hans kaotiske liv mening.

Ozons tilgang er omhyggeligt respektfuld og gennemført prosaisk. Manuel Dacosses kamera er nærmest dokumentarisk i dets klarsynede effektivitet, og filmen var da også oprindeligt tænkt som en dokumentar.

Men der er virkelig ikke noget oplagt match mellem kunstner og emne, og den næsten distancerede tilgang gør også, at filmen kan føles lidt mat. Det bliver ikke bedre af en spilletid på over to timer, hvor handlingen visse steder slæber sig af sted.

Instruktøren holder sig på armslængde af sine karakterer for at sikre dem en vis værdighed og for at foregribe enhver anklage om dramatisk manipulation. Men det betyder også, at hans film savner den hjertegribende potens, der nogle gange bærer film om børnemisbrug.

Alligevel opnår Ozon noget, man alt for sjældent ser på film, der ofte tæmmes af alenlange udviklings- og efterredigeringsfaser. Med insisterende nærvær når Gud være lovet helt ind i hjertet af en historie, der stadig udspiller sig. Det er et brændende aktuelt værk!

Trailer: Gud være lovet

Kommentarer

Titel:
Gud være lovet

Originaltitel:
Grâce à Dieu

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2018

Instruktør:
François Ozon

Manuskript:
François Ozon

Medvirkende:
Melvil Poupaud, Denis Ménochet, Swann Arlaud

Spilletid:
137 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
28. november

© Filmmagasinet Ekko