Guillermo del Toro’s Pinocchio

For anden gang på kun tre måneder er der mulighed for at se en splinterny fortolkning af en gammel børnehistorie om en løgnagtig trædukke.

Den første er Disneys live action-udgave af Pinocchio, der kom i september. Den tjener som endnu en påmindelse om, at man trods et milliardbudget og et virkelig godt forlæg sagtens kan lave en middelmådig film.

Guillermo del Toro’s Pinocchio skubber Disney-version langt bagud i bevidstheden. Del Toro og hans hold synes at have haft historien boblende i kroppen, indtil den flød over i en magisk stop-motion-musical.

Da træskæreren Gepetto mister sin søn under Første Verdenskrig, planter han et fyrretræ ved graven. De næste mange år drukner han sin sorg i vin, og i dyb desperation fælder han en dag træet og giver sig til at skære en ny søn.

Men den trædreng, som han ved en skovånds mellemkomst får fremstillet og kalder Pinocchio, er egoistisk og løgnagtig – slet ikke som den dreng, Gepetto mistede.

Og da manden endelig er ved at tage Pinocchio til sig, har andre desværre lagt dystre planer for den lille trædukke.

Universet er en fantastisk gentænkning af det 20. århundredes Italien, hvor Il Duce, landsbyidyl og omrejsende dukketeatre eksisterer sammen med træ-feer og et dødsrige, som drives af kaniner, der ligner Frank fra Donnie Darko.

GuillermoDel Toro har begået en Netflix-film om livet, døden og hvad det vil sige at være et rigtigt menneske. Det er også en historie om forældreskab, sorg og kærlighed. Og massemobilisering, propaganda og krigens grusomhed.

Man kan roligt sige, at den vil det hele. Det mest utrolige er, at filmen stort set lykkes med det i kraft af sit persongalleri, der har fået masser af kærlighed og dybde.

Pinocchio er til at starte med meget irriterende og impulsstyret. Det efterlader en masse plads i hans udvikling til en samvittighedsfuld og charmerende karakter. Gepetto (David Bradley) er en træmand tynget af sorg, hvis rejse tilbage til at være en elskelig far er meget menneskeligt og følsomt fortalt.

Christoph Waltz lægger stemme til den arrige og griske skurk Comte Volpe – en slags sammentrækning af dukkeføreren Stromboli og ræven Mikkel From fra Disneys udgave. Der er naturligvis også en samvittighedsfårekylling, som Ewan McGregor gør skotsk, selvisk og til en figur med store øjne uden pupiller.

Hertil kommer Podestà (Ron Perlman), den lokale, Mussolini-tro borgmester, der rekrutterer Pinocchio til en fascistisk børnehær, da han opdager, at Pinocchio er udødelig og altså kan ofre sit liv for fædrelandet mange gange.

Historien er desuden mættet med bifigurer, som først synes overflødige, men ender med at få så fint forløste historier, at man til sidst omfavner dem.

Stop-motion-billederne er rige i tekstur og fulde af detaljer. Der er altid flere steder at kigge hen i en komposition, så man ved gensyn uden tvivl vil finde små nye finurligheder i Gepettos værksted eller Volpes tivoli.

Særligt Pinocchio er skønt realiseret. Han er lavet af en meget fuld og ulykkelig mand, så han har kun ét øre, søm stikkende ud i nakken og lemmer, der øjensynligt kan falde af når som helst. Når han lyver, vokser hans næse som et træ. Med fyrrenåle og det hele.

En eventyrmusical må have en dygtig komponist, og Alexandre Desplats musik komplementerer fortællingens finurlighed og følelsesmæssige tyngde.

Desplat har udelukkende brugt træinstrumenter til soundtracket. Det er nok de færreste, der kan høre det, men det er den slags detaljer, som bidrager til den samlede følelse af en gennemarbejdet film.

Musikken klinger på en gang tidløst og umiskendeligt af det 20. århundrede. Der er noter af sydeuropæisk folkemusik i brugen af harmonika og akustisk guitar. Men der er også melodier, der lyder som klassiske, svulstige 50’er-musicalsi de store strygersekvenser.

Det er de færreste instruktører forundt at få deres navn med i en films titel. Mexicanske Guillermo del Toro har bevist sit værd med film som Pans labyrint og Oscar-vinderen The Shape of Water, og i sin version af den velkendte historie formår instruktøren at lade den uforfalskede fortælleglæde vokse hele vejen ud gennem lærredet.