Den selvudnævnte frelser af den lille amerikanske flække Gutterbee, Jimmy Jerry Lee Jones Jr. (W. Earl Brown), er dybt frustreret. Han gør alt, hvad han kan, for at gøre byen til det perfekte sted at være.
Det vil sige, ingen asiater, indfødte amerikanere, sorte, latinoer eller nogen som helst form for udlændinge.
”Make Gutterbee great again,” lyder mantraet. Så er det ligesom slået fast, hvem instruktør og manuskriptforfatter Ulrich Thomsen har baseret figuren på.
I den danske skuespillers anden film bag kameraet foretager han et markant toneskift i forhold til debuten In Embryo.
Den hårdkogte og eksperimenterende Los Angeles-noir afløses af kulsort og meget absurd humor, der leder tankerne hen på Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? og Raising Arizona – løssluppent vanvid kombineret med hjertevarme.
Thomsen bruger da også en fortæller på samme måde som brødreparret i deres mesterværk The Big Lebowski.
Cowboyen er i Gutterbee udskiftet med byens sherif (Chance Kelly), der fortæller om dengang, den tyske pølsemager Edward (Ewen Bremner) kom til byen og besluttede sig for at starte et gourmet-herberg. Her skulle man nyde den delikate spise i tyretarme og slippe for kristendommens moralske ævl.
Edward er nemlig vokset i den forfærdelige religiøse kult Frelsens Hær (ja, det er overdrevet) og hader den Jesus-tilbedende overbevisning. På grund af dem var pølsen forbudt i flere århundreder, da det blev anset som blasfemisk at indtage den blodfyldte spise.
Ulrich Thomsen har uden tvivl hygget sig enormt med at researche alskens mere eller mindre obskure fakta. Bagsiden er, at der bliver stoppet lige vel meget af det ind i Gutterbee.
Den fanatiske pølsemager øser om sig med (unødig) viden om frankfurtere i en lind strøm. På den måde fremstår han som en pendant til de prædikanter, han selv hader.
Filmens prædikant er dog et af de absolutte lyspunkter.
Nyligt afdøde Clark Middleton gestalter på ypperste vis den pengegriske præst Luke Kenneth Hosewall, som ihærdigt gør alt for at lokke tegnebøgerne frem fra byboernes lommer – det er jo ikke gratis at få syndsforladelse hos Jesus.
Det er en mindeværdig karakter i stil med dem, Ole Thestrup har leveret i Anders Thomas Jensens film.
I det hele taget er skuespilpræstationerne filmens trumfkort. Ulrich Thomsen har fået nogle virkeligt dygtige folk til at bringe sine personer til live, også selv om det måske ikke er de mest kendte navne for det gængse publikum i hverken Danmark eller USA.
Antony Starr, som Thomsen spillede over for i tv-serien Banshee, er den mest kendte takket være hans brillante portræt af den morderiske superhelt Homelander i Amazon-serien The Boys.
I Gutterbee er han faktisk det nærmeste, filmen kommer en egentlig hovedperson som Mike, der er Edwards forretningspartner i pølse-eventyret. Mike driver historien fremad, men han blegner lidt i forhold til de mange excentriske personager.
For det er, når vanviddet bliver omfavnet, at filmen finder sin form.
Den er inddelt i kapitler, som alle har meget bogstavelige titler. Det er umanerligt svært ikke at smile, når teksten ”En racistisk hane, der hedder Kenny” toner frem på lærredet.
Den Oscar-vindende fotograf Anthony Dod Mantle (Slumdog Millionaire og adskillige film for Lars von Trier) indfanger galskaben på fremragende vis og bidrager med en billedside, der ligger langt over filmens forholdsvis beskedne budget.
Historien er fyldt med afstikkere, der nok var blevet skåret væk, hvis Ulrich Thomsen havde haft hjælp til at skrive manuskriptet.
Den havde stået skarpere ti minutter kortere, men på den anden side vil man ikke undvære de mange skæve og sjove øjeblikke, som opstår mellem skuespillerne.
Kommentarer