Serieanmeldelse
19. aug. 2022 | 13:07

Håber du kom godt hjem

Foto | Nicolai Lok
Filippa Navarana er overbevisende i rollen som Louise, hvis verden bliver vendt på hovedet, da en ukendt gerningsmand voldtager veninden Monica.

Det er en genistreg at pakke en nødvendig historie om voldtægt ind i en detektivisk ungdomsserie, der vil danne forbillede for målgruppen.

Af Kjartan Hansen

Thais er hemmeligt forelsket i Louise. Derfor lader han, som om han er stor fan af Carson McCullers, så de to kan lave gruppearbejde om den kvindelige forfatter.

I virkeligheden har han aldrig hørt navnet før, men hendes forfatterskab er sigende for seriens indhold. Begge tager nemlig udgangspunkt i voldtægt og flokmentalitet i småsamfund.

Når Louises bedste veninde Monica vågner bevidstløs uden trusser på fodboldbanen efter en fest, rettes mistanken mod Thais. Som Monicas mobbeoffer har han et motiv for at gøre hende ondt.

Imidlertid drives Louise af retfærdighedssans og dårlig samvittighed over for veninden, som hun forlod i raseri samme aften. Louise beslutter sig for egenhændigt at opklare sagen.

At pakke en fabel om voldtægt ind som ungdomsserie med et ydre lag af detektivarbejde er en genistreg.

Hver uventet drejning i Louises (Filippa Navarana) optrevling leder mistanken mod en ny mulig gerningsmand. Rygter spredes og får store konsekvenser for de involverede, hvis liv står på spil i gymnasiets isolerede boble.

Håber du kom godt hjem har empati med voldtægtsofferet, samtidig med at den fordømmer heksejagten.

Da Michaela Coels I May Destroy You brød tabuet om voldtægt og de psykiske følger deraf, rykkede det tv-landskabets grænser. Hvor den engelske serie er lavet til et voksent publikum, henvender den talentfulde danske serieskaber Julie Budtz Sørensen (The Rain, Chosen) sig til de unge med oplysning og en udstrakt hånd.

Hvert afsnit begynder med en sort skærm og tre linjer, hvor dem, der har været udsat for voldtægt, henvises til sexlinien eller www.voldtaegt.dk.

For anden gang i år optræder Filippa Navarana i en markant ungdomsserie, der nedbryder tabu og tager unges seksualitet alvorligt. Hun er også med i Jonas Risvigs fremragende Salsa, hvor samtykke i den digitale tidsalder kommer under luppen.

Skuespilleren er skøn som den regelrette Louise, der indtil nu har levet et meget beskyttet liv. Hun keder sig med kæresten Mikkel (Jack Depaiva Pedersen), som inviterer på fransk restaurant og markerer sit territorium ved at kysse hende foran hele skolen.

Hun dåner ikke just, men får i stedet øjnene op for den akavede Thais (Vilmer Trier Brøgger), hvis lidenskab kommer frem, når de er alene.

Han kommer fra fattigere kår og er et let offer for skolens rigmandsbørn. Som den eneste elev bor han ikke i en villa, men i en trang lejlighed sammen med sin voldelige far.

Presset op i en krog ved Thais derfor, hvordan man forsvarer sig, og det opfattes som yderligere bevis på hans skyld. Samtidig gør det ham spændende og eksotisk i Louises øjne.

Boy Ewald spiller en markant mindre rolle end de andre medvirkende, men fortjener ros. Hun stråler som klassens alternative pige Eva, der allerede i ung alder holder fast i den, hun er.

Da en video dukker op, som viser Eva give Monicas kæreste Peter et blowjob, går der rygter om, at hun blev tvunget til det. Ufortrødent fortæller hun sandheden. De var bollevenner, og det eneste overgreb blev begået af den ukendte tredjepart, som havde optaget dem uden samtykke.

Den kærlige behandling af seksualitet, som er svær at flette ind i en fortælling om voldtægt, er et friskt pust i en ofte tynget fremstilling af unges kønsliv.

Legen med genrekonventioner tilsidesættes kortvarigt, når lægerne tjekker Monica (Maja Ida Thiele) efter voldtægten. Selv om sygeplejerne er venlige og omsorgsfulde, når de udskriver en fortrydelsespille og forebyggende medicin mod kønssygdomme, må de ikke melde overgrebet til politiet.

Moren fraråder også Monica at gå til politiet, fordi hun ikke har nogen tiltro til, at lovens lange arm gør andet end at give offeret skylden.

Suverænt undgår Håber du kom godt hjem at blive sentimental med sin fabel om voldtægt, heksejagt og venskab.

Serien gør fornemt op med tendensen til at mistænkeliggøre offeret og vil danne forbillede for nutidens unge.

Trailer: Håber du kom godt hjem

Kommentarer

Titel:
Håber du kom godt hjem

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Nils Holst-Jensen

Manuskript:
Julie Budtz Sørensen

Medvirkende:
Filippa Navarana, Maja Ida Thiele, Jack Depaiva Pedersen, Boy Ewald, Abdullah Ayman, Vilmer Trier Brøgger

Spilletid:
Syv afsnit af cirka tyve minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
21. august på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko