Håbet

”Har De set denne mand?”

Med et billede af sin far i hånden spørger den forældreløse Marie (Anine-Petrea Lindvig) alle sømændene ved kajen det samme spørgsmål, når skibene om søndagen sejler ind i hendes fynske havneby.

Nogle matroser kommer med en frisk bemærkning om, at manden på billedet nok er lidt gammel til hende. Men ellers ryster de alle på hovedet.

Men titlen på TV 2’s nye serie viser sig snart at være tvetydig. For når kaptajnen på fragtskibet Haabet adopterer Maries yngre søskende og sejler mod Kristiansand, hvor deres rigtige far sidst er set, er der nemlig håb forude.

Forklædt som dreng får Marie en tjans ombord på Haabet og går et eventyr i møde.

Ombord møder vi blandt andre Lars Brygmann som Styrmand Kneisvig. Han er rapkæftet og bander, som kun en sømand af den gamle skole kan. Men hans milde stemme og venlige smil bryder desværre illusionen om den hærdede søulk anno 1899.

Det skaber også forvirring, når nogle af personerne forandrer sig radikalt uden at have gennemgået bare den mindste form for personlig udvikling undervejs.

Det tydeligste eksempel er Nikolaj Dencker Schmidts præstation som Johannes Vinkel. Han præsenteres som fisefornem skurk, der håner alle omkring sig og skaber splid. Men ud af det blå forvandles han til det mest fintfølende og sympatiske væsen i hele serien.

Tilsigtet eller ej gør serien op med sømandsmyten om, at kvindelig skibsbesætning bringer uheld.

Modsat gængse fortællinger som Henning Carlsens Klabautermanden fra 1969 – hvor en kønsblandet bemanding bringer død og ulykke – kommer alle på Haabet helskindet i land. De fleste er sågar beriget på den ene eller anden måde ved seriens udgang.

Håbet skriver sig ind i traditionen fra danske folkekomedier som Styrmand Karlsen (1958) og Martha (1967), der udspiller sig blandt en skibsbesætnings brogede skare. Her finder serien meget af sin komiske vitaminindsprøjtning.

Men det er takket være Anine-Petrea Lindvigs livlige ansigtsmimik, at jævn humor løftes til en rigtig munter omgang. Det ser vi, når hun ligger vågen om natten og prøver at forskanse sig bag dynen af ren væmmelse, mens resten af mandskabet prutter natten lang.

Instruktør Christian E. Christiansen og manuskriptforfatter Ina Bruhn sparer heller ikke på referencer til Disneys store succeser fra 1990’erne. Håbet hylder både Mulan, når Marie klipper håret af og forklæder sig som dreng, og Løvernes konge, når alt senere synes fortabt, og hendes far viser sig som en tiltrængt trøst i et drømmesyn.

Når serien er bedst, leder den spækket med nænsomt udvalgte kostumer og sprudlende farvevalg tankerne hen på Wilhelm Marstrands Guldalder-malerier, selv om serien, der er mesterligt fotograferet af Niels Buchholzer, finder sted over tyve år efter malerens død.

Vi ser havets bølger glitre i sollyset i skønne sekvenser, som i salige øjeblikke afbryder historiens udvikling.

De smukke panoreringer over danske kyster og norske fjorde er en sand fryd for øjet. Det er et romantiseret blik på naturen, som står i skarp kontrast til de mørke skibskahytter og røgfyldte ølstuer i Kristiansand.

Så snart vores gæve nøglefigur ankommer til den norske havn, drages hun som en magnet til byens snavsede, små beverdinger, hvor tilrejsende samles for at udveksle røverhistorier og få en billig brandert.

Men modsat det øvrige klientel kommer hun for at lugte sig frem til sin far.

Tilhører man dem, som lystigt har fulgt med i ungdomsserien Skam, kan man glæde sig til et gensyn med Lisa Teige, der optræder som den bramfri servitrice Sigrid. Som fluen på væggen kender Sigrid alle byens store og små synder. Men vigtigst af alt husker hun den sidste gang, hvor Maries far satte sin fod i Kristiansand.

På trods af et delvist ufuldendt karaktergalleri blander Håbet munter humor, spænding og smægtende optagelser fra Nordens vilde natur sammen til en oplivende familieoplevelse.