Med Halloween fra 1978 skabte John Carpenter en fuldendt genreklassiker og en af horrorfilmens mest holdbare franchises. David Gordon Greens nye film med samme titel er den ellevte i serien. Seneste opdatering var Rob Zombies gonzo-genindspilning fra 2007 – som folk enten elsker eller hader – og hans sequel fra 2009.
Den nye film er tænkt som en direkte sequel til Carpenters original.
Der er gået 40 år siden den maskerede Michael Myers myrdede en håndfuld teenagere i Haddonfield, Illinois. Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) overlevede mødet med Myers, og siden den nat har hun ventet på at konfrontere – og dræbe – ondskaben.
Hendes paranoia og angst har kostet både ægteskab og forholdet til datteren Karen (Judy Greer), men barnebarnet Allyson (Andi Matichak) er fascineret af hende. Vi forstår hende. Laurie er en cool bedstemor med kælderen fuld af våben.
Michael Myers har været spærret inde på et sindssygehospital i 40 år. Han har aldrig sagt et ord. I åbningsscenen forsøger et par britiske podcast-journalister forgæves at få ham i tale. Men under en transport til et andet hospital lykkes det ham at stikke af og vende tilbage til Haddonfield.
På Halloween, selvfølgelig.
Konceptets holdbarhed skyldes først og fremmest, at det er så simpelt. Michael Myers er den mytologiske Bøhmand, ondskaben selv. En dræbermaskine uden motiv eller menneskelige egenskaber. Han omtales tit blot som ”The Shape”. Skiftende heltinders kamp mod ham er en simpel kamp mellem det gode og det onde.
Enkelheden gør også, at det er et koncept, som former sig meget smidigt efter tendenser i tiden.
Carpenters Halloween tematiserede seksualiteten. Et sikkert tegn på, at man skal dø, er, at man er seksuelt aktiv. Pigen, der overlever, er ikke bare afholdende, men nærmest aseksuel. Et typisk tema i de tidlige slasher-film, som Halloween var inspirationskilde til.
2018-versionen lander midt i et splittet Trump-USA, og det mærkes.
I dag ligner Michael Myers en venstrefløjs-skrækversion af Trump-vælgeren med sin blå arbejderkedeldragt, tunge støvler og følelseskolde brutalitet. I et sigende øjeblik ser vi Myers side om side med et blafrende amerikansk flag, inden han skal ud og myrde løs.
På den modsatte side har vi de – oftest – unge ofre. Nu handler det mere om identitet og køn end om sex. Et af ofrene er godt nok liderlig, men mere vigtigt er han en dreng, der bruger læbepomade(!) og kysser både fyre og piger. Og da Allyson tager til Halloween-fest med sin kæreste, er de klædt ud som køns-ombyttede Bonnie & Clyde.
Den slags flydende kønsidentitet straffes kontant.
Laurie Strode indtager sin helt egen position, præcis som hun gjorde tilbage i 1978. Hun er en traumatiseret overlever, som i 40 år har ventet på at møde ondskaben igen. Mens hendes svigersøn fortæller vittigheder om overvægtige rednecks og deres skydevåben, er Laurie bevæbnet til tænderne. Hun er en omvandrende reklame for den amerikanske våbenlov.
Det er ikke kun hendes alkoholisme og angst, der gør hende til pinligt selskab, når familien er ude og spise.
Principielt er der noget fattigt over disse evindelige sequels og reboots. Men David Gordon Green leverer varen. Han har et skarpt øje for suspense, og ligesom Carpenter ved han, hvordan man udnytter rummet i billedet – og ikke mindst rummet udenfor.
Det er en film uden billige jump scares, men med et solidt fokus på opbygning og stemning. Det er stramt og spændende. Green og hans medmanuskriptforfattere, Danny McBride og Jeff Fradley, kommer både med subtile referencer og et par originale twists – som letter fornemmelsen af at have set det hele før.
Genrefans, også de mere kræsne, vil nok være ret tilfredse.
Kommentarer