Serieanmeldelse
05. okt. 2020 | 19:37

The Haunting of Bly Manor

Foto | Eike Schroter
Pigen Flora (Amelie Bea Smith) stirrer ofte ud i luften, som om hun ser noget, mens barnepigen Dani (Victoria Pedretti) og gartneren Jamie (Amelia Eve) gør deres for at hjælpe.

Opfølger til succesfuld horror-serie har færre gys, men går direkte i hjertekulen med rørende historier om kærlighed.

Af Claus Nygaard Petersen

Mike Flanagan skabte i 2018 et moderne mesterværk af en horror-fortælling med Netflix-serien The Haunting of Hill House, baseret på Shirley Jacksons 1959-roman, som er blevet filmatiseret flere gange.

Kombinationen af isnende gys og tårefremkaldende drama gjorde historien om familien Crain og deres liv efter indflytningen på det hjemsøgte Hill House til fantastisk tv.

Nu er serieskaberen tilbage med endnu en spøgelseshistorie og mange af skuespillerne fra successerien. Med udgangspunkt i forfatteren Henry James’ gotiske novelle The Turn of the Screw fra 1898 er omdrejningspunktet igen et uhyggeligt, gammelt hus, hvor ikke kun de levende bevæger sig rundt i de lange gange.

I The Haunting of Bly Manor flytter den unge, amerikanske au pair Dani Clayton i 1980’erne til London og får til opgave at passe og undervise de to børn Miles og Flora Wingraves.

Titlens store landsted ligner prototypen på et sted, hvor fortiden ikke kan give slip. Klemmer man øjnene sammen, ligner facaden næsten et dødningehoved. De snørklede gange fører til dystre kælderrum og dunkle lofter, og så er der selvfølgelig en fløj, man skal holde sig fra.

Den tilhørte forældrene, der døde under mystiske omstændigheder i Indien. Nu bor børnene alene på stedet sammen med husholdersken Hannah, kokken Owen og gartneren Jamie.

At alt ikke er, som det skal være, bliver klart, så snart Dani ankommer.

Flora er en konstant smilende pige, der som regel afslutter sine begejstrede udmeldinger med ordene ”så pragtfuldt”. Men tit står hun og stirrer hen over skulderen på Dani, som om hun kigger på nogen.

Og Miles er enten den høfligste, lille dreng nogensinde, eller også har han samme flirtende manerer som en voksen mand – med tilhørende ondsindet attitude.

Ungernes tidligere au pair begik selvmord ved at drukne sig i herregårdens sø, og man er ikke i tvivl om, at der er gespenster på spil.

Men det er faktisk ikke uhyggen, som er i centrum.

Altoverskyggende savn som følge af kærlighed er det, der driver handlingen frem.

I forhold til Mike Flanagans forrige serie er der skruet gevaldigt ned for de skrækindjagende øjeblikke. Til gengæld bliver tiden brugt på at vise nogle mennesker, hvis ve og vel man virkelig går op i.

Fortiden hjemsøger dem.

Dani ser hele tiden en mand, hvis briller lyser som hvidglødende kul, i spejle eller genspejl fra blanke overflader. Hannah bliver ved med at se den samme revne forskellige steder på ejendommen, og mange morgener er huset fyldt med mudrede fodspor, der går den samme rute i huset.

”Vi kan ikke stole på fortiden,” siger Hannah til Owen. Deres forhold er med uovertruffent samspil af T’Nia Miller og Rahul Kohli noget af et bedste ved serien.

Er de venner eller forsøgsvis elskende, der ikke tør sige ordene til hinanden? Uanset hvad forstår man den store kærlighed, de nærer for hinanden, når Owen for gud ved hvilken gang laver en dårlig vittighed, og hun griner overbærende.

”Fortiden fortoner sig, minder falmer, og det gør ånden også. Alt forsvinder med tiden. Selv sjælen,” lyder det fra seriens navnløse fortæller, der italesætter, hvordan tid både er en velsignelse og en forbandelse.

Mike Flanagan, der også er manden bag Stephen King-filmatiseringerne Doctor Sleep og Gerald’s Game, har en uforlignelig evne til at lade uhyggen udspringe af personernes fortid.

Han har i anden omgang ikke været helt så involveret som i The Haunting of Hill House, hvor han instruerede samtlige afsnit. Det sjette var en regulær teknisk og gysermæssig tour de force, og man savner af og til hans signatur.

I The Haunting of Bly Manor nøjes han med at instruere første afsnit, der glimrende og effektivt sætter tonen for den emotionelle rusketur, man som seer kommer på.

Trailer: The Haunting of Bly Manor

Kommentarer

Titel:
The Haunting of Bly Manor

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Mike Flanagan

Medvirkende:
Victoria Pedretti, Oliver Jackson-Cohen, Amelia Eve, T’Nia Miller, Rahul Kohli, Tahriah Sharif

Spilletid:
Ni afsnit af cirka 55 minutter

Anmeldelse:
Ni afsnit

Premiere:
9. oktober på Netflix

© Filmmagasinet Ekko