The Haunting of Hill House

Der har aldrig været en bedre tid at være gyserfan. Med film som It, Hereditary, Get Out og A Quite Place har de sidste to år stået i gysets tegn på det store lærred.

Med The Haunting of Hill House hjemsøger spøgelserne og de makabre mareridt nu også serielandet.

Mike Flanagans adaptation af Shirley Jacksons roman fra 1959 gengiver visse begivenheder, navne og figurer fra bogen, men forholder sig ellers ret frit til kildematerialet. Det er noget af en risiko at løbe, men satsningen giver i den grad pote.

Serien skifter mellem to perioder i familien Crains liv.

I fortiden flytter Crain-familien, som består af mor, far og en børneflok på fem, ind i det hjemsøgte Hill-hus i håb om at renovere og sælge det til en fed indtjening. Men over sommeren begynder samtlige medlemmer at opleve groteske syn, der leder op til morens mystiske selvmord i det ondsindede hus.

I nutiden kæmper de nu fuldvoksne børn på hver deres måde stadig med tabet og traumet. De tvinges sammen, da én i flokken også begår selvmord.

Fra første afsnit vækker handlingen straks nysgerrigheden.

Hvorfor ville en kærlig mor begå selvmord, og hvad skete der egentlig den skæbnesvangre nat? Hvorfor sender den yngste søster, Nell, mystiske beskeder til resten af familien – og hvorfor afviser de andre søskende hendes kald om hjælp? Hvad gemmer sig bag den låste, røde dør i Hill-huset?

Denne vekslen mellem to perioder vækker mindelser om Stephen Kings monumentale roman It. Og Mike Flanagan er ikke ukendt med konceptet, da han også brugte en lignende fortælleform i sin gennembrudsfilm Oculus.

Grebet er gemt bag en elegant klippestil, som skaber en flydende overgang ved at klippe på bevægelser eller lyd. Samtidig er der tydeligvis lagt et enormt arbejde i at finde skuespillere, som ikke blot ligner deres voksenudgave, men også realistisk set kunne være i familie med hinanden.

Den samme sans for detaljer bruger Mike Flanagan til at skræmme livet af publikum med seriens mange, opfindsomme spøgelser. Han har en fantastisk evne til at trække en klam stemning ud til det ulidelige – og så gå et skridt længere. Især når fokus er på den unge Nell, der lider af søvnlammelse, kryber gyset helt ind under huden.

Andre steder bruger serien jump scares på en måde, der er sjældent effektiv for genren. Da de to søskende Theo og Shirley skændes i bilen, hopper et spøgelse uden varsel om på forsædet i et skrig fuld af jammer.

Jeg har ikke hoppet så højt under en film siden James Wans Nattens dæmoner.

Men serien har flere esser i ærmet. I en større genistreg fortæller de første fem afsnit den samme handling i de to forskellige tidsperioder, men set fra hver af de fem søskendes perspektiv.

Dermed lærer vi alle personer at kende både som børn og voksne. Lillebroren Luke virker først som en nyttesløs narkoman, når han stjæler en iPad fra storebroren Steven. Men i afsnittet om Luke får vi indsigt i hans dybe ar på sjælen, som han forsøger at overvinde med alkohol og stoffer.

Og den umiddelbare hovedperson Steven – der i bedste Stephen King-stil er en succesfuld, men skeptisk forfatter – viser sig hurtigt at være knapt så fin i kanten, som man først fik indtryk af.

Hver af de fem søskende ville kunne bære deres egen serie. Men det er de lynende konfrontationer mellem dem samt familiens mørke fortid i de sidste fem afsnit, som for alvor placerer The Haunting of Hill House i selskab med moderne serieklassikere som True Detective og The Handmaid’s Tale.

Sjette afsnit står særligt ud. Her baldrer familien Crain endelig hovederne sammen i en håndfuld nervepirrende lange indstillinger, mens deres afdøde familiemedlem spøger i baggrunden.

Blandingen af effektivt gys og psykologisk drama er ganske enkelt forrygende.