Historien om Danmark

Oplysning til folket er DR’s eksistensberettigelse, også kaldet public service, og efter jævne talentshows og amerikanske film får vi endelig noget for pengene.

I de indtil videre tre første afsnit af Historien om Danmark fortæller Lars Mikkelsen med et forbavsende gammeldags, roligt tempo om henholdsvis stenalderen, bronze- og jernalderen og vikingetiden. Fra jægerne og samlerne på tundraen over kultiveringen af naturen i bronze- og jernalderen til aggressiv søfart i vikingetidens kongerige.

Den lette og medrivende historiefortælling giver det overskuelige, underholdende overblik, så alle kan følge med. Den tolvårige, den 47-årige og den 89-årige. Sosu-assistenten, merkonomen og den ufaglærte.

Den kronologisk fortalte serie er klogt bygget op.

I front har vi den behagelige Lars Mikkelsen, der med skævt smil fortæller os, hvordan det var engang. Vi ser ham stå i et stenalderlandskab med stenaldermennesker i baggrunden, mens han fortæller, at flintesten primært blev brugt til at fælde træer og bygge huse og både.

Også de karikerede scener med stumme statister som stenalderfolk og vikinger er tilpas iscenesat, uden at det hverken bliver påtaget realistisk eller teatralsk.

Sagnlandet Lejre lægger optagelser til en henrettelse i jernalderens offermoser. I et langhus bliver en skægget Harald Blåtand døbt ind i kristendommen. Og i overgangen fra stenalder til bondestenalder dukker en fremmed mand i båd op i det danske skovlandskab og bliver budt velkommen med pile. Men da han tager en pose med korn frem fra en krukke, modtager folk ham nysgerrigt. En understregning af, at kornet kom sydfra med landbruget.

Jægere blev til bønder.

Vi får også flotte grafiske billeder af Danmark set fra oven. Af istiden, af tundraen og af skovlandskabet. Vi får nutidige billeder med Lars Mikkelsen på danske gravhøje, på et Mærsk-skib og i engelske byer, hvor vikinger erobrede og blev regenter. Særligt historien om vikinger som aggressive søfarere, der voldtog og plyndrede, får plads.

Mellem Lars Mikkelsen, grafik og skuespil får videnskabsfolk taletid. Også de er dygtige formidlere, der fortæller i øjenhøjde uden at være nedladende.

Mest spændende er det at høre om deres teknikker for, hvordan de både kan datere og stedbestemme gammel jord og knogler. Nørderne er så oprigtigt engageret i deres fag, at man ikke kan undgå at blive smittet. Som da professor Karin Margarita Frei bryder ud i glæde, da hendes analyser af hår, tænder og knogler viser, at Skrydstrup-kvinden også var indvandrer.

Historien om Danmark har modet til at være en politisk samtidskommentar.

Ligesom i scenen med kornmanden sydfra lægger fortællingen stor vægt på, at også Egtved-pigen var tysker og dermed, at Danmark er blevet skabt af indvandrere, af kulturel udveksling og ikke mindst af bytte-bytte-købmand-logik. Dem sydpå fik rav, og vi fik bronze. En dag fik vi også kristendom.

Vi hører dog for lidt om blodige stridigheder internt på det danske kontinent. Det bliver en anelse for idyllisk. Ved at iscenesætte stenalderen som et stykke Danmarkshistorie konstruerer serien en fælles, national fortælling, men rensdyrjægere på tundraen følte sig næppe som danskere. Historikere har peget på, at nationerne, altså geografisk afgrænsede områder, hvor folk føler fælles identitet, er et produkt af nationsopbygningerne, der først blev fuldbyrdet i 1800-tallet.

Så selv om vi får at vide, at det var under Harald Blåtand, at Danmark blev et samlet land, har de fleste bønder, trælle og håndværkere næppe følt sig som danskere. De har følt sig knyttet til deres egn.

Men bortset fra denne anke er Historien om Danskerne et godt sted at begynde, hvis man vil lære historien at kende.