Holy Spider

Seriemorderfiguren er populær på film. Den er brugt til alt fra at advare om en fascistoid underverden (M) over at straffe promiskuøs ungdom (Maskernes nat) til satire over yuppiekulturen (American Psycho).

Men figuren har vist aldrig før dannet grundlag for et opgør med det patriarkalske samfund i et muslimsk land.

Dét er iransk-danske Ali Abbasis genistreg i Holy Spider, som efter verdenspremieren i Cannes blev fordømt af det iranske præstestyre, selv om historien er autentisk.

I en periode omkring årtusindeskiftet dræber en religiøs håndværker og familiefar i den hellige by Mashhad seksten prostituerede. Han efterlader ligene det samme sted og ringer til en krimireporter på en avis for at gøre opmærksom på ugerningen. Målet er at rense gaderne for prostituerede.

Det lyder som en blanding af Jack the Ripper, der i slutningen af 1800-tallet dræbte prostituerede i London, og Zodiac, der hærgede Californien i 1960’erne. Begge sendte også breve til aviserne.

At historien denne gang foregår i Iran, gør den særligt slagkraftig. I det strengt religiøse land er prostitution forbudt, og alligevel foregår trækkeriet åbenlyst på gaden om natten i martyrernes by, som pilgrimsrejsende valfarter til.

Det er en voldsom film, men de stærkeste scener er faktisk dem, der skildrer kvinders hverdag. I iranske film bærer kvinder slør, så når Holy Spider starter i et lurvet køkken, hvor man ikke bare ser en kvindes hår, men også hendes nøgne bryster, giver det et gib i én.

Hun lægger makeup, putter sin søn og vandrer ud på gaden for at trække. Her samles hun op af mænd og køres til deres hjem, eller også giver hun dem et blowjob i bilen. Hvis hun da ikke må tage imod slag fra en mand, der får afløb for sine aggressioner.

Det er hjerteskærende socialrealisme, når kvinden forsøger at dække sine mærker med makeup. Så samles hun op af Saeed, der i sit hjem kvæler hende i det tørklæde, regimet tvinger hende til at gå med.

I ultra-nærbilleder dvæler instruktøren ved den brutalt langsomme kvælningsdød. For seriemorderen handler det om mere end at rense byen. Drabene emmer af fortrængt seksualitet, hvilket understreges, når Saeed (afdæmpet spillet af Mehdi Bajestani) efter et drab lægger sig over et lig og sensuelt dufter til den døde kvinde.

Ligesom i Psycho glider perspektivet fra offer til gerningsmand og snart videre til filmens egentlige hovedperson, en lokal journalist ved navn Rahimi (Zar Amir Ebrahimi).

Hun har en mistanke om, at det passer myndighederne ganske godt, at mordene forbliver uopklarede. Det bekræftes hun i, da politimanden på sagen benytter lejligheden til at lægge så voldsomt an på hende, at det kvalificerer til en #MeToo-sag.

Misogynien gennemsyrer samfundet, konstaterer Rahimi, der gør sig til lokkedue for morderen. Selv om Ali Abbasi er ude i et større ærinde, bemestrer han også thrillerens nervepirrende spænding.

Intensiteten skyldes også danske Nadim Carlsens mørke og stemningsfulde billeder fra en by uden nåde: kaotiske gader, uhyggeligt smalle gyder, golde hotelværelser, en rå trappeopgang og en lejlighed, der med ét skifter stemning fra familiehygge til klaustrofobisk gerningssted.

Storslået er et panoramisk nattebillede af byen, hvis lys danner et nærmest helligt spindelvæv og visualiserer morderens øgenavn: Den hellige Edderkop. Også Rasmus Winther Jensens slagkraftige lydunivers og Martin Dirkovs elektroniske musik går lige i mellemgulvet.

I det misogyne præstestyre bliver Saeed en folkehelt, der er Allahs tro tjener. Og hans unge søn står klar til at videreføre farens projekt.

Med den kønsflydende troldefilm Grænse og nu et feministisk seriemorderdrama transformerer Ali Abbasi genrefilm til politisk sprængfarlige bomber.

Sjældent grænsebrydende filmkunst.