House of Cards – sæson 5

Sidst vi mødte Frank Underwood, var han trængt på alle fronter.

Men så trådte Claire, nu førstedame og vicepræsidentkandidat, i karakter: ”Jeg er færdig med at prøve at vinde folks hjerter. Lad os angribe hjerterne i stedet. Frygt kan vi arbejde med.”

Dét fik gløden tilbage i Franks øjne. ”Yes we can,” udbrød han (en slet skjult reference til Barack Obamas valgslogan fra 2008).

Der blev erklæret krig mod terror-organisationen ICO, og til slut fandt parret sammen i et iskoldt blik.

I femte sæson er præsidentvalget i sin slutspurt. Kampen står mellem demokraten Underwood og den republikanske krigshelt Conway (Joel Kinnaman). Frank er presset af dårlige popularitets- og meningsmålinger og truet af en kongreshøring, og midt i det hele graver The Washington Heralds Hammerschmidt efter flere kompromitterende oplysninger om Franks vej til magten – og kommer faretruende tæt på sandheden om Zoes død.

Men med Frank og Claires pagt om at bevare magten for enhver pris – med krig, kaos og terror som afledningsmanøvre – kræver det virkelig også sit at sparke det magtliderlige power-couple ud af Det Hvide Hus. Franks ambition er at vinde ikke bare i 2016, men også i 2020, 2024, 2028, 2032 og 2036. ”One nation … Underwood,” som han siger i traileren.

Den tidligere landsfader George Washington, som skuler fra flere portrætter og buster i vestfløjens gange og kontorer, må vende sig i graven. Det var ham, der i sin tid indførte den skik, at en præsident højst sad i to embedsperioder, hvilket i 1951 blev ophøjet til lov.

Frank har ikke meget til overs for de forfatningssikrede demokratiske grundprincipper, herunder den fri presse. The Washington Herald bruger han til at antænde brænde i pejsen med, og det amerikanske flag brænder han hul i med en cigaret.

Intet er ham helligt.

Men hvem kan han egentlig selv stole på i det skrupelløse magtspil? Som Frank advarer Claire om, er den, der klapper højest, som regel den, man bør være mest på vagt for. Og der er mange rygklappere i den Underwood’ske inderkreds, og ingen har længere rene hænder.

Der er forfatteren og taleskriveren Tom Yates, som Frank har accepteret, at Claire har et seksuelt forhold til, og som ligger inde med sprængfarlig viden om parrets privatliv og ambitioner. Der er udenrigsministeren Catherine Durant, som vakler mere og mere i sin støtte til Frank, og Claires kampagneleder LeAnn Harvey, som ligeledes føler nettet stramme efter nogle tvivlsomme dispositioner.

Der er også Doug, der tumler videre med samvittigheden efter mange mørke gerninger som håndlanger for Frank. Kan han blive ved med at adlyde blindt?

Og kan Frank overhovedet stole på Claire og vice versa?

Det er det altoverskyggende og mest engagerende spørgsmål i sæson fem. I den forbindelse er det måske et varsel, at Frank Og Claire viser sig at have et helt særligt forhold til Billy Wilders noirklassiker Double Indemnity, der handler om magtbegær og grådighed med dødelig udgang.

Det er en svaghed, at plottet efter mere end tres episoder har svært ved at samle sig.

I stedet for at spidse til og give seerne det shakespeare’ske klimaks, der har ligget i kortene, vælger serien at udvide et i forvejen omfattende persongalleri, som også stadigvæk tæller den russiske præsident Petrov spillet af Lars Mikkelsen.

De ekstra volter på dramaet gør desværre, at serien bliver unødigt kompliceret og begynder at ligne gentagelser af noget, vi allerede har set. Spændingen er ikke lige så intens som i tidligere sæsoner.

På den anden side er det også vanskeligt at fortænke de nye showrunnere – som har overtaget styringen efter Beau Willimon – i at ville udvikle House of Cards, fordi den politiske virkelighed i USA på alle måder har givet serien ny aktualitet.

Indtil videre overgår virkeligheden fiktionen i absurd teater, men det må der også kunne blive godt drama ud af.