I slutningen af femte sæson lå det i kortene, at Frank Underwood ville få vanskeligt ved at genvinde magten, og at ægteskabet med Claire hang i en tynd tråd.
Skeletterne fra Franks vej til Det Hvide Hus væltede ud af skabet (nogle strategisk lækket af ham selv). Han måtte træde tilbage som præsident for at afværge en kongreshøring, og endelig undlod Claire – der havde overtaget det ovale kontor – at udstyre ham med en præsidentiel benådning.
”My turn,” sluttede hun.
I sjette – og sidste – sæson er Frank død og jordet. Claire derimod kan fejre den amerikanske uafhængighedsdag og sine første 100 dage som præsident, den 47. af slagsen – og den første kvindelige.
Det står hurtigt klart, at ægteskabet med Frank var et middel til at nå målet. Claires tårer til hans begravelse var udelukkende til ære for fotograferne.
”Francis, I’m done with you,” siger Claire, da hun sætter en fugl fri, der som et andet spøgelse – og noget symboltungt – baskede rundt, fanget bag Det Hvide Hus’ porøse vægge.
Hun er færdig med at lade sig styre af mænd.
At Frank skulle dø, kommer næppe bag på nogen. I hvert fald ikke dem, der har set den britiske House of Cards. Her måtte Francis Urquhart – på Margaret Thatcher Day – lade livet, bedraget og overlistet af kone, der ikke ville rives med i hans uundgåelige fald.
Den amerikanske version styrede mod et lignende klimaks, da Kevin Spaceys berufsverbot efter #MeToo-anklager sidste år pludselig sendte forfatterne på overarbejde. Frank blev skrevet ud af handlingen og Claire gjort til ny hovedperson.
Desværre må det konstateres, at man ikke har formået at gøre Robin Wrights Claire til en fuldt ligeværdig figur. Hun kan ikke erstatte, hvad der må formodes at være endt på klippegulvet med Kevin Spacey.
De sædvanligvis tretten afsnit er barberet ned til otte, hvoraf de første fem snegler sig af sted. Den primære fremdrift er en alt for langsom afdækning af, hvem der dræbte Frank. Det bliver kun ekstra løjerligt af, at vi hverken må se eller høre Kevin Spacey, end ikke se et billede af ham.
Mens andre på bedste sæbeopera-manér konspirerer imod Claire og hinanden, ser hun Rosemary’s baby i Det Hvide Hus’ biograf. Hun fremstår passiv, svag og tynget, og hun må stå model til mere kritik end nogen af hendes mandlige forgængere – selv inderkredsen betvivler hendes lederevner.
Foruden gamle kendinge – blandt andre journalisterne Hammerschmidt og Skorksy, den tidligere udenrigsminister Catherine Durant, den russiske præsident Petrov (Lars Mikkelsen) og Franks nu benådede håndlanger Doug – er persongalleriet udvidet med nye modstandere. Diane Lane og Greg Kinnear spiller det storkapitalistiske søskendepar Anette og Bill Shepherd, som Frank smedede luskede planer med inden sin død.
Ingen fra den alenlange rolleliste giver dog Robin Wright et med- eller modspil, der kan matche det gnistrende samspil, hun havde med Kevin Spacey. Og Claire savner en tæt allieret at betro sig til, så seerne i det mindste har en chance for bare nogenlunde at vide, hvor vi har hende, og hvad vi skal være spændte på.
En række ikke ret overbevisende flashbacks til Claires barndom og ungdom har til formål at give hende et sjæleliv og vise, at hun er blevet victim-shamet fra barnsben: Oprøret har altid ulmet i hende.
”Vær ikke bekymrede, jeg har en plan,” forsikrer hun da også seerne om gennem den fjerde væg.
Problemet er bare, at denne plan først sættes i værk over halvvejs i sæsonen. For selvfølgelig er det kun teater, når Claire spiller svag kvinde eller ungmø i nød. Det er jo ikke hvem som helst, hun har haft som læremester.
Slutningen er værd at vente på.
Trods flere løse ender sættes der, trods alt, et værdigt punktum for en fiktionsserie, der i de seneste år har haft vanskeligt ved at hamle op med virkelighedens føljeton om Donald Trumps korthus.
facebook
twitter
Kommentarer