Hvid støj

Vi skal alle dø en dag.

Den ubehagelige kendsgerning hænger over Gladney-familien længe før, et gasudslip bliver til en giftsky og syreregn, der gør døden håndgribelig.

Indtil da har de kunnet holde den på afstand med livets småfnidder og kulturens beroligende ritualer. Som at se billeder af flykatastrofer og biluheld og tænke: ”Godt det ikke var mig!”

Jack og Babette og deres mange børn fra forskellige ægteskaber er omgivet af samfundets baggrundsstøj. Snakken går uafladeligt om alt og ingenting i det pastelfarvede køkken og den brune stationcar. Der snakkes også på lærerværelset, hvor Jacks kolleger udfritter hinanden om, hvor de var, da Marilyn Monroe døde.

I en verden fuld af overlappende meninger og misinformation klamrer professorerne sig til store fortællinger.

Jack er respekteret som stifter af afdelingen for Hitler-studier, selv om han i smug tager tyskundervisning, hvor han øver sig på at sige: ”Ich esse Kartoffelsalat.”

Hvid støj er baseret på Don DeLillos postmodernistiske roman, der spidder midt-80’ernes angst for et informationssamfund under bombardement af nye medier og en overflod af tilbud.

Med andre ord er det en satire om, hvordan boomer-generationen fik sved på panden over at se Generation X’ere som Noah Baumbach zappe rundt mellem alle de nye tv- og radiokanaler.

Instruktørens storstilede filmatisering for Netflix er ikke helt så skarp som samtidssatire. Historien taler mere til MTV- end til TikTok-generationen, men filmen rammer præcist og kosteligt romanens meningsforstyrrede pingpong-dialoger og absurd-komiske forviklinger.

Tempoet er gispende hurtigt og stilen karikeret på nippet til det maniske.

Hvid støj er et kunstnerisk højresving for Noah Baumbach. Det er både hans første romanfilmatisering og hans største film til dato. Og det er, som om begge dele har givet ham frihed til at eksperimentere.

Han har altid haft et sobert øje og stor sympati for personer, der stikker ud fra normalen. Der er den retningsløse danser i Frances Ha, den kriseramte kunstner i While We’re Young og skilsmissefamilierne i The Squid and the Whale og Marriage Story.

Men Jack og Babette søger tryghed i konformiteten og har svært ved at tro deres egne øjne, da en giftsky tvinger dem til at evakuere hjemmet. Den slags sker statistisk set kun for lavindkomstfamilier, beroliger Jack, der sætter sig veltilpas til bords, mens børnene nærmest skriger på at komme væk.

Adam Driver og Greta Gerwig er nok mindst ti år for unge til hovedrollerne, men de giver den hele armen. Han med lasket vom og distræt bedrevidenhed, hun nærmest selvudslettende under et uterligt krølhår. De er sympatiske holdepunkter i en hektisk historie med deres deadpan-mimik og drevne komiske timing.

Tidsperioden er prangende iscenesat med fjernsynsflimrende lys, markeret æstetik og et stort budget, der kommer til sin ret i evakueringsscenerne.

I en katastrofesekvens, der er Roland Emmerich værdig, flygter hundreder af statister fra en sort mareridtssky af ren, knugende død. Evakueringslejren er som en fremmed verden, hvor folk stimler chokerede sammen og er fortørnede over, at der ikke er nyhedskameraer til stede til at dokumentere deres historie.

I stedet må de selv lave dukketeater og lejrbålssange.

Jack og Babette er begge rædselsslagne for, at den anden skal dø først og lade dem alene. Frygten eskalerer i filmens tredje akt. Det er rørende, men ellers holder Hvid støj følelserne lidt på afstand med sin veloplagte ironi.

Det er en nydelse, men også krævende at opleve satiren over hypermedialisering og dødsangst, hvor velslebne replikker fyger rundt i munter karnevalsforvirring. Altså en god film, men ikke den mest publikumsvenlige, som Noah Baumbach har lavet.