Hvide Sande

Sverige var selvfølgelig først med at producere turistvenlige krimiserier fra sommerlandet.

I skærgården er alting indbydende, indbyggerne venlige og omgivelserne et appetitligt forslag til sund familieferie forklædt som feelgood-krimiserie.

Tempo i ro og mag, mord og vold forholdsvis tempereret, så historie og region ikke skræmmer turister væk. Mordgåden løses til sidst i et miljø, som serien aldrig går længere ned i, end at alle turister kan følge med.

På alle måder er TV 2’s ny krimiserie Hvide Sande ligesom TV 2 Charlies Sommerdahl en turistkrimi.

Allerede i begyndelsen er Dannebrog rejst over idylliske fiskerhuse i sol og sommer. Vi er i titlens by ved den jyske vestkyst med de berømte strande, som surfere fra hele verden opsøger som Nordens Hawaii. Befolket med fåmælte helårsjyder, som enten er morsomme eller mutte, fåmælte eller flabede.

Der er havnefest med fadbamser og folke- eller linedans samt alle de smukke unge mennesker med deres surfbrætter. Men som TV 2’s foromtale siger så klart, er der også en slange i dette paradis.

Et år før handlingens start blev en tysk surfer fundet stranguleret. Mordet er stadig uopklaret, så nu sendes en dansk-tysk strømer, Thomas fra Hamborg, op til åstedet, hvor han skal danne fordækt ægtepar med den danske politikvinde Helene.

Under dække i Hvide Sande skal de snedigt blande sig med de lokale for at finde ud af, hvem morderen mon er.

Først ender parret på en campingplads, og forholdet mellem dem er anspændt fra start. Han er en meget tavs tysker og enkemand, hun er en frisk dansk kvinde, som både vil kurtiseres og respekteres. Samtidig er der de sædvanlige trakasserier mellem Danmark og Tyskland.

Men pø om pø øjnes der langsomt en chance for en romance imellem de to aparte. Sagen spædes op med anden kriminalitet såsom organiseret smugleri og strandrace med penge på spil.

Selve plottet med at lade to modsatrettede strissere optræde som falsk par på farligt job er bestemt ikke ny. Sidst set i den belgiske serie Undercover på Netflix med en belgier over for en hollænder.

Det er ellers A.J. Kazinski, det professionelle og hårdkogte forfatterpar Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, som har skabt hovedhistorien.

Det mærkes desværre alt for sjældent, og det hårdkogte gælder mere morgenmadens æg end mordgådens opklaring.

Politiarbejdet er ikke eksorbitant bemærkelsesværdigt. Det består i at observere personer i landskabet, overhøre cafépassiar, udveksle mistanker, tænke højt og få to og to til at blive fire.

Bodil Jørgensen har overtaget Ghita Nørbys rolle som genrens politibedstemor med slag i og tilfører rollen sit berømte og bekymrede jyske mæle under to øjne milde som dansk skoleost.

Jesper Asholt er lurendrejer og lokalbetjent, mens Camilla Bendix spiller hans entreprenante lægekone. Bjarne Henriksen er bykonge med reptiløjne og rævesmil. Amanda Friis Jürgensen er ikke dårlig som hans datter, en femme fatale måske god nok på den bund, vi endnu ikke har set.

Handlingen foregår i luntetrav, så alle kan følge med, og det er i virkeligheden Hvide Sande, som har seriens centrale hovedrolle.

Historiens hovedroller, Helene og Thomas, spilles heldigvis af Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. Hun med sin skrøbelige personlighed bag den glaserede facade, han tvær knudemand, der har svært ved at smile.

De er udstyret med en klichéfast golden retriever, som kan tænke selv, vise tunge og vuffe advarende. Replikkerne er stedvis kvikt rapkæftede, men for det meste tales der i cirkulerende tørretumblersprog, hvor banaliteter kastes rundt adskillige gange, indtil de er knastørre.

Efter fire af de otte afsnit er serien uden at være decideret kedelig faktisk ej heller særligt spændende.

Årsagen er konkret. Hver gang, der skal ske noget stærkt, skal vi partout se Hvide Sandes seværdigheder. Bagfra og forfra, fra oven og for neden.