Hvor kragerne vender

En kvinde har forladt barndomshjemmet og det simple udkantsliv til fordel for storbyen, men er tvunget til at vende tilbage.

Skabelonen er kendt fra Sweet Home Alabama og Mødregruppen, hvor Danica Curcic må forlade jetset-livet i Hongkong og rejse hjem til Fyn.

I spillefilmdebutanten Lisa Jespersens komediedrama Hvor kragerne vender er det brorens bryllup, som hiver Irina (Rosalinde Mynster) tilbage til barndomshjemmet i udkantsdanmark. Men det er ingen romantiseret skildring af mødet med fortiden. 

Irina har følt sig forkert og er blevet udsat for systematisk mobning af den jævnaldrende Catrine. Irina har nu ændret navn, så hun ikke længere er opkaldt efter oldemoren Laura, og hun har skrevet en bog, hvor hun udstiller sin opvækst og hjemstavn.

Det hjælper ikke på den akavede situation, at det viser sig at være Catrine, som broren skal giftes med. Rivalen er stille og roligt ved at overtage den plads i familien, som Irina frasagde sig, da hun flyttede til København.

Catrine har fået oldemor-Lauras gamle vielsesring og er klar til at overtage svigermors blomsterbutik.

Ligesom Lisa Jespersens portræt af tre midaldrende kvinder i filmskoleafgangsdramaet September – der kan ses på Ekko Shortlist – sprudlede af humor, er Hvor kragerne vender fyldt med komiske sammenstød mellem provinslivet og Københavns kreative klasse, som Irina og hendes kæreste Benjamin er en del af.

Alene kontrasten i påklædningen får én til at trække på smilebåndet: Benjamin med mønstret skjorte og ring i øret og Irina med kort hår, sorte læber og oversize blazer over for hendes familie, der går i ternede skovmandsskjorter og joggingbukser.

Deres verdenssyn karambolerer hurtigt – Irinas veganske vaner, brugen af cannabisolie og spørgsmålet om, hvorvidt unge skal straffes med fængsel, er trusler mod freden ved middagsbordet.

”De affaldssorterer ikke engang,” siger Benjamin nærmest hovedrystende. Og det er aldeles morsomt, når det selvhøjtidelige københavnermiljø konfronteres med provinslivet.

Her danses der til Thomas Helmig og Rocazino. Køerne vil kun høre radiostationen POP FM, for ellers får de stress. Og problemer løses naturligvis med næverne.

Særligt morsomt er det at se Benjamin, som virker aldeles malplaceret på landet. Det er en fest at iagttage hans rynkede øjenbryn, mens han læser den banale fællessang, der til brylluppet skal skråles med på.

Under overfladen har alle noget i bagagen, og filmen har den sympatiske pointe, at man ikke skal lade sig styre af normer og fordomme.

Det er et solidt hold skuespillere, som er samlet. Bodil Jørgensen leverer en stærk præstation som moren Jane, der grundlæggende elsker sin datter, men føler, at datteren ser ned på dem og deres livsstil. Og hun forstår ikke hendes valg i livet.

Melodi Grand Prix-vinderen Jesper Groth er yderst charmerende og troværdig som Irinas ungdomskæreste, mens Anne Sofie Wanstrup i rollen som Catrine har et urkomisk modspil med Rosalinde Mynsters Irina.

De to kvinder sender hinanden falske smil, mens Catrine kommer med stikpiller og grovheder i smug.

Men især Mynster leverer en pragtpræstation og tilfører en nerve til filmen. Det er tydeligt i hendes blik, at hun lider, og på underspillet vis kan man fornemme, hvordan hun flere gange er ved at gå i stykker. Det har været hendes egen beslutning at vende familien ryggen, men det nager hende.

På den måde bliver det også en fortælling om familie og rødder. Om det bånd, der ikke kan brydes trods forskelligheder, og om, hvordan de får en bedre forståelse for hinanden.

I de senere år har film som Frygtelig lykkelig og Mænd & høns skabt en udkantsgenre, hvor den landlige idyl er blevet til en provins i helvede.

Lisa Jespersen har et forfriskende nøgternt blik på kulturkonflikten, hvor hun formår at se det latterlige i fordommene på begge sider og trænge ind til det genuint menneskelige.

Det er faktisk en stor bedrift.