Hygge!

Softwaremillionæren Peter, der gik på pension i en alder af 26, har inviteret sine brødre med ledsagere til fødselsdagsmiddag i sit mondæne sommerhus i Nordsjælland. 

Fødselsdagsbarnet Jesper kan ikke selv være til stede, da han ligger i koma på Rigshospitalet, svævende mellem liv og død. 

Men de andre kommer: den smarte bror Hans-Fabian og hans kæreste Nikolaj, foruden en anden Nikolaj, lillebroren, der har inviteret sin helt nye og langt yngre kæreste Laura med til den fine middag. Og så selvfølgelig Peters hustru, Helene. 

Laura føler sig utryg som nyankommen. Hun foreslår en selskabsleg, så alle kan løsne op og lære hinanden bedre at kende. Inden måltidet skal alle gæster låse op for deres mobiltelefoner og lægge dem på spisebordet. Alle opkald og beskeder skal besvares med højttaler på, så alle kan høre med. 

Lyder spillet og legen bekendt? 

I 2016 drejede italienske Paolo Genovese Perfect Strangers med præcis denne opsætning: et kammerspil baseret på sandhed og konsekvens, som siden er blevet flittigt genopført verden over. Der findes en kinesisk og israelsk version, en mexicansk og en tyrkisk, sågar både en armensk og en aserbajdsjansk, mens jeg selv med fornøjelse husker den franske udgave: Intet at skjule. 

Disse genindspilninger tager naturligvis farve efter hvert lands kultur, men formlen er den samme. Skeletter falder ud af skabe, ugler flyver op fra moser, sandheder kommer for en dag, mens publikum griner, gyser og krummer tæer over de pinagtige afsløringer. 

Nu har idéen været i hænderne på den islandske Dagur Kári, som udviste flair for poetisk hverdagsrealisme allerede med Voksne mennesker fra 2005. Han har versioneret remake nummer 24 med udråbstegn og det hele, så vi danskere ikke kan overse den: Hygge! 

Det giver umiddelbart associationer om endnu en omgang dansk julefrokosthygge med lårklaskende lavkomik. Men selve ordet optræder først til sidst i filmen og det på den selvudleverende, ironiske måde. 

Stemningen indtræffer sig aldrig, eller kun på skrømt. Snarere udarter Hygge! sig notifikation for notifikation til scener fra forskellige ægteskaber. Ingmar Bergman med lattergas. 

Den skæbnesvangre middag afholdes i den kreative klasses øverste skorpe, hvor sociale problemer nærmest kun optræder i form af manglende takt og tone. Som når udannede undermennesker udtaler fremmedord forkert. En baggrund, der giver anledning til en veloplagt udlevering af vinsnobberi samt udførlig forklaring af forskellen på modebegreberne mansplaining og gaslighting. 

Telefonkonceptet er boulevardteatrets gode gamle sædekomedie, hvor borgerskabets diskrete charme udleveres som dobbeltmoral og hykleri, og et skuespilensemble slagfærdigt inkarnerer hver sin arketypiske rolle. 

Talentfulde Sofie Torp giver os den kølige og småfrustrerede værtinde Helene, som flammer op uden for hjemmet. Så er der homoægteparret, spillet oplagt af Nicolai Jørgensen og Thue Ersted Rasmussen, et åbent ægteskab som måske i virkeligheden kun står på klem. 

Olivia Joof Lewerissa gestalter den potrygende galleriejer Simone og viser, at hun er en fremragende komiker med knivskarp mimik. 

Alt imens vimser den selvbevidste mangemillionær Peter – fermt underspillet af Joachim Fjelstrup – omkring med skjulte vodkaflasker. Hans lillebror, taberen Nikolaj, leveres fint afstemt af Jesper Groth, mens hans tilsyneladende enfoldige kæreste Laura spilles glimrende af Andrea Heick Gadeberg. 

Eneste skønhedsfejl i de elegante, men ekvilibristisk onde afsløringer, er en episode med en nedskudt drone. Det føles som noget fjolleri fra en af de fladpandede folkekomedier, Hygge! netop ikke er. 

Dagur Kári styrer ellers behændigt uden om platheder i en morsom og eftertænksom film, der for hver forsoning står parat med en hemmelig faldlem.