Biografanmeldelse
10. apr. 2013 | 20:00

I Give It a Year

Foto | Giles Keyte
I Give It a Year lægger sig fint ind i traditionen for britiske komedier med mere bid end sine amerikanske modparter.

Den romantiske bøtte er vendt forfriskende på hovedet i britisk komedie, hvor lykke rimer på skilsmisse.

Af Henrik Østergaard

Nyforelskede Nat (Rose Byrne) og Josh (Rafe Spall) skal giftes. Men allerede ved vielsen blinker advarselslamperne rødt.

Præsten kløjes bogstavelig talt i de højtidelige vielsesord i kirken, og venner og familie udtrykker højlydt deres manglende tiltro til, at det umage pars ægteskab vil holde mere end et år. Og ganske rigtigt: Herfra går det nedad bakke for forholdet.

Bøtten er frækt vendt på hovedet i den britiske romantiske komedie I Give It a Year, der på det nærmeste er en uforbeholden hyldest til en af den moderne civilisations – i visse tilfælde – befriende lyksaligheder: skilsmissen.

Det står nemlig hurtigt klart, at Nat og Josh ikke får hinanden. Nat er et perfektionistisk karrieremenneske, mens Josh er en falleret forfatter, der er godt tilfreds med at tilbringe dagene i joggingbukser på sofaen.

I Give It a Year er bygget op omkring den gradvise sammensmeltning for et par, der bare ikke passer sammen – fra de første små hverdagsirritationsmomenter begynder at sætte ind, til den oprindelige kærlighed (ved første blik) er reduceret til indebrændt ugidelighed.

Både Nat og Josh nægter imidlertid give op, men ægteskabets snerrende lænker dirkes op, da Nats charmerende amerikanske klient (Simon Baker) begynder at gøre stormkur til den velvillige kvinde Nat, der er godt træt af sin kiksede mand. Mens Josh samtidig ikke helt har mistet følelserne for sin amerikanske ekskæreste (Anna Faris), der er lige så sjusket som ham selv og netop vendt hjem fra nødhjælpsarbejde i Afrika.

Som Notting Hill og Love Actually viser filmen på den måde briternes forkærlighed for at knytte bånd over Atlanten i deres komedier. Og den lægger sig ind i den særligt britiske variant af den romantiske komedie, der i hvert fald traditionelt har haft mere bid end sine amerikanske modparter.

I hænderne på Dan Mazer, der var en del af manuskript-holdet bag Sacha Baron Cohens Borat, Brüno og Da Ali G Show, har forviklingerne dog fået et ekstra nøk ned under bæltestedet. Mest markant når Joshs forældre rager på hinanden i de mest pinlige øjeblikke og dyrker høj og porno-inspireret sex.

I Give It a Year plages af mangel på romantisk kemi mellem de to hovedpersoner og deres nye love interests. Især Anna Faris virker helt ved siden af som nødhjælpsarbejder, selvom det sædvanlige blank-blonde hår er udskiftet med en jordnær kommunefarve.

Det opvejes dog af filmens perlerække af sjove bifigurer.

Minnie Driver er i sit es som Nats søster, der hader alt ved sin mand, spillet med duknakkede hundehvalpe øjne af Jason Flemyng. Og selvom Stephen Merchants forfærdelige nørd af en best man mere eller mindre er en kopi af hans rolle fra tv-serien Extras, som han lavede med Ricky Gervais, leverer han figurens grænseoverskridende chauvinisme med så barnagtig uskyldighed, at det stadig er tåkrummende morsomt.

De overgås dog af Olivia Colman. Den britiske komedienne har for nylig mest gjort sig bemærket i seriøse roller i Jernladyen og især Tyrannosaur. Her er hendes forrygende mandehadende parterapeut, der selv trænger til alvorlig terapi, nær ved at løbe med filmen.

Trailer: I Give It a Year

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Dan Mazer

Manuskript:
Dan Mazer

Medvirkende:
Rafe Spall, Rose Byrne, Anna Faris, Simon Baker, Olivia Colman, Stephen Merchant, Minnie Driver og Jason Flemyng

Spilletid:
97 min.

Premiere:
11. April 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

© Filmmagasinet Ekko